Makkerpar dækker behov i markedet for digitale løsninger

31/10/17

Makkerparret Brian Stærk Sørensen og Henrik Korsgaard Eriksen fra Adibus vinder årets Temapris i forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2017 i Vestjylland. De to ejerledere vinder prisen for at have set et hul i markedet og et uafdækket behov for nye digitale løsninger og for i samspil med dygtige medarbejdere at have opnået succes.

I år overrækkes for anden gang en Temapris i forbindelse med Årets Ejerleder 2017. Prisen uddeles i år til den virksomhed, som har udvist et stærkt fokus på samspillet mellem talent og teknologi, og den blev uddelt af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved en velbesøgt kåring i Herning. Temaprisen er baseret på PwC’s CXO SMV Survey 2017*, der viser, at talent og teknologi er afgørende for succes i en virksomhed.  

”De to vindere har været oppe imod et stærkt felt i år, men prisen for at få talent og teknologi til at spille sammen går velfortjent til Brian og Henrik fra Adibus. De to dygtige ejerledere har set et uafdækket behov i markedet for digitale løsninger. Det viste sig at være en succesrig salgsmulighed, som ingen andre havde spottet, og det fortjener anerkendelse,” udtaler Henning Jager Neldeberg, partner i PwC.

Bemærkelsesværdig vækst

Viborg-virksomheden, Adibus, blev etableret i 2007 af Henrik Eriksen og Brian Stærk Sørensen, og virksomheden har specialiseret sig i at levere løsninger, som kan gøre transportoplevelsen større hos passagererne, samt i at bistå trafikselskaber og busoperatører med it-løsninger, der er målrettet den kollektive trafiks behov. Det gælder blandt andet realtidsløsninger, passagertælling, videoovervågning, ECO-drive samt mange flere tekniske it-løsninger.

”De to ejerledere bag Adibus er et fantastisk eksempel på en virksomhed, som i høj grad har inkorporeret teknologien og i det rette samspil med kompetente medarbejdere opnået stor succes og en bemærkelsesværdig vækst i et marked uden konkurrenter,” fortæller Terkel Præst Berthelsen, centerdirektør i Herning, og ønsker tillykke med prisen.

I et marked uden konkurrenter har virksomheden formået at øge omsætningen 100 % de seneste 2 år og forventer nu at gå til udlandet med deres løsning. Hos Dansk Erhverv ser man således også Temaprisvinderne i Vestjylland som velfortjente vindere.

”Ejerlederne forstår vigtigheden af at arbejde med teknologi og følge med udviklingen, og på den baggrund har de skabt imponerende succes og vækst i Adibus, som de i dag er blevet hyldet for. Ved at kombinere deres forskellige kompetencer supplerer de hinanden på bedste vis,” fortæller Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Årets Ejerleder 2017 i region Vestjylland

Prisen som Årets Ejerleder 2017 i Vestjylland gik til Jan Bisgaard Sørensen fra BILA. BILA er et dansk projekthus grundlagt i 1988, som hjælper sine kunder med produktionsoptimering gennem automatiseringsløsninger, typisk ved hjælp af industrirobotter. De har leveret mere end 1.000 automatiseringsløsninger til det europæiske og amerikanske marked inden for forskellige industrier og beskæftiger knap 300 engagerede medarbejdere i Skandinavien.

Jan Bisgaard Sørensen er ejer og leder af BILA, og virksomheden har med ham som frontfigur udviklet sig meget de seneste år, hvor han har været med til at skabe succes og fået virksomheden gennem en krise. Han er involveret i alle dele af virksomheden, og hans evne til at se muligheder har været med til, at BILA har synliggjort for omverdenen, hvor meget automatisering kan bidrage til kundernes vækst.

Fakta om Årets Ejerleder 2017 og Årets Temapris 2017

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 14. gang. Årets tema er samspillet mellem talent og teknologi.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 9. november 2017 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere temaprisvinder i Vestjylland

Ejgild Nørgaard Christensen, ejerlederen bag STS Biler A/S (2016)

Tidligere regionsvindere af Årets Ejerleder i Vestjylland

Mikkel Jensby Lund, ejerleder af Alpha Offshore Service (2016), Morten Dalsgaard, der er ejerleder af Westpack A/S (2015), Bloomingwille (2014), EP Tools (2013), Witt Hvidevarer (2012), H2 Logic (2011).

*I PwC’s CXO Survey 2017 har flere end 500 erhvervsledere deltaget. Survey’en er gennemført i samarbejde med Dansk Erhverv og bygger på online- og telefoninterviews. Respondenterne er bl.a. blevet spurgt til deres vækstforventninger, fokusområder og forventede investeringer, ligesom de også har svaret på spørgsmål, som berører nogle af de tendenser, der gør sig gældende i dansk erhvervsliv.

 

Kontakt os

Malene Billund
Presseansvarlig
Tlf: 5133 2378
E-mail

Følg PwC