Topledere ændrer cybersikkerhedsstrategi på grund af COVID-19

04/11/20

Virksomheder vil i højere grad end tidligere prioritere deres strategi for cybersikkerhed. Hele 96 % af alle topledere vil således justere deres cybersikkerhedsstrategi som en konsekvens af COVID-19. Det viser PwC’s årlige undersøgelse Digital Trust Insights 2021, hvor flere end 3.000 topledere og it-chefer tegner et billede af det aktuelle globale cyberlandskab.

Cybersikkerhed er et område i kraftig udvikling, og som i stigende grad bliver en større og mere integreret del af virksomhederes daglige processer. Den nye undersøgelse fra PwC viser således, at dobbelt så mange topledere og it-chefer (50 %) i år er mere tilbøjelige til at overveje cybersikkerhed i enhver forretningsbeslutning sammenlignet med 2019. Samtidig angiver over halvdelen (55 %) af it-cheferne at have fået et større cyberbudget, og det er selvom 64 % forventer en faldende indtjening.

Undersøgelsen viser tydeligt, at cyberområdet får et stadig større strategisk og økonomisk fokus. Hver anden virksomhed har ansat flere fuldtidsmedarbejdere i it-roller på trods af en presset økonomi. Og det er helt nødvendigt med de rette kompetencer, hvis man som virksomhed skal have en effektiv cybersikkerhed, der kan følge med et trusselsbillede under konstant forandring,” siger Mads Nørgaard Madsen, partner og it-sikkerhedsekspert i PwC, og henviser i den forbindelse til virksomhedernes stigende fokus på og forandring af CISO-rollen (Chief Information Security Officer).

Flere og flere efterspørger CISO-rollen

40 % af toplederne og it-cheferne angiver desuden, at de har øget deres digitale ambitioner og påbegyndt cybersikkerhedsstrategier tidligere, end hvad de havde planlagt. Og det er her, at CISO-rollen er blevet vigtigere i forhold til at få virksomheden gennem den digitale transformation:  

I de større virksomheder ser vi en tydelig modning af CISO-rollen, der er gået fra ikke-eksisterende, mod at flere har ansat en teknisk ansvarlig, til nu hvor langt flere virksomheder leder efter en reel CISO", siger Mads Nørgaard Madsen og tilføjer:

"En CISO har med en risikobaseret tilgang indblik i forretningen og har evnen til at kunne formidle budskaber til både C-suite og bestyrelse. Dem er der dog ikke mange af på markedet, og man bør derfor øge fokus på udvikling af kompetencerne hos de talenter, som Danmark allerede har inden for cybersikkerhed.”

Til trods for virksomhedernes høje digitale ambitioner skal 26 % af lederne have mere ud af mindre budgetter for året, og 13 % må nøjes med statiske budgetter. Den øgede digitalisering og nye digitale processer i almindelighed udgør en potentiel risiko for cyberangreb, og derfor er det vigtigt, at it-afdelingerne mødes med mere økonomi, tillid og ansvar:

Budgetterne til cybersikkerhed stiger godt nok for halvdelen af ​​virksomhederne, men 55 % af de adspurgte ledere vurderer samtidig, at sikkerhedsbudgetter og -udgifter ikke er korrekt tilpasset de områder, der lige nu dækker over de største risici for virksomheden,” slutter Mads Nørgaard Madsen.

Om undersøgelsen

Global Digital Trust Insights Survey 2021 er udarbejdet på baggrund af 3.249 interviews fra topledere og it-chefer verden over. Undersøgelsen giver et billede af cyberlandskabet, som det ser ud nu, samt hvilke forventninger virksomhederne har til fremtidens cybersikkerhed og -trusler. Interviews blev gennemført i 3. kvartal 2020.

Kontakt os

Mads Nørgaard Madsen

Partner, Security & Technology, PwC Denmark

Tlf: +45 2811 1592

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC