Temapris 2017: Innovativ ejerleder satser på talenterne

26/10/17

Henrik Anker fra Gibotech vinder årets Temapris i forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder på Fyn 2017. Han får prisen for at satse på talenterne og sikre, at de har de bedste betingelser for at udvikle deres potentiale i samspil med teknologien.

I år overrækkes for anden gang en Temapris i forbindelse med Årets Ejerleder 2017. Prisen uddeles i år til den virksomhed, som har udvist et stærkt fokus på sammenspillet mellem talent og teknologi, og den blev uddelt af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved en velbesøgt kåring på EWII Park. Temaprisen er baseret på PwC’s CXO SMV Survey 2017*, der viser, at talent og teknologi er afgørende for succes i en virksomhed.  

”Temaprisen går til Henrik Anker for hans innovative tilgang, hvilket har skabt stor succes for virksomheden. Han formår at satse på talenterne og sikre, at de har de bedste betingelser for at udvikle deres potentiale i samspil med teknologien,” fortæller Mikael Johansen, partner i PwC i Odense, der håber, at Henrik Anker kan være en inspiration for andre ejerledede virksomheder.

Fornyelse i højsædet

Henrik Anker står i spidsen for Gibotech, der udvikler, installerer og servicerer højteknologiske automationsanlæg med mere end 30 års erfaring. Gibotech har en stærk position på markedet, som skyldes deres ekspertise og erfaring, men virksomheden formår samtidig at forny sig og holde sig relevant.

”Henrik er en ejerleder, der har sat et markant præg på virksomheden, og som har været med til at vende virksomhedens forretningsgrundlag og løbende tilpasset produkterne til kundernes behov. Det har han gjort i tæt samspil med sine medarbejdere. Her har vi en ejerleder, som forstår vigtigheden af samspillet mellem talent og teknologi, og som efterlever årets tema til fulde,” siger centerdirektør i Nykredit i Odense Lars Holm og ønsker tillykke med prisen.

I Gibotech bestræber man sig hele tiden på at være en kompetent og konkurrencedygtig samarbejdspartner, når det gælder effektive og fremtidssikrede automationsanlæg.

”Hos Gibotech er der et stort fokus på at få teknologi og talent til at spille sammen. Henrik Anker har formået at skabe et unikt team og nye ydelser via teknologien, og det slår positivt igennem på væksten. Han fortjener i den grad at blive hyldet for sit fokus på talent og teknologi,” siger Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Årets Ejerleder 2017 på Fyn

Prisen som Årets Ejerleder 2017 på Fyn gik til Mads Pedersen fra Alfred Pedersen & Søn. Gartneriet Alfred Pedersen & Søn blev grundlagt i 1948 af Katrine og Alfred Pedersen, og ejes og ledes i dag af Mads Pedersen, som er fjerde generation af gartnere i familien. Gartneriet startede med to små drivhuse med snitblomster, og i dag dyrker Alfred Pedersen & Søn et bredt sortiment af kvalitetsgrøntsager.

Mads Pedersen har siden generationsskiftet haft fokus på at udvikle en landbrugsvirksomhed til en moderne industrivirksomhed med nytænkning og innovative tiltag, og han er ikke bange for at gå nye veje i branchen i form af alternative produktionsmetoder og innovation. Det har sikret ham høj vækst og nu prisen som Årets Ejerleder 2017 på Fyn.

Fakta om Årets Ejerleder 2017

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 14. gang. Årets tema er samspillet mellem talent og teknologi.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 9. november 2017 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Sidste års landsvinder af Temaprisen

Charlotte Gueniau, RICE A/S (2016)

Landsvindere af Årets Ejerleder de seneste 10 år

Marie-Louise Bjerg fra Mountain Top Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

*I PwC’s CXO Survey 2017 har flere end 500 erhvervsledere deltaget. Survey’en er gennemført i samarbejde med Dansk Erhverv og bygger på online- og telefoninterviews. Respondenterne er bl.a. blevet spurgt til deres vækstforventninger, fokusområder og forventede investeringer, ligesom de også har svaret på spørgsmål, som berører nogle af de tendenser, der gør sig gældende i dansk erhvervsliv. 

Kontakt os

Mikael Johansen

Partner, Business Unit Leder og statsaut. revisor, PwC Denmark

Tlf: 6314 4260

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC