Kasper Roseeuw Poulsen fra Novo Nordisk China kåres som Rising Star 2018/19

12/06/19

Årets unge talenter med potentiale til at blive næste generation af CFO’er er netop kåret, og blandt årets to vindere er Kasper Roseeuw Poulsen fra Novo Nordisk China. Priserne som Rising Stars blev uddelt af PwC i samarbejde med Zeuthen Storm.

Kasper er 38 år gammel og har siden juli 2017 været VP Finance, IT, Procurement & Administration i Novo Nordisk China. Kasper er en del af den regionale ledelse i Kina med 3.000 medarbejdere, og Kasper selv har ansvar for 90 medarbejdere.

Kasper har de seneste fem år arbejdet i tre forskellige roller, som hver dækker kritiske aspekter inden for CFO’ens kernefunktioner, og han spås af den uafhængige jury til at være blandt den næste generation af CFO’er:

“Kasper hædres for sine stærke kompetencer inden for strategi, business controlling, ledelse og kommunikation. At Kasper kåres som dette års Rising Star skyldes desuden hans rolle som strategisk og økonomisk sparringspartner med afgørende indflydelse på strategiske beslutninger om udviklingen af Novo Nordisk China,” lød det bl.a. fra den uafhængige jury i forbindelse med kåringen.

Ifølge Kasper selv skaber han forandring ved at udfordre status quo, og han har i højere grad fokus på evolution frem for revolution.

“Kasper har skabt flotte ledelsesresultater, og han har på trods af meget forskellige situationer formået at skabe et stærkt sammenhold i sine teams. Kasper har fokus på talentudvikling og har vist evne til at identificere og rekruttere dygtige medarbejdere med fremtidigt potentiale,” hedder det videre i den uafhængige jurys begrundelse.

Kasper Roseeuw Poulsen er uddannet cand.merc. Finance & International Business fra Aarhus BSS i 2006.

Øvrige priser

Ud over Kasper Roseeuw Poulsen blev også Kasper Fangel, Head of Group Finance i ISS, kåret som Rising Star, og prisen som Årets CFO gik til Marianne Wiinholt, Executive VP og CFO i Ørsted. Kåringerne fandt sted 12. juni 2019 hos PwC i Hellerup.

Den uafhængige jury bag årets CFO Rising Stars

  • Jesper Sabroe, VP, Group Finance, Carlsberg
  • Lars Jønstrup Dollerup, Executive VP og CFO, Hempel
  • Lars Vestergaard, CFO, FLSmidth
  • Stig Pastwa, CFO, TDC

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC