Forsigtige ejendomsinvestorer ser fortsat optimistisk på København

21/11/18

Forsigtige europæiske ejendomsinvestorer er på udkig efter et miks af sunde lejermarkeder og nye aktivklasser. Investorerne ser således fortsat positivt på mulighederne i København, selvom den danske hovedstad falder ud af top 10 over de mest attraktive byer for ejendomsinvesteringer. Det viser en ny rapport udgivet i fællesskab af PwC og Urban Land Institute (ULI).

Ifølge PwC’s Emerging Trends in Real Estate® Europe 2019 er det jagten på en sikker, langsigtet indtjening, der driver de europæiske ejendomsinvesteringer, i takt med at branchen sikrer sig mod eventuelle rentestigninger og usikre geopolitiske forhold.

Investorerne er blevet mere forsigtige, og deres præferencer for, hvor de ønsker at investere og udvikle, bliver i stadig større grad drevet af de økonomiske nøgletal for ejendomsmarkedet. Det kan fx være udsigten til økonomisk vækst og sundhedstilstanden i de lokale lejermarkeder,” forklarer Jesper Wiinholt, partner i PwC.

De årlige placeringer på listen over de mest attraktive byer for ejendomsinvesteringer og udvikling afspejler, at branchen går efter de mindre og nytilkomne områder, kombineret med nogle af de større, mere etablerede markeder. Lissabon er fx sprunget ti pladser op på listen, mens både Stockholm og København er faldet ud af top 10. De er i år at finde på henholdsvis en 19. og en 13. plads.

Priserne på boliger i København er steget ekstraordinært meget de seneste 4-5 år, og udviklingen er nu bremset op, hvilket bl.a. kan tilskrives meget nybyggeri og strammere kreditlovgivning. Det bliver derfor noget sværere at spå om, hvordan det københavnske boligmarked kommer til at udvikle sig i de kommende år. Der er dog stadig stor boligmangel i København, specielt inden for mindre og dermed billigere boliger,” siger Jesper Wiinholt.

Udviklingen inden for boligmarkedet har ikke på samme måde spredt sig til markedet for erhvervsejendomme, og ejendomseksperterne, der har deltaget i undersøgelsen, ser generelt optimistisk på ejendomsmarkedet i Norden, herunder København, hvor de ser gode udviklingsmuligheder inden for særligt lager- og logistikejendomme.

København er fortsat meget populær hos turister, forbrugere og virksomhedsfællesskaber. Lager- og logistikejendomme er desuden et område under hastig udvikling i Købehavn, og det vil fortsat være med til at tiltrække investorer,” lyder vurderingen fra Jesper Wiinholt.

De tyske byer dominerer fortsat listen

De veletablerede tyske byer dominerer stadig top ti-listen med Berlin på andenpladsen efterfulgt af Frankfurt, Hamborg og München, der er at finde på henholdsvis fjerde-, syvende- og tiendepladsen.

De tyske byer er stadig meget populære, men ifølge undersøgelsen synes en del af ejendomseksperterne dog, at den vedvarende popularitet af disse byer er begyndt at have sine omkostninger, og mange ejendomseksperter har angivet, at investeringerne her er for dyre,” fortæller Jesper Wiinholt.

Byer som Madrid, Amsterdam, Wien og Dublin, der er de øvrige byer på top ti-listen, opnår en positiv score for deres økonomiske nøgletal for ejendomsmarkedet samt udsigten til huslejestigninger og i mange tilfælde også for livskvalitet, konnektivitet, innovationspotentiale og tiltrækningskraft for talenter.

Europæiske byer - overordnede fremtidsudsigter 2019

Samlede
placering
By Placering,
investering
Placering,
udvikling
1 Lissabon 1 1
2 Berlin 3 2
3 Dublin 2 5
4 Madrid 6 4
5 Frankurt 5 3
6 Amsterdam 7 8
7 Hamborg 9 6
8 Helsingfors 4 13
9 Wien 8 11
10 München 14 7

Investorernes forsigtighed afspejler sig også i forventningerne til adgangen til kapital og finansiering, og ifølge undersøgelsen tror ca. 28 % af ejendomseksperterne, at den kapital, der er til rådighed for refinansiering eller nye investeringer, vil stige. Til sammenligning var det 50 % sidste år, hvor tilliden dog var særlig høj, og kun få er i øjeblikket bekymret for likviditeten.

Undersøgelsen viser, at bekymringerne er størst, når det drejer sig om byer og lande, der står over for større geopolitiske risici, da dette skaber en usikkerhed, der påvirker investorernes interesse. Brexit er et tydeligt eksempel på dette, og mange af ejendomseksperterne mener, at Storbritannien vil miste noget af sin konkurrencemæssige fordel, og det påvirker investerings- og udviklingsmulighederne,” forklarer Jesper Wiinholt.

Om rapporten

Den årlige rapport, der udgives i fællesskab af Urban Land Institute (ULI) og PwC, er baseret på holdningerne blandt mere end 800 eksperter inden for fast ejendom i Europa, herunder investorer, udviklere, långivere og rådgivere.

Om Urban Land Institute

The Urban Land Institute er et almennyttigt uddannelses- og forskningsinstitut, som støttes at sine medlemmer. Instituttets mission er at sikre en ansvarlig brug af landområder samt skabe og opretholde velfungerende samfund over hele verden. Instituttet, som blev grundlagt i 1936, har næsten 40.000 medlemmer verden over, der repræsenterer alle aspekter af anvendelse af landområder og byggemodning.

Om PwC

I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er flere end 2.200 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi over 250.000 PwC'ere i 158 lande, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er. Succes skaber vi sammen…

Kontakt os

Jesper Wiinholt
Partner, statsaut. revisor, PwC Denmark
Tlf: 3945 3311
E-mail

Malene Billund
Presseansvarlig, PwC Denmark
Tlf: 5133 2378
E-mail

Følg PwC