Temaprisen 2019 på Sjælland går til ejerleder af el- og VVS-firma i Haslev

24/10/19

Lasse Secher Houengaard har netop modtaget prisen som Årets Regionale Temaprisvinder på Sjælland ved Årets Ejerleder 2019. Han får prisen for at have skabt en virksomhedskultur, hvor formål og værdier udgør en tydelig rettesnor - både internt og eksternt. Han fik overrakt prisen af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved kåringen i PwC’s nye kontorlokaler på Eventyrvej i Ringsted.

I forbindelse med Årets Ejerleder 2019 overrækkes for fjerde gang en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, formål og værdier, og derigennem er lykkedes med at skabe konkurrenceevne og succes til inspiration for andre ejerledere. Prisen går i år til ejerlederen Lasse Secher Houengaard fra el- og VVS-virksomheden Finn L. & Davidsen A/S i Haslev:

”Lasse Secher Houengaard har med fokus på sin vision og mission skabt et værdisæt, der fremtræder klokkeklart, og som fornemmes tydeligt i både kulturen og den daglige drift i virksomheden,” udtaler Lars Vagner Hansen, director i PwC i Ringsted, og fortsætter: 

”Alle ansatte lever efter virksomhedsværdierne, som er udarbejdet af medarbejderne i fællesskab. Lasse har været drevet af procestankegangen og ønsket om målrettede resultater og har ladet sine ansatte gå forrest og selv ‘sat sig bagerst i bussen’ for at skabe det fundament, der nu udgør værdierne og kulturen i virksomheden.” 

Værdibaserede formål internt såvel som eksternt

Lasse Secher Houengaard har formået at få årets tema, formål og værdier, til at gennemsyre virksomheden både internt, men også eksternt, hvilket kommer til udtryk i de aktiviteter, der gøres for både medarbejderne og for samfundet i sit store hele:

”Lasse har fokus på at bidrage til dannelsen af fremtidens medarbejdere og tilbyder bl.a. lærlingeprogrammer, hvor nytænkning og forståelse inden for uddannelsesområdet er i fokus. Derudover vægter han efteruddannelse og udvikling af sine ansatte højt, og det er en af grundene til, at virksomheden og de 150 medarbejdere i dag har stor succes og går forrest inden for branchen,” siger storkundedirektør i Nykredit, Peder Nitz, og fortsætter:  

“Lasse tager også ansvar for samfundet og miljøet omkring sig. Med et stort antal CSR-projekter rettet mod socialt ansvar, bæredygtighed, lokalt netværk og humanitær støtte er virksomheden engageret i flere forskelligartede velgørende projekter og viser, at virksomhedsværdierne ikke kun er rettet mod det interne.”

Hos Dansk Erhverv er markedsdirektør, Jakob Ullegård, enig i, at den rette vinder af Temaprisen 2019 på Sjælland er Lasse Secher Houengaard:

”Lasse er en ejerleder, der investerer langsigtet og tænker innovativt. Han formår at udvikle sin forretning i en ellers traditionel branche med en vision om at gå forrest og med fokus på troværdighed, empati og frihed under ansvar at skabe værdi for sine medarbejdere og sine kunder. Det skaber vækst og udvikling, og det skal han som ejerleder anerkendes for,” udtaler Jakob Ullegård. 

Årets Ejerleder i region Sjælland 2019

Vinderen af Årets Ejerleder 2019 på Sjælland blev Martin Pihl fra Plus-Plus A/S. Med base i Holbæk er legetøjproducenten, der sælger kreativt legetøj af høj kvalitet til børn i alle aldre, også et populært brand internationalt med fokus på nyskabelse og innovation samt et ”Made in Denmark”-stempel. Martin Pihl har med en klar vision og tydelige værdier om socialt og samfundsmæssigt hensyn leveret meget stærke resultater, både hvad angår vækst i omsætning, en stærk indtjening og på anerkendelse af produktet, der bl.a. er udstillet på flere museer i New York.  

Fakta om Årets Ejerleder 2019

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier. 

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Oplev landskåringen den 14. november, hvor vi finder Årets Ejerleder 2019, Årets Temaprisvinder og Årets Hædersprismodtager.

Læs mere og tilmeld dig

Tidligere temaprisvindere

Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen fra SOS Vikar A/S (2018), Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017), Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016)

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Peter Zdrinka Nannestad

Business Development Director, PwC Denmark

Tlf: 3945 9563

Følg PwC