Tidligere speedwaykører vinder Temapris i Sydjylland 2017

30/10/17

Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S vinder årets Temapris i forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder i Sydjylland 2017. Han får prisen for at skabe succes med at få teknisk innovation og talentudvikling til at spille sammen.

I år overrækkes for anden gang en Temapris i forbindelse med Årets Ejerleder 2017. Prisen uddeles i år til den virksomhed, som har udvist et stærkt fokus på samspillet mellem talent og teknologi, og den blev uddelt af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved en velbesøgt kåring i Vejle. Temaprisen er baseret på PwC’s CXO SMV Survey 2017*, der viser, at talent og teknologi er afgørende for succes i en virksomhed.

Kjærgaard A/S blev grundlagt i 1921 som en traditionel elinstallationsforretning, men er i dag en moderne og tværfaglig totalleverandør af 170 kompetente industrielektrikere, bygningselektrikere, ingeniører og teknikere. De holder bl.a. til i Løsning/Hedensted, hvor hoveddomicilet ligger.

”Per Smedegaard vinder i dag temaprisen for sit store fokus på at få medarbejdere og teknologi til at spille sammen. Per griber de muligheder, som teknologien tilbyder, og hans medarbejdere arbejder hver dag med at optimere processer og arbejdsgange i de danske industrivirksomheder,” siger Henrik Forthoft Lind, partner i PwC i Trekantområdet, og ønsker tillykke med prisen.

Vindergen og fart i blodet

Vindergenet fornægter sig ikke hos Per Smedegaard, der er tidligere speedwaykører i superligaen og på ungdomslandsholdet. Han har bl.a. været med til at få Speedway til Horsens. I dag ser han det som sin fornemste opgave at hjælpe sine kunder, industrien, med at bevare og udbygge deres konkurrenceevne.

”Per Smedegaard har formået at transformere et gammelt selskab med stolte håndværkstraditioner til en moderne virksomhed, der følger med udviklingen inden for sit felt. Han har virkelig formået at gribe de nye teknologiske muligheder, og Per er derfor den rette vinder af Temaprisen,” siger Mogens B. Sørensen, regionsdirektør i Syddanmark hos Nykredit.

For Per Smedegaard er holdånden og samarbejdet medarbejderne imellem afgørende for virksomhedens succes, og det skal sammen med den innovative tankegang bane vejen for fremtidig vækst og succes.

”Hos Kjærgaard A/S er der et stort fokus på at få teknologi og talent til at spille sammen, og med et stort vindergen sikrer Per Kjærgaard samtidig en stærk holdånd i virksomheden. Han fortjener i den grad at blive hyldet for sit fokus på talent og teknologi,” siger Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Årets Ejerleder 2017 i Sydjylland

Prisen som Årets Ejerleder 2017 i Sydjylland gik til Sky-Light A/S. Sky-Light blev etableret af Skydt-Kristensen i 1960, men i 1985 blev familien Larsen medejere, og i dag ejes virksomheden kun af familien Larsen og er en af Europas førende folie- og emballageproducenter. Familien har fokus på udvikling, miljø og medarbejdere og er derfor blandt de mest teknologisk innovative i branchen.

Fakta om Årets Ejerleder 2017

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 14. gang. Årets tema er samspillet mellem talent og teknologi.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 9. november 2017 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Sidste års landsvinder af Temaprisen

Charlotte Gueniau, RICE A/S (2016)

Tidligere landsvindere

Marie-Louise Bjerg fra Mountain Top Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

*I PwC’s CXO Survey 2017 har flere end 500 erhvervsledere deltaget. Survey’en er gennemført i samarbejde med Dansk Erhverv og bygger på online- og telefoninterviews. Respondenterne er bl.a. blevet spurgt til deres vækstforventninger, fokusområder og forventede investeringer, ligesom de også har svaret på spørgsmål, som berører nogle af de tendenser, der gør sig gældende i dansk erhvervsliv.

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC