Skip to content Skip to footer
Search

Loading Results

Ejerlederne bag social ansvarlig kaffevirksomhed vinder Temaprisen 2021 i Hovedstaden

09/11/21

Peter N. Dupont, Klaus Thomsen og Casper Engel Rasmussen har netop modtaget prisen som Årets Regionale Temaprisvinder i region Hovedstaden ved Årets Ejerleder 2021. De tre ejerledere får prisen for at tage et særligt socialt og bæredygtigt ansvar i deres måde at drive kaffevirksomhed på. Ejerlederne fik overrakt prisen af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved Hovedstadskåringen i Børsens lokaler i København.

I forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2021 overrækkes for femte gang en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, bæredygtighed, og derigennem bidrager til en mere bæredygtig fremtid både miljømæssigt, socialt og ledelsesmæssigt. Prisen går i år til The Coffee Collective A/S og ejerlederne Peter N. Dupont, Klaus Thomsen og Casper Engel Rasmussen.

”Temaprisen går til Peter, Klaus og Casper. Det er tre ejerledere, som bevidst har arbejdet for at gøre en forskel ved at tage et socialt ansvar og være gennemsigtige. Ejerlederne er lykkes med deres formål om at skabe mere økonomisk lighed for alle i forsyningskæden fra kaffebonde til slutforbruger. Sidste år betalte virksomheden 4,5 mio. kr. til lokale kaffeproducenter i nogle af verdens fattigste lande som en del af deres kamp mod global ulighed,” siger Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup, og fortsætter:

“I 2019 blev The Coffee Collective B ‘Corp-certificeret’, hvilket er med til at understrege de tre ejerlederes anerkendelsesværdige arbejde inden for bæredygtighed og social ansvarlighed. Derudover har Peter, Klaus og Casper et mål om at være klimaneutrale allerede fra næste år.”

Positive samfundsforandringer

The Coffee Collective blev stiftet tilbage i 2007 med det formål at skabe positive forandringer for kaffebønder, leverandører og forbrugere. Det er blevet en naturlig del af forretningen at gøre en forskel. Virksomheden skriver på hver pose kaffe, hvem der har produceret den, og hvor høj kvalitetsbonus der er betalt til kaffebonden.

”Bæredygtighed og social ansvarlighed er en integreret del af de tre ejerlederes måde at drive virksomhed på. The Coffee Collectives succes bliver ikke kun målt på de finansielle resultater, men også på den sociale og miljømæssige impact, som ejerlederne fokuserer på og bidrager til. Det fortjener ankernedelse, når man som virksomhed og ejerleder gør en positiv forskel, og det gør Peter N. Dupont, Klaus Thomsen og Casper Engel Rasmussen,” siger Mikael Storm Andersen, Nykredits regionsdirektør i København.

Hos Dansk Erhverv er adm. direktør Brian Mikkelsen enig i, at den rette vinder af Temaprisen 2021 i region Hovedstaden er Peter N. Dupont, Klaus Thomsen og Casper Engel Rasmussen:

”De tre ejerledere har formået at få årets tema indlejret i virksomheden på alle måder. Peter N. Dupont, Klaus Thomsen og Casper Engel Rasmussens arbejde med The Coffee Collective er indbegrebet af at bidrage til en mere bæredygtighed fremtid både socialt og miljømæssigt. Det anerkender vi dem fuldt fortjent for,” siger Brian Mikkelsen.

Vinder af Årets Ejerleder i region Hovedstaden 2021

Vinderen af Årets Ejerleder 2021 i region Hovedstaden blev Anne Marie Lie Norvig fra Liewood A/S. Hun vinder prisen som Årets Ejerleder 2021 i region Hovedstaden for at være en ejerleder, som på blot seks år har skabt et internationalt succesfuldt børnelivsstilsbrand med over 1.000 forhandlere rundt om i Europa og en omsætning på vej mod 400 mio. kr.

Fakta om Årets Ejerleder 2021

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 18. gang. Årets tema er bæredygtighed. De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 18. november 2021 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup. Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC, Årets Ejerleder 2019 og to erhvervsprofiler. 

Tidligere temaprisvindere

2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Anders Aagaard Jensen fra Relevant Holding ApS (2019), Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen fra SOS Vikar A/S (2018), Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017), Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016).

 

Kontakt os

Flemming Eghoff

Partner, PwC Denmark

Tlf: 3945 3175

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC