Som led i PwC’s vækstambitioner på legal-området tiltræder Martin Sohn som ny partner med speciale i fast ejendom og solid erfaring inden for bolig- og erhvervslejeret, projektudvikling og ejendomstransaktioner.
PwC har i en årrække haft en stærk ejendomsgruppe, og med Martin Sohn som ny partner styrker PwC sin juridiske forretning inden for ejendomsområdet.
“Vi glæder os over at kunne byde Martin Sohn velkommen i PwC Legal. Han kommer med stærke kompetencer inden for fast ejendom og de heraf naturligt forbundne juridiske discipliner, herunder særligt bolig- og erhvervslejeret, projektudvikling samt overdragelse af alle typer af fast ejendom,” fortæller Henrik Kany, partner og leder af PwC Legal.
Martin Sohn har derudover stor erfaring med overdragelse af ejendomsselskaber, samt omfattende erfaring med landbrugsret samt rådgivning om bæredygtige investeringer inden for fast ejendom.
“Jeg ser frem til at styrke PwC’s rådgivning på det juridiske område inden for fast ejendom. Min ambition er at åbne døren til nye muligheder, styrke eksisterende kunderelationer og være med til at skabe løsninger, der styrker PwC’s position som den foretrukne rådgiver inden for fast ejendom,” udtaler Martin Sohn, partner i PwC.
Markedet for juridisk rådgivning bliver stadig mere komplekst – ikke mindst inden for fast ejendom. Derfor har virksomheder i dag behov for specialiserede kompetencer, der kan rådgive i både dybden og bredden.
“Vores kunder har behov for specialiseret juridisk rådgivning på markeder, der bliver stadig mere komplekse at navigere i. Hos PwC kan vi tilbyde en sammenhængende og helhedsorienteret rådgivning, hvor såvel de juridiske, forretningsmæssige som de strategiske forhold er integreret,” fortæller Martin Sohn.
Martin Sohn