Skip to content Skip to footer
Search

Loading Results

Miljøbevidst ejerleder fra Montana vinder Temaprisen 2021 på Fyn

02/11/21

Joakim Lassen har netop modtaget prisen som Årets Regionale Temaprisvinder på Fyn ved Årets Ejerleder 2021. Han får prisen for at udvise et stort fokus på miljøet og for at have taget et bæredygtigt ansvar de seneste mange år. Ejerlederen fik overrakt prisen af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved kåringen i Nature Energy Park i Odense.

I forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2021 overrækkes for femte gang en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, bæredygtighed, og derigennem bidrager til en mere bæredygtig fremtid både miljømæssigt, socialt og ledelsesmæssigt. Prisen går i år til Montana Furniture A/S og ejerlederen Joakim Lassen.

”Temaprisen går til Joakim, som er en ejerleder med en stærk funderet bevidsthed om miljøet. Med et konstant fokus på bæredygtige forbedringer i produktionen og administrationen arbejder han hele tiden på at optimere Montana Furnitures klimaaftryk. Joakim tager virksomhedens miljøansvar alvorligt og har gjort det gennem mange år. Montana Furniture har siden 1992 indleveret grønne regnskaber,” siger Mikael Johansen, partner i PwC i Odense, og fortsætter:

“For Joakim er bæredygtighed ikke noget, man snakker om, det er noget, man gør. Ejerlederen vil miljøet og arbejder derfor meget målrettet med at blive en endnu grønnere virksomhed, hvorfor også bæredygtighed indgår i deres løbende rapportering med specifikke måltal for, hvordan målsætningerne opfyldes.”

Social og miljømæssig bæredygtighed

Montana Furniture er en af de første danske virksomheder, der bruger “vugge til grav-analyser”. Her forholder de sig til de miljømæssige konsekvenser ved et givent produkt, fra fremstilling til destruktion. Derudover har virksomheden produktion i Danmark og er certificeret med EU Ecolabel, The Indoor Climate Label og ISO 14001.

”Der er ingen tvivl om, at bæredygtighed er en integreret og naturlig del af kulturen i Montana Furniture, men også social bæredygtighed bliver vægtet højt af Joakim Lassen. Virksomheden er inkluderende i deres rekruttering og tilbyder unge såvel som ældre, der har en svær tilgang til arbejdsmarkedet, at arbejde hos Montana Furniture. Det er prisværdigt,” siger Lars Holm, centerdirektør i Nykredit i Odense.

Hos Dansk Erhverv er direktør for markeder, Betina Hagerup, enig i, at den rette vinder af Temaprisen 2021 på Fyn er Joakim Lassen:

”Joakim Lassen har succesfuldt videreført familievirksomheden og bygget videre på det fundament, som faren, Peter J. Lassen, grundlagde i 1982. Ejerlederen har beslutsomt og ambitiøst ført Montana Furniture videre i en bæredygtig retning og var en af de allerførste møbelproducenter i Danmark til at modtage EU’s miljømærke, EU Ecolabel,” udtaler Betina Hagerup. 

Vinder af Årets Ejerleder på Fyn 2021

Vinderen af Årets Ejerleder 2021 på Fyn blev Peter Grøftehauge fra Autorola Group Holding A/S. Han vinder prisen som Årets Ejerleder 2021 på Fyn for at være en ejerleder, der innovativt og visionært har skabt en succesfuld international virksomhed. I dag står ejerlederen med en global virksomhed under navnet Autorola, som findes i 19 lande på tværs af Europa, Nordamerika, Latinamerika og Asien.

Fakta om Årets Ejerleder 2021

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 18. gang. Årets tema er bæredygtighed. De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 18. november 2021 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup. Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC, Årets Ejerleder 2019 og to erhvervsprofiler.

Tidligere temaprisvindere

2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Anders Aagaard Jensen fra Relevant Holding ApS (2019), Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen fra SOS Vikar A/S (2018), Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017), Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016).

Kontakt os

Mikael Johansen

Partner, Business Unit Leder og statsaut. revisor, PwC Denmark

Tlf: 6314 4260

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC