Nærværende og ambitiøs ejerleder vinder Årets Ejerleder 2018 i region Sydjylland

29/10/18

Bernt Dahl fra Kentaur A/S har netop vundet prisen som Årets Ejerleder i region Sydjylland. Han anerkendes for sin nærværende ledelsesstil og de flotte resultater, som han har skabt i virksomheden gennem 28 år. Prisen blev uddelt af PwC i samarbejde med Nykredit og Dansk Erhverv ved en velbesøgt kåring i PwC’s lokaler i Vejle.

Bernt Dahl er ejerleder bag Kentaur A/S, som blev etableret i 1990 og har specialiseret sig i arbejdstøj på det europæiske marked, samtidig med at virksomheden er den største på markedet i Danmark. Virksomheden går efter at skabe innovativt og funktionelt erhvervsbeklædning, og Kentaur A/S har opnået en flot vækst med en strategisk tilgang gennem de 28 år, som den har eksisteret, og Bernt Dahl forventer, at væksten vil fortsætte fremadrettet.

”Vinderen af Årets Ejerleder 2018 i Sydjylland er drevet af ønsket om hele tiden at nå nye fastsatte mål – både økonomiske og strategiske. Via en fastlagt strategi har ejerlederen sammen med en professionel bestyrelse og medarbejdere udviklet virksomheden eksplosivt de senere år, ligesom der forventes stor vækst de kommende år. Bernt Dahl er en ambitiøs ejerleder, der går forrest, og hans indsats fortjener anerkendelse,” udtaler Henrik Forthoft Lind, partner i PwC i Trekantområdet, og ønsker vinderen tillykke med prisen.

Stiller sig på ølkassen

Ejerlederen i Kentaur A/S er drevet af et stort engagement i sin ledelsesstil og omgiver sig med medarbejdere, som har lyst og talent.

”Bernt Dahl er kendetegnet ved at gå forrest og vise vejen, og et godt eksempel herpå er, at han hver uge ”stiller sig på ølkassen” og orienterer medarbejdere om, hvordan det går. Han er således en nærværende leder, som har formået at skabe en succesfuld virksomhed med flot vækst og udvikling,” siger regionsdirektør i Nykredit Mogens B. Sørensen.

Louise Riisgaard, markedsdirektør i Dansk Erhverv, lægger vægt på, at Årets Ejerleder i Sydjylland har formået at skabe en succesfuld vindervirksomhed til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder:

”Ejerlederen er udvalgt blandt et stærkt felt af konkurrenter, fordi han har skabt en ejerledet virksomhed helt fra bunden, som er blevet en stor succes. Samtidig med at han er en vellidt leder, lægger han også ambitiøse og strategiske mål for Kentaurs fremtid og har konstant fokus på kvalitet, nyudvikling og tillid i virksomheden. Han er indbegrebet af en dygtig ejerleder.”

Fakta om Kentaur A/S

Kentaur A/S blev etableret i 1990 og har specialiseret sig i arbejdstøj på det europæiske marked og er de største på markedet i Danmark. Ordet ’kentaur’ er et dyr fra den græske mytologi, som består af et menneskes overkrop og hoved med en hests krop. Virksomheden ejer desuden flere heste, som har deltaget i løb gennem årene, og hestesporten er en måde for Bernt Dahl at møde relationer og kunder.

De stærke konkurrenter

Jens Find – ejerleder i Unik System Design A/S

Unik System Design udvikler resultatskabende og fleksibel branchesoftware. Filosofien bag virksomheden er at vide alt om nicheområderne inden for ejendomme og advokater og udvikle it-løsninger, som er effektive og tilfører værdi til kunden. Dette fokus har givet virksomheden en øget konkurrencekraft, og det har haft en positiv betydning for antallet af nye kunder og medarbejdere.

Anders Skorstensgaard og Martin Skorstensgaard – ejerledere i Skorstensgaard A/S

Skorstensgaard blev etableret i 2009 af tvillingerne Anders og Martin Skorstensgaard og er et af landets førende autoværksteder. Visionen er at blive Danmarks førende autoværksted, som skal indfries ved at opnå vækst i hele Danmark. På nuværende tidspunkt har Skorstensgaard 16 værksteder, hvoraf otte er blevet etableret i begyndelsen af 2018. Ejerledernes fremtidsplaner et at åbne et værksted pr. måned frem til 1. marts 2019.

Fakta om Årets Ejerleder 2018

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 15. gang. Årets tema er tillid.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 8. november 2018 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere

Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Kontakt os

Malene Billund
Presseansvarlig, PwC Denmark
Tlf: 5133 2378
E-mail

Følg PwC