Unik fortælling om ”én stor familie” vinder Årets Ejerleder 2018 i region Sjælland

23/10/18

Julie Bruun fra CP ApS har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2018 i region Sjælland. Hun vinder bl.a. prisen for sin ledelsesstil og den flotte udvikling og de resultater, som hun har formået at skabe i virksomheden CP ApS. Julie Bruun fik overrakt prisen ved en velbesøgt kåring i Ringsted.

Julie Bruun er ejerlederen bag CP ApS, som er blandt de markedsledende inden for byggepladsindretning og udlejning af kontor- og mandskabsmoduler, containere, entreprenørmateriel, lifte og pavilloner. Virksomheden blev grundlagt i 1986 af Julie Bruuns far, samme år som hun blev født, og hun er derfor opvokset med familievirksomheden, som er opbygget igennem mere end 30 år. I 2014 overtog Julie Bruun som 27-årig virksomheden fra sin far, og hun er kendetegnet ved at være en empatisk og ydmyg leder, som betragter medarbejderne i CP ApS som én stor familie.

”Julie har efter et vellykket generationsskifte skabt stærke resultater og vækst i en branche med flere større spillere og hård konkurrence. Omsætningen er steget med hele 30 % fra 2015 til 2017, og ledelsen forventer yderligere vækst på cirka 50 % via organisk vækst de kommende tre år,” udtaler Lars Vagner Hansen, director i PwC i Slagelse, og ønsker tillykke til Årets Ejerleder 2018 i region Sjælland. Han tilføjer:

”Julie giver med sin rummelige og autentiske ledelsesstil plads til den enkelte, hvilket skaber ambitiøse, engagerede og handlekraftige medarbejdere, der tager ansvar, ser muligheder og løfter i flok. Respekt, ærlighed og tillid bruges aktivt i dagligdagen. Det er de grundprincipper, der lægges stor vægt på i virksomheden, da der er tale om én stor familie, hvor disse principper er afgørende.”

Stærk profil og forbillede

Hos Nykredit ser man Årets Ejerleder i region Sjælland som en stærk profil og et forbillede for andre ejerledere i region Sjælland.

”CP ApS er en imponerende virksomhed, som er meget skalérbar, og der er fortsat høje vækstambitioner. For ejerlederen handler det dog ikke nødvendigvis om at være den største, men om at være den, der gør det bedst. Julie Bruuns arbejde med at skabe tillid fra såvel medarbejdere som kunder har også været en vigtig faktor i byggebranchen, og i konkurrencen med flere større spillere,” siger Peder Nitz, storkundedirektør i Nykredit, og henviser til, at virksomheden bl.a. har investeret i it-systemer, som forbedrer oplevelsen for deres kunder.

Hos Dansk Erhverv er man heller ikke i tvivl om, at Julie Bruun er den rette vinder i region Sjælland, og det har for ejerlederen på en måde været "Det nemmeste job at få, men det sværeste job at udfylde".

”Julie Bruun er en rigtig ejerleder, som har oplevet en flot udvikling med sin virksomhed. Det har hun formået med sin personlige og helhjertede ledelsesstil, som har skabt flot udvikling og vækst, der fortsætter. Hun er indbegrebet af en dygtig ejerleder,” siger Louise Riisgaard, markedschef i Dansk Erhverv.

De stærke konkurrenter

Christian Emborg – ejerleder i DKT A/S

DKT A/S leverer i dag elektronik til bredbåndsnetværk. Virksomheden tegner og designer selv i Danmark, og den lettere produktion foregår herhjemme, mens resten foretages i Kina og Thailand. DKT A/S har været under stor udvikling med nyansættelser og investerer hele tiden i fremtiden, hvilket har medført en markant vækst.

John Sashi Nielsen – ejerleder i J.N. Meat ApS

John Sashi Nielsen grundlagde i 1980 J.N. Meat i Slagelse med et ønske om at producere og sælge kvalitetskød. I dag er virksomheden en moderne produktionsvirksomhed med tilhørerende opskæring af kalve- og oksekød samt pølsemagerisektion. Virksomheden har haft en kontinuerlig høj omsætning og indtjening på trods af konkurrence fra større aktører, og hele udviklingen er skabt organisk ved fokus på udvikling af eksportmarkeder, produktudvikling og branding.

Fakta om CP ApS

CP ApS er en familieejet virksomhed, som blev etableret i 1986 af Georg Bruun og i dag ejes og ledes af hans datter, Julie Bruun. Hun overtog virksomheden i 2014. CP ApS er blandt de markedsledende inden for byggepladsindretning og udlejning af kontor- og mandskabsmoduler, containere, entreprenørmateriel, lifte og pavilloner. Virksomheden har gennemgået en flot udvikling med gode resultater og vækst.

Fakta om Årets Ejerleder 2018

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 15. gang. Årets tema er tillid. 

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 8. november 2018 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere

Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).
 

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC