Markedet for europæiske børsnoteringer i Q1 2019 er tilbageholdende

Både målt på provenue og på antallet af børsnoteringer i Q1 2019 i Europa, skal vi flere år tilbage for at finde tilsvarende lave tal. London Stock Exchange trækker markedet op, og indtager pladsen som den mest aktive børs i Europa i kvartalet målt på provenue (euro 557 m), imens Borsa Italiana er topscorer målt på antallet af børsnoteringer (6 stk.). Der har ikke været nogle noteringer i København i kvartalet. Det viser PwC’s analyse af markedet for børsnoteringer for 1. kvartal 2019.

En opgørelse fra PwC viser, at markedet for børsnoteringer har fået en dårligt start på året. På det europæiske marked blev der således alene rejst 0,7 mia. euro i det første kvartal af 2019, imod 13,1 mia. euro i samme kvartal sidste år. Antallet af børsnoteringer er også faldet – fra 69 børsnoteringer i 1. kvartal 2018 til 32 børsnoteringer i 2019.

Det globale marked for børsnoteringer var historisk lavt i første kvartal af 2019. Den geopolitisk usikkerhed, regeringssammenbruddet i USA og usikkerheden om forhandlingerne i forbindelse med Brexit har gjort markedet ekstra volatilt, og har betydet, at flere selskaber har udskudt deres beslutning om en børsnotering. Vi ser dog internationalt tegn på, at der blot er tale om en pause, og at aktiviteten er på vej tilbage.

Rasmus Friis Jørgensen Partner og ekspert i børsnoteringer, PwC

På Nasdaq Nordic, der bl.a. omfatter Nasdaq Stockholm, Nasdaq Helsinki og Nasdaq Copenhagen, er det fortsat Nasdaq Stockholm der trækker de fleste børsnoteringer. I 1. kvartal 2019 var der i alt 6 børsnoteringer på Nasdaq Nordic, hvoraf de 5 var på Nasdaq Stockholm. Antallet af børsnoteringer på Nasdaq Nordic er stort set halveret i forhold til Q1 2018, hvor der var 13 børsnoteringer. Tallene dækker ikke over selskaber der rokerer internt på markedspladsen. Målt på provenue er Nasdaq Stockholm lige uden for top 3 med 26 mio. euro.

Vores svenske naboer fortsætter med at vise, at det er muligt at foretage børsnoteringer. Selv i et historisk dårligt 1. kvartal har de noteret lige så mange selskaber som de gjorde i 1. kvartal 2018. Børsen i København har til sammenligning ikke formået at følge op på de 3 børsnoteringer de havde i 1. kvartal 2018, da det ikke er blevet til nogle børsnoteringer i 1. kvartal 2019.

Rasmus Friis JørgensenPartner og ekspert i børsnoteringer, PwC

London Stock Exchange var mest aktiv målt på provenue

Kun fem selskaber blev noteret i London i Q1 2019. Det er et fald på næsten 70 pct. i forhold til Q1 2018, hvor der var 16 børsnoteringer, og er den laveste start på et år siden 2009. Alligevel stod London Stock Exchange for 557 mio. euro af de 715 mio. euro som blev rejst på de europæiske børser i Q1 2019. London Stock Exchange blev især holdt oppe af Schiehallion Fund Ltd, der rejste 421 mio. euro.

Selvom de også oplever et fald i børsnoteringer i London, viser tallene, at London Stock Exchange, på trods af usikkerheden i forbindelse med Brexit, fortsat er det førende marked i Europa, når det gælder børsnoteringer.

Rasmus Friis Jørgensen Partner og ekspert i børsnoteringer, PwC

Kontakt os

Rasmus Friis Jørgensen

Partner, PwC Denmark

Tlf: 3945 3223

Følg PwC