Temapris 2017: ”Det skal være sjovt at gå på arbejde”

24/10/17

Lars Rosenkvist Fenger fra Pascal A/S, producent af forstærkerløsninger, vinder årets Temapris i forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder i Hovedstaden 2017. Han får prisen for at skabe succes med at få teknisk innovation og talentudvikling til at spille sammen.

I år overrækkes for anden gang en Temapris i forbindelse med Årets Ejerleder 2017. Prisen uddeles i år til den virksomhed, som har udvist et stærkt fokus på sammenspillet mellem talent og teknologi, og den blev uddelt af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved en velbesøgt kåring på Børsen. Temaprisen er baseret på PwC’s CXO SMV Survey 2017*, der viser, at talent og teknologi er afgørende for succes i en virksomhed.

”Temaprisen går til Lars Rosenkvist Fenger for hans fokus på talentudvikling i samspil med brugen af den nyeste teknologi. Ifølge Lars skal det skal være sjovt at gå på arbejde, og succesen kan også aflæses i regnskaberne, hvor der er sket en markant vækst i indtjening,” fortæller Flemming Eghoff, partner i PwC, der håber, at Lars Rosenkvist Fenger kan være en inspiration for andre ejerledede virksomheder.

Stærke specialister inden for forstærkerløsninger

Herlev-virksomheden Pascal A/S udvikler og producerer forstærkerløsninger og er specialister inden for kraftige forstærkermoduler til professionelt brug, som sælges til internationale kunder, der typisk er højtalerfabrikanter.

”Lars Rosenkvist Fenger har fokus på udvikling og brug af den nyeste teknologi for på den måde at kunne levere det bedste produkt til deres kunder og give dem en ekstra fordel. Det sker med et stærkt fokus på medarbejdernes udvikling, og dét fortjener bestemt en anerkendelse,” understreger regionsdirektør i Nykredit, Axel U. Henriques og ønsker tillykke med prisen.

I Pascal er der åbenhed, og man ved, man altid kan få den ærlige mening, og der er gode og stærke relationer tæt på det familiære, hvor Lars Rosenkvist Fenger ikke vil tøve med at passe sine ansattes børn eller omvendt.

”Hos Pascal er der et stort fokus på at få teknologi og talent til at spille sammen, og Lars Rosenkvist Fenger har formået at skabe et bemærkelsesværdigt resultat. Han fortjener i den grad at blive hyldet for sit fokus på talent og teknologi,” siger Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Årets Ejerleder 2017 i region Hovedstaden

Prisen som Årets Ejerleder 2017 i Hovedstaden gik til Mikkeller A/S. Mikkeller er stiftet og ejet af Mikkel Borg Bjergsø, som fik interesse for øl tilbage i 1994, da han i USA fik øjnene op for craft beers. Ved siden af sit arbejde som lærer begyndte han hjemme i Danmark at udvikle øl fra sin egen lejlighed, og i 2005 blev han selvstændig og lejede sig ind i et bryggeri i Ørbæk.

I 2006 blev Mikkellers øl kåret som bedste stout i verden og har siden vundet adskillige priser. Mikkeller er kendt som værende et af de mest innovative bryggerier i verden og formår hele tiden at udvikle nye øl til sortimentet samt åbne nye barer og restauranter i lokalområder verden over. I dag eksporterer microbryggeriet øl til 40 lande verden over.

Fakta om Årets Ejerleder 2017 og Årets Temapris 2017

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 14. gang. Årets tema er samspillet mellem talent og teknologi.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 9. november 2017 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Sidste års landsvinder af Temaprisen

Charlotte Gueniau, RICE A/S (2016)

Landsvindere af Årets Ejerleder de sidste 10 år

Marie-Louise Bjerg fra Mountain Top Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

*I PwC’s CXO Survey 2017 har flere end 500 erhvervsledere deltaget. Survey’en er gennemført i samarbejde med Dansk Erhverv og bygger på online- og telefoninterviews. Respondenterne er bl.a. blevet spurgt til deres vækstforventninger, fokusområder og forventede investeringer, ligesom de også har svaret på spørgsmål, som berører nogle af de tendenser, der gør sig gældende i dansk erhvervsliv.

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC