Nu bliver det personligt i medie- og underholdningsbranchen

19/06/19

Innovation og fornyelse i medie- og underholdningsindustrien er i høj grad drevet af de teknologiske fremskridt samt forbrugernes præferencer for personlige oplevelser. Denne tendens vil accelerere yderligere med 5G-teknologien, viser PwC’s rapport ‘Global Entertainment & Media Outlook 2019–2023’.

PwC’s Global Entertainment & Media Outlook 2019-2023 viser, at medie- og underholdningsbranchen globalt set vil vokse med en samlet årlig vækst på 4,3 % i løbet af de næste fem år. I Danmark forventes en årligt gennemsnitlig vækst på 1,3 % fra ca. 62 mia. kroner i 2017 til 67 mia. kroner i 2022.

Ifølge rapporten er ny teknologi og den personlige oplevelse blandt de tendenser, som vil udfordre og drive væksten i branchen i de kommende år. Vi vil derfor i stigende grad se virksomhederne anvende data og forbrugsmønstre til at målrette deres produkter – ikke mod et milliardstort publikum, men mod milliarder af individer.

“Der er en fundamental ændring på vej på tværs af hele medie- og underholdningsindustrien, hvor forbrugerne klart foretrækker de medieoplevelser, der er skræddersyet til deres behov. Det bliver derfor i stigende grad afgørende for virksomhederne at designe tilbud og forretningsmodeller, der har fokus på forbrugernes personlige præferencer,” forklarer Leif Ulbæk Jensen, partner og medie- og underholdningsekspert i PwC.

Dette resulterer i en medieverden, som er mere personlig end nogensinde: en verden, hvor forbrugerne kontrollerer deres eget medieforbrug via et voksende antal smart-enheder, styrer deres personlige valg af kanaler via streaming services (OTT) og bringer mere medieindhold ind i hverdagen via Smart Home og Connected Car. Og snart vil den mobile verden blive yderligere understøttet af 5G-netværk.

“5G vil få samme indvirkning på hele værdikæden inden for teknologi, medier og telekommunikation i det kommende årti, som introduktionen af Iphone havde for 12 år siden. Det vil accelerere trenden mod personalisering og gøre det lettere, mere bekvemt og billigere at få adgang til flere medier på telefonen og andre mobile enheder,” siger Leif Ulbæk Jensen.

Med 5G-teknologien vil forbrugerne bl.a. få øget mulighed for streaming af videoer af høj kvalitet — herunder live-arrangementer som fx sport og musik — og bedre brug af kunstig intelligens samt massive muligheder inden for videospil og VR med hensyn til hastighed og billedkvalitet.

“For medie og underholdningsindustrien bliver det afgørende at kunne reagere hurtigt på den teknologiske udvikling som fx 5G. Kort sagt er det nu man skal involvere sig i kunderne personligt — hvis man ikke vil ende med at stå uden for ‘den personlige samtale’ og muligheden for vækst,” understreger Leif Ulbæk Jensen.

Store brancheforskelle - første gang med negativ vækst for traditionel tv

Undersøgelsen viser dog, at der er stor forskel på, hvilken fremtid de forskellige områder inden for medie- og underholdningsindustrien går i møde. Virtual Reality (VR) vil opleve den største vækst, men — efter et år, hvor udbredelsen blandt forbrugerne ikke levede op til forventningerne — er VR’s forspring i forhold til streaming reduceret væsentligt. For Podcasts og eSport viser prognoserne en meget stærk fremgang med en årlig vækst på hhv. 28,5 % og 18,3 %.

“På den ene side fremstår medie- og underholdningsverden fremadrettet mere isoleret med et stigende antal personer, der er fordybet i deres eget valg af indhold. Men der er også en dimension af personalisering, som i sig selv er social, fordi folk deler spillelister på musikstreamingtjenester, anbefaler venner film på sociale platforme eller deltager i computerspil, hvor de battler mod andre brugere,” forklarer Leif Ulbæk Jensen.

Omvendt er der for første gang negative vækstforventninger til traditionel tv og traditionel hjemmevideo, i takt med at forbrugerne i stigende grad trækker stikket til flow-tv, og salget af DVD’er fortsætter med at styrtdykke. De trykte aviser og forbrugerblade har dog de dårligste prognoser frem mod 2023, idet omsætningen forventes at vise et samlet årligt fald på 2,3 %.

“Fremskridt inden for teknologi og serviceudbud gør det muligt for folk at flytte sig fra passivt til aktivt forbrug — ikke kun af enkelte medier, men af medier som helhed. Vi ser fx en øget tendens til, at forbrugerne siger nej til de kanalpakker, der udbydes af kabel- eller satellitudbydere, og i stedet sammensætter deres egne ad hoc-kanalpakker som også består af streamingtjenester,” fortæller Leif Ulbæk Jensen og tilføjer afslutningsvis:

“Alt imens de personlige forbindelser øges i hastigt tempo og giver et hav af muligheder, er forbrugerne samtidig bekymrede for datasikkerhed. Medie- og underholdningsindustrien må derfor tilpasse sig de nye databeskyttelsesregler med tillid i højsædet. Virksomhederne må kommunikere klart til forbrugerne om, hvordan deres data bliver tilstrækkeligt sikret mod misbrug, og hvordan og hvor længe deres data bliver brugt og opbevaret.”

Om Global Entertainment & Media Outlook

PwC’s 20. årlige udgave af Global Entertainment & Media Outlook er en omfattende global internetanalyse af privatforbrug og reklameudgifter. Den bygger på femårige historiske data og femårsprognoser samt kommentarer fra flere end 14 industrisegmenter i 53 lande og områder.

Undersøgelsen dækker følgende brancher: Bøger; Business-to-business; Biografer; Dataforbrug; Internetadgang; Internetreklamer; Musik, radio og podcasts; Aviser og forbrugerblade; OTT video; Out-of-Home reklamer; Traditionelt tv og hjemmevideo; tv-reklamer; Videospil og eSport; Virtual Reality.

Læs mere her

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Leif Ulbæk Jensen

Partner, statsaut. revisor, PwC Denmark

Tlf: 3945 9216

Følg PwC