Der er behov for en mærkbar forlængelse af hjælpepakkerne

20/04/20

Af Mogens Nørgaard Mogensen, adm. direktør og Senior Partner, PwC 

Regeringen og Folketingets partier blev lørdag enige om at forlænge hjælpepakkerne til den 8. juli. Det er tiltrængt og positivt, men spørgsmålet er, om det er nok? Danske virksomheder er ramt af Covid-19-krisen, og selv om vi nu har set de første takter til en langsom genåbning, vil mange aktiviteter fortsat være lukket ned, ligesom det må forventes, at der vil gå måneder efter genåbningen, før virksomhederne igen har et nødvendigt aktivitetsniveau. 

Regeringen og Folketinget har indtil videre sikret hjælpepakker og har løbende foretaget ændringer, der til dels har imødekommet erhvervslivets behov, men faktum er desværre, at der fortsat vil være behov for et sikkerhedsnet under erhvervslivet - også efter den 8. juli. 

Det skyldes bl.a., at mange især større virksomheder indtil videre ikke har kunnet anvende hjælpepakkerne. De har kunnet leve af deres eksisterende ordrer og har derfor endnu ikke haft en betydelig omsætningsnedgang, der begrunder, at medarbejdere sendes hjem, ligesom de dermed ikke opfylder betingelserne for at modtage kompensationen for faste omkostninger. Men ordrebøgerne vil blive mere og mere tomme, og derfor vil krisen først for alvor ramme mange efter sommerferien. Der må vi forvente, at dele af det danske samfund og de udenlandske markeder fortsat vil være ramt - herunder USA som er et af de mest afgørende markeder. 

Det fremgår af lørdagens aftale, at der bl.a. vil blive set nærmere på den nye underskudsregel ved kompensation for faste omkostninger. Det er væsentligt, at reglen tilpasses, så den fx ikke rammer vækstvirksomheder skævt, og at reglen ikke bliver unødigt kompliceret og uigennemsigtig. Lige nu skaber den stor usikkerhed og tvivl om, hvornår virksomheder er berettiget til kompensation. Dertil kommer, at en lang række virksomheder med flere forretninger samlet under samme CVR-nummer er kommet i klemme, hvilket lørdagens aftale ikke umiddelbart løser. 

Derfor opfordrer vi regeringen til også her at lytte til erhvervslivets bekymringer - væsentligst er det, at hjælpepakkerne forlænges - også længere end til den 8. juli. Efter sommerferien vil endnu flere virksomheder være truet på overlevelse, og en mærkbar forlængelse af hjælpepakkerne er nødvendig for at undgå konkurser af ellers sunde virksomheder, tab af arbejdspladser og udsigt til markant lavere økonomisk vækst.

Kontakt os

Mogens Nørgaard Mogensen

Mogens Nørgaard Mogensen

Senior Partner og adm. direktør, Statsaut. revisor, PwC Denmark

Tlf: 3945 3232

Malene Billund

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC