Årets Ejerleder 2019 i Nordjylland har skabt et globalt industrieventyr

06/11/19

Årets Ejerleder 2019 i Nordjylland er nu fundet. Prisen går til ejerleder Jan Werner Jensen, Hydrema Holding ApS, der har skabt vækst og mange nye arbejdspladser, samtidig med at han har formået at fastholde virksomhedens DNA under et generationsskifte. Prisen blev overrakt af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv på en velbesøgt kåring i Aalborg. 

Hydremas vision er at udvikle og producere hydraulisk entreprenørmateriel af den højeste kvalitet på markedet. Ejerleder Jan Werner Jensen og Støvring-virksomheden Hydrema har oplevet enorm vækst de seneste år og er på sit højeste niveau nogensinde med en omsætning på næsten 1 mia. kr.

”Jan Werner Jensen er omdrejningspunktet for virksomheden, og som ejerleder har han på imponerende vis formået at fastholde virksomhedens DNA under et generationsskifte med en markant anden ledelsesstil end sin far, der stiftede virksomheden i 1959,” fortæller Torben Toft Kristensen, partner i PwC i Aalborg, og fortsætter:

“Jan har skabt en global virksomhed og et brand, der har stor succes på markedet. Han har udviklet og skabt vækst i virksomheden, samtidig med at han har udvidet medarbejderstaben og dermed skabt mange nye arbejdspladser. Jan har et stort fokus på, at en velkonsolideret virksomhed bliver skabt gennem udvikling og innovation, og han anser sine medarbejdere som virksomhedens vigtigste aktiv.”

Innovativ og inkluderende ejerleder

Hydrema leverer et unikt produkt, der typisk er dyrere end hos konkurrenterne, og alligevel er kunderne villige til at betale den ekstra pris for maskinerne. Hos Nykredit fremhæver man, at Jan Werner Jensen har formået at skabe et brand ud fra visionen om effektivitet, driftsikkerhed og miljørigtigt udstyr - et brand som kunderne efterspørger:

”Jan forstår at differentiere sig fra konkurrenterne. For at imødekomme kundernes store efterspørgsel investerer Hydrema hele tiden i nye produktionsanlæg og i flere bygninger, og virksomheden udvikler kontinuerligt nye entreprenørmaskiner, der matcher kundernes ønsker og behov. Jans vision kommer tydeligt til udtryk gennem et stort fokus på innovation,” siger viceregionsdirektør i Nykredit, Christian Vejling.

Hos Dansk Erhverv er man enig i, at Jan Werner Jensen er den rette vinder af Årets Ejerleder i Nordjylland 2019:

”Jan er indbegrebet af en ejerleder, der kæmper for sine visioner og ambitioner. Han har i et generationsskifte formået at fastholde og tiltrække medarbejdere til Hydrema, og han forstår at inkludere sine ansatte i driften såvel som i vigtige beslutninger. Han er en ildsjæl, der også under finanskrisen, hvor branchen var hårdt ramt, kæmpede for sin virksomhed, der i dag er en international succes,” fortæller markedsdirektør i Dansk Erhverv, Jakob Ullegård.

Fakta om Hydrema Holding ApS

Hydrema Holding er stiftet i 1959 af Jan Werner Jensens far, og er i dag en moderne, international koncern som udvikler, producerer og markedsfører højteknologiske entreprenørmaskiner, udstyr og mineryddere. Hydrema råder over to fabrikker - en i Støvring ved hovedkontoret, og en i Weimar, Tyskland. Hydremas vision er at udvikle og producere hydraulisk entreprenørmateriel til den del af markedet, der efterspørger den højeste effektivitet og komfort samt det mest driftssikre og miljørigtige udstyr.

De stærke konkurrenter:

Michael Hove – ejerleder i Commentor A/S (Aalborg)

Commentor har siden 2009 hjulpet med digitaliseringen af det offentlige og private Danmark. Virksomheden løser forretningsmæssige og tekniske udfordringer inden for analyse, udvikling samt vedligehold af softwareløsninger. Med en uformel og inkluderende ledelsesstil med fokus på værdier og medarbejderudvikling har den ambitiøse ejerleder, Michael Hove, skabt en virksomhed, som har opnået et flot vækst, og målet er, at virksomheden skal blive ved med at vokse.

Brian Bundgaard, Lars Bartholomæussen, Lars Bo Pedersen, Morten Søgaard og Ole Schou – ejerledere i Jysk Pension (Aalborg)

Jysk Pension har arbejdet sig op blandt nogle af de største konkurrenter på det danske pensionsmarked, der er en branche præget af hård konkurrence. For at skabe de bedste rammer for ansatte og kunder er ’højt til loftet’, ‘frihed under ansvar’ og ‘mennesker er vigtigere end tal’ blandt kerneværdierne i virksomheden. Det er ejerledernes vision, at Jysk Pensions værdisæt fremadrettet skal være forankret i virksomheden, selvom den vokser og bliver stadigt større for derigennem at bevare det gode købmandsskab og ‘de jyske værdier’. 

Fakta om Årets Ejerleder 2019

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier. 

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Oplev landskåringen den 14. november, hvor vi finder Årets Ejerleder 2019, Årets Temaprisvinder og Årets Hædersprismodtager.

Læs mere og tilmeld dig

Tidligere landsvindere

Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Mountain Top Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015), Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Peter Zdrinka Nannestad

Business Development Director, PwC Denmark

Tlf: 3945 9563

Følg PwC