Ejerleder Peter Flaskager Laursen hyldes for sin indsats under COVID-19

22/10/20

Peter Flaskager Laursen fra Core One A/S er med til at inspirere i en vanskelig tid for mange. Han har tænkt anderledes i en krisetid - for at hjælpe samfundet, hvor det har været muligt. Derfor fortjener Core One’s historie at blive delt ved Årets Ejerleder 2020, hvor PwC, Nykredit og Dansk Erhverv hylder alle dem, der gør en forskel. 

På 12 år har ejerleder Peter Flaskager Laursen sammen med sine medarbejdere opbygget og udviklet en solid virksomhed i Core One, der er gået fra fra en omsætning på 1 mio. kr. i første regnskabsår i 2008 til 147 mio. kr. i 2019. Den succesfulde udvikling har dog mødt store udfordringer under COVID-19-krisen, som har tvunget Peter Flaskager Laursen til at ændre ledelsesprincipper om bl.a. hyppige besøg til virksomhedens fabrik i Vietnam, hvor den lokale ledelse har taget ansvaret på sig.

Den udvikling, som Core One har været igennem, vidner om en høj grad af målrettethed, ambitioner og hårdt arbejde. Og det har været interessant at se, hvordan Peter under COVID-19 har ændret sit syn på behovet for kundebesøg og ture til fabrikken i Vietnam. I stedet har han set nye muligheder i digitale koncepter og på den måde udviklet både Core One,” lyder det fra juryen bag Årets Ejerleder 2020. 

Da det siden marts 2020 ikke har været muligt at rejse på kundebesøg uden for Danmark eller muligt at deltage i møbelmesser udenfor Danmark, er disse kundemøder blevet afholdt på Skype eller tilsvarende, og det har vist sig, at det sagtens kan lade sig gøre at vedligeholde kunderelationer på den måde og dermed også lave nysalg til eksisterende kunder:

“Core One er endvidere lykkedes med at skabe kontakt til væsentlige nye kunder via Skype og er samtidig lykkedes at sælge produkter ind, som kunderne alene har set via fotos og videoer, hvilket har sat yderligere skub i den digitale udvikling hos Core One,” beretter juryen bag Årets Ejerleder 2020.

Om Core One A/S

Peter Flaskager Laursen er ejerlederen bag Core One, og han har altid arbejdet med møbler, så da han tilbage i 2008 fik idéen om at starte sin egen møbelvirksomhed med to tidligere kolleger, var der ikke langt fra tanke til handling. Fem år efter opstarten i 2008 etablerede Peter Flaskager Laursen en møbelfabrik i Vietnam med næsten 700 ansatte og opnåede i 2019 en omsætning på 147 mio. kr. med et resultat før skat på 11 mio. kr.

Om Årets Ejerleder 2020

Årets Ejerleder 2020 er også påvirket af den skygge, som pandemien har kastet over dansk erhvervsliv. Derfor har PwC i år valgt at udpege 21 ejerledere, der har vist samfundssind og handlekraft og tænkt anderledes i en svær tid - for at sikre forretning og arbejdspladser og for at hjælpe samfundet, hvor det har været muligt. Det er ejerledere, der bidrager til fællesskabet, til samfundet og til genstarten af Danmark, og som andre kan blive inspireret af. Der udnævnes således ikke i år en vinder af Årets Ejerleder 2020.

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC