Årets Ejerleder 2019 i Østjylland skaber værdi for samfundet med digitale løsninger

07/11/19

Michael Holm fra Aarhus-virksomheden Systematic A/S er vinder af Årets Ejerleder 2019 i region Østjylland. Han modtager prisen for at have skabt en succesfuld, international virksomhed samt for sin indsats for at skabe bedre uddannelser og innovation inden for it-branchen. Prisen blev overrakt på en velbesøgt kåring af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv. 

Michael Holm har som ejerleder over en periode på 34 år skabt Systematic, som i dag er en profitabel software-virksomhed med mere end 1.000 ansatte og unikke software-produkter, der vinder på det globale marked. 

”Michael Holm har løbende udviklet virksomhedens værdier og organisation. Han stiller sig aldrig tilfreds med det bestående, men udfordrer måden at gøre tingene på for at komme foran konkurrenterne og udleve sin vision,” fortæller Mads Meldgaard, partner i PwC i Aarhus, og fortsætter:

“Det er imponerende, at Michael Holm med stor succes er gået fra at lede en virksomhed med et enkelt produkt og ganske få ansatte til i dag at lede en international virksomhed med over 1.000 ansatte og tre divisioner med forskelligt fokus. Det kræver en meget betydelig selvudvikling.”

En værdsat bidrager til samfundet

Michael ønsker at gøre en forskel for sine ansatte, virksomhedens kunder og samfundet omkring sig. Systematic støtter derfor forskellige foreninger, events, samt læring og udviklingsaktiviteter. Ambitionen er bl.a. at blive den foretrukne leverandør af it-løsninger til formidling og vidensdeling til biblioteks- og læringsområdet, som stadig bliver mere digitalt:

”Michael kæmper for at gøre en forskel sammen med sine kunder og brugere, og han er med til at understøtte forandring og digital innovation i samfundet omkring sig. Han er en ejerleder, der er en værdsat bidragsyder til samfundet og et ‘fyrtårn’ indenfor it-branchen. Han har skabt en stærk kultur i sin virksomhed, der er præget af samarbejde og medarbejdere, der ønsker at gøre en forskel,” siger regionsdirektør i Nykredit, Henrik Damsgaard. 

Hos Dansk Erhverv lægger markedsdirektør Jakob Ullegård særligt vægt på, at Michael Holm har skabt en succesfuld, international virksomhed, og at han holder foden på speederen uden at afvige fra sine visioner og værdier:

”Michael Holm udfordrer arbejdsprocesser og teknologier og tænker innovativt for at være på forkant med udviklingen. Dette kommer ikke blot til udtryk i hans software-produkter, men i høj grad også i hans tilgang til samfundet. Han er en ejerleder, der har en vision og ønsker at bidrage til at forbedre it og digitale løsninger for alle - og det lykkes han og Systematic med,” siger Jakob Ullegård og ønsker tillykke til Årets Ejerleder 2019 på Fyn.  

Fakta om Systematic A/S

Systematic blev stiftet af Michael Holm i 1985 med en mission om at levere it-løsninger, der gør det enklere for brugerne at træffe afgørende beslutninger i vigtige situationer. Virksomheden har udviklet sig fra at tælle en håndfuld ansatte til at være en stor international virksomhed med mere end 1.000 ansatte og afdelinger i en række lande. Virksomheden har fem primære forretningsområder: Public & Private, Healthcare, Defence, Intelligence & National Security og Library & Learning.

De stærke konkurrenter:

Kim Thomas Rasmussen – ejerleder i PR Electronics A/S (Rønde)

PR Electronics blev stiftet af Kim Thomas Rasmussens far i 1974. Kim overtog ejerlederrollen i 2009, og siden har virksomheden været drevet af produktinnovation og har i dag fem produktområder, ni datterselskaber og over 200 ansatte. Virksomheden udviser en stor ansvarlighed over for medarbejdere og det omkringliggende samfund og har med succes fastholdt sin produktion og montage i Danmark med fokus på bæredygtighed. Kim er en ejerleder, der ud fra grundighed og strategisk tænkning har videreudviklet og vækstet en særdeles robust virksomhed.

Bo Fischer Larsen – ejerleder i IQ Metal A/S (Hasselager)

IQ Metal A/S producerer metalkomponenter til en bred række af industrier. Ejerlederen Bo Fischer Larsen købte 80 % af virksomheden umiddelbart før finanskrisen i 2007. Alligevel er det lykkedes at realisere en gennemsnitlig omsætningsvækst på ca. 11 % årligt siden da. Mens Bo har skabt nye arbejdspladser på den nyetablerede fabrik i Polen, har han samtidig sikret alle arbejdspladser i Danmark, og forventningen er at øge antallet af medarbejdere samt omsætning yderligere de kommende år. Bo er strategisk stærk og vedholdende og besidder et indgående kendskab til både virksomheden og branchen i alle led, og han har på den måde skabt en succesfuld og konkurrencedygtig virksomhed.

Fakta om Årets Ejerleder 2019

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier. 

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Oplev landskåringen den 14. november, hvor vi finder Årets Ejerleder 2019, Årets Temaprisvinder og Årets Hædersprismodtager.

Læs mere og tilmeld dig

Tidligere landsvindere

Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Mountain Top Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015), Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Peter Zdrinka Nannestad

Business Development Director, PwC Denmark

Tlf: 3945 9563

Følg PwC