Årets Temaprisvinder i region Sydjylland: Familievirksomhed med tillid højt på agendaen

29/10/18

Anders og Torben Toft, ejerledere i familievirksomheden Alfix A/S, har netop vundet prisen som regional temaprisvinder ved Årets Ejerleder 2018 i Sydjylland. De vinder prisen for deres fokus på tillid samt et stærkt værdisæt, som hele virksomheden efterlever. Alfix A/S har ligeledes opnået flot vækst, som forventes at fortsætte via organisk vækst i fremtiden. De to ejerledere fik overrakt prisen ved en velbesøgt kåring i PwC’s lokaler i Vejle af PwC, Dansk Erhverv og Nykredit.

For tredje gang overrækkes en temapris i forbindelse med Årets Ejerleder 2018, som går til den virksomhed, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, tillid. Tillid er en kerneværdi i det danske samfund, og det er tillid, som Danmark og dansk erhvervsliv i høj grad bygger sin samhandel på – såvel lokalt som globalt. Prisen blev overrakt til Anders og Torben Toft fra Alfix A/S, en professionel og konkurrencedygtig produktionsvirksomhed af systemløsninger til byggepladser i Norden, for deres arbejde gennem generationer med tillid.

”Torben og Anders Toft – far og søn – vinder prisen som regional temaprisvinder i Sydjylland for deres gennemgående arbejde med tillid, som har medført en høj grad af tillid fra medarbejdere, kunder og omverden. Alfix er drevet ud fra fem værdier, som skinner igennem, hvor troværdighed – eller tillid – er en af disse,” udtaler Henrik Forthoft Lind, partner i PwC i Trekantområdet, og fortsætter:

”Tillid er afgørende i det danske samfund, da tillid skaber sammenhængskraft og bidrager til vækst og udvikling. Vi tror på, at fremtidens vindere er dem, der lykkes med at skabe tillid til deres kunder, medarbejdere og øvrige stakeholders, og de to ejerledere er derfor til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder.”

Tillid som afgørende faktor

I samråd med medarbejderne er der udarbejdet et værdisæt på fem værdier, som Alfix efterlever med de to ejerledere i spidsen.

”Der er her tale om en virksomhed, hvor tillid er en afgørende faktor for deres succes. Ejerlederne går forrest og er kulturbærere. Det har været med til at sikre, at virksomheden har genereret overskud siden stiftelsen for mere end 50 år siden, ligesom der er høj anciennitet hos medarbejderne, hvor flere kan fejre både 25 og 40 års jubilæum de kommende år,” fortæller regionsdirektør i Nykredit Mogens B. Sørensen

Dansk Erhvervs markedsdirektør, Louise Riisgaard, lægger vægt på temaprisvinderens gennemgående arbejde med tillid, og hvordan dette har været med til at skabe en vindervirksomhed.

”Anders og Torben Toft vinder i dag temaprisen i Sydjylland, fordi høj tillid fra både medarbejdere og samarbejdspartnere har dannet mange langvarige relationer i virksomheden. De er to synlige ledere og et helt naturligt centrum i virksomheden, hvilket sikrer, at kerneværdierne og tillid efterleves hele vejen. Alfix A/S er en virksomhed til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder,” udtaler Louise Riisgaard. 

Årets Ejerleder i region Sydjylland

Kentaur A/S blev etableret i 1990 og har specialiseret sig i arbejdstøj på det europæiske marked og er de største på markedet i Danmark. Virksomheden går efter at skabe innovativ og funktionel erhvervsbeklædning og har formået at opnå en flot vækst med en strategisk tilgang til markedet gennem de 28 år, som den har eksisteret, og de forventer, at væksten vil fortsætte fremadrettet.

Fakta om Årets Ejerleder 2018

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 15. gang. Årets tema er tillid.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 8. november 2018 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere temaprisvindere

Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017), Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016)
 

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC