Søster-ånd og familieværdier er drivkraft for vækst hos vinder af Temaprisen 2019 i Østjylland

07/11/19

Brødrene Chresten og Mikkel Grene har netop vundet Årets Regionale Temapris i region Østjylland ved Årets Ejerleder 2019. De får prisen for at have skabt vækst og udviklet Søstrene Grene-butikkerne tro mod de såkaldte søsterværdier. Prisen blev overrakt af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved regionskåringen på PwC’s kontor i Aarhus.

I forbindelse med Årets Ejerleder 2019 uddeles for tredje gang en temapris. I år sættes der fokus på formål og værdier, da de spiller en væsentlig rolle for både virksomhedernes omdømme, konkurrenceevne og evne til at tiltrække og fastholde arbejdskraft. I Østjylland går prisen i år til ejerlederne Chresten og Mikkel Grene fra Søstrene Grene Holding ApS, en ejerleder af 2. generation i en detailvirksomhed, der ekspanderer kraftigt og vokser ud over landets grænser med franchisetagere i flere lande:

”Temaprisen går til Chresten og Mikkel Grene, der som ejerleder i 2. generation er lykkedes med at sikre formuleringen og forankringen af mål og værdier. De fokuserer på at undervise alle medarbejdere i værdierne, der beskriver produkter, mennesker og kultur, og ligeledes undervises og evalueres alle franchisetagerne i ’søster-ånden’,” fortæller Mads Meldgaard, partner i PwC i Aarhus, og fortsætter: 

”Med franchisetagere og medarbejdere i flere lande kan det være en udfordring at fastholde et skarpt koncept og nogle grundlæggende værdier. Men det er Chresten og Mikkel Grene lykkedes med, og det er netop familieværdierne, der er drivkraften bag den succes, Søstre Grene i dag også er globalt.” 

Værdier danner rammerne for strategien

I Søstrene Grene mødes ledelsesgruppen årligt, og i modsætning til et klassisk strategimøde, er rammerne ikke sat på baggrund af drøftelser om implementering af strategi, men i stedet virksomhedens værdier, der kaldes ‘søster-værdier’. Hos Nykredit roser man Chresten og Mikkel Grene for deres stærke fokus på de familieejede værdier:

”Søstrene Grene er i alle henseender baseret på stærke familieværdier. De værdier udgør ikke blot fundamentet for den vision, virksomheden er skabt ud fra, men også den retning, Chresten og Mikkel Grene sætter for vækst og udvikling fremadrettet. De har formået at gøre kulturen og værdierne til en naturlig del af hverdagen, såvel internt i virksomheden som eksternt over for kunderne, som et væsentligt led i generationsskiftet og vækststrategien,”  siger regionsdirektør i Nykredit, Henrik Damsgaard.  

Hos Dansk Erhverv er markedsdirektør, Jakob Ullegård, enig i, at den rette vinder af Temaprisen 2019 i region Østjylland er Chresten og Mikkel Grene:

”Det er værdierne og den ånd, Chresten og Mikkel Grene har været med til at skabe, som gør Søstrene Grene til en vækstvirksomhed. Samtidig formår de at være tæt på deres kunder og medarbejdere, herunder på de digitale platforme, hvor Søstrene Grene har skabt et særligt inspirationsunivers. Mikkel og Chresten er lykkedes med at udbrede værdierne og styrke universet ved at være i bevægelse og fortsat udvikling,” udtaler Jakob Ullegård.

Vinder af Årets Ejerleder i region Østjylland 2019

Vinderen af Årets Ejerleder 2019 i region Østjylland blev Michael Holm, ejerleder i Systematic A/S (Aarhus), der siden 1985 har haft en mission om at levere it-løsninger, der gør det enklere for brugerne at træffe afgørende beslutninger i vigtige situationer. Virksomheden har udviklet sig fra at tælle en håndfuld ansatte til at være en stor international virksomhed med mere end 1.000 ansatte og afdelinger i en række lande.

Tidligere temaprisvindere

Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen fra SOS Vikar A/S (2018), Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017), Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016)

Fakta om Årets Ejerleder 2019

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier. 

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Oplev landskåringen den 14. november, hvor vi finder Årets Ejerleder 2019, Årets Temaprisvinder og Årets Hædersprismodtager.

Læs mere og tilmeld dig

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Peter Zdrinka Nannestad

Business Development Director, PwC Denmark

Tlf: 3945 9563

Følg PwC