Tredjegeneration i byggevirksomheden Ambercon A/S har ført virksomhed til nye højder

01/11/18

Torben Enggaard fra Ambercon A/S har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2018 i region Nordjylland. Han vinder prisen for sin store succes med en omfattende turnaround, hvor han har skabt en betydelig succes og samtidig bevaret virksomhedens DNA. Han blev hyldet ved kåringen hos Nykredit i Aalborg af PwC, Dansk Erhverv og Nykredit.

Torben Enggaard er tredjegenerations ejerleder i virksomheden Ambercon A/S, som producerer og leverer beton- og facadeelementer, primært teglfacader, og har eksisteret siden 1965. Virksomheden har oplevet flot vækst og haft en omsætningsvækst på 62 % på tre år, og deres vækst de kommende år vil være drevet af investering og effektivisering i produktionen og nye processer.

”Torben Enggaard vinder Årets Ejerleder 2018 i region Nordjylland for sin stærke kombination af vilje og passion, som har medført en imponerende vækst på rekordtid. Han udmærker sig særligt ved at have været drivkraften i en gennemgribende turnaround, hvor samtlige elementer af virksomheden er blevet nyfortolket, og han har med enormt engagement og faglig ballast ført virksomheden til nye højder. Der er her tale om en veldrevet virksomhed med en stærk ledelse, som har skabt en betydelig succes,” udtaler Marianne Fog Jørgensen, partner i PwC i Aalborg.

Fastholdelse af DNA’et

Ejerlederen i Ambercon A/S har formået at vende en årelang underskudsforretning til en nordjysk succeshistorie og bevaret virksomhedens DNA undervejs.

”I en krævende proces for at skabe positiv vækst har Årets Ejerleder 2018 i Nordjylland formået at fastholde ånden og DNA’et i virksomheden samt medarbejderne. Der er her tale om en vækstvirksomhed, hvor potentialet er stort, og hvor evnen til at være konkurrencedygtig og banebrydende på markedet har skabt vedvarende vækst,” siger storkundedirektør i Nykredit Christian Vejling.

Louise Riisgaard, markedsdirektør i Dansk Erhverv, sætter fokus på, at Årets Ejerleder 2018 i region Nordjylland har skabt en stor succesvirksomhed med flot vækst til inspiration for andre ejerledede virksomheder i region Nordjylland.

”Torben Enggaard er kendetegnet ved et åbent sind og godt humør, hvor hans egen succes måles i medarbejdernes succes. Han giver således sine medarbejdere plads og har tillid til, at de selv finder løsninger. Ambercon A/S har byggeteknisk udmærket sig ved at tilføre mere værdi til sine kunder ved at tilbyde æstetiske produkter, som letter byggeprocessen. Det har blandt andet ført til den flotte vækst og betydelige succes, som virksomheden – og ikke mindst ejerleder Torben Enggaard – i dag bliver hyldet for,” fortæller Louise Riisgaard og ønsker tillykke med prisen.

Fakta om Ambercon A/S

Ambercon A/S producerer og leverer beton- og facadeelementer, primært teglfacader, og har eksisteret siden 1965. Ambercon A/S har byggeteknisk udmærket sig ved at tilføre mere værdi til deres kunder ved at tilbyde æstetiske produkter, som letter byggeprocessen. Virksomheden har haft en omsætningsvækst på 62 % på tre år, og deres vækst de kommende år vil være drevet af investering og effektivisering i produktionen og nye processer.

De stærke konkurrenter

Lars Klinkby – ejerleder i EXPO-NET Danmark A/S (Hjørring)

Lars Klinkby er tredjegenerationsejer af virksomheden EXPO-NET Danmark A/S, som specialiserer sig i højtteknologisk produktion af plastnet. Virksomheden har været igennem en flot økonomisk udvikling igennem de seneste år, og deres resultat har været i en opadgående formkurve. Det er en virksomhed, som har formået at skabe en niche på markedet, hvor de igennem de seneste år har erobret større markedsandele.

Mark Fjeldal Dalsgaard Nielsen og Jacob Risgaard Eriksen– ejerledere i Coolshop.com (Nørresundby)

Ejerlederne bag Coolshop, Mark Nielsen og Jacob Eriksen, har formået at skabe en virksomhed med en flad kultur, hvor fokus i høj grad er på medarbejdernes velbefindende, da begge er bevidste om, at virksomhedens vigtigste kompetence er medarbejderne. Derfor handler Mark Nielsen og Jacob Eriksen ud fra tillid, ærlighed og frihed under ansvar. Coolshop har formået at vækste kontinuerligt på trods af et marked med meget store og kapitalstærke konkurrenter.

Fakta om Årets Ejerleder 2018

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 15. gang. Årets tema er tillid.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 8. november 2018 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere

Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Kontakt os

Malene Billund
Presseansvarlig, PwC Denmark
Tlf: 5133 2378
E-mail

Følg PwC