Starten på 2021 for europæiske børsnoteringer overgår de seneste 20 år

17/05/21

Markedet for børsnoteringer i Europa har fået den bedste start på året siden 2000, og første kvartal har allerede overgået hele 2020 målt på værdi. På Nasdaq Nordic, herunder Nasdaq Copenhagen, er der også en væsentlig fremgang i forhold til sidste år. Det viser PwC’s analyse af markedet for børsnoteringer for første kvartal 2021.

En ny opgørelse fra PwC viser, at værdien af børsnoteringer i Europa, målt på provenu, er steget fra 1,2 mia. euro i første kvartal af 2020 fordelt på 16 noteringer til 22,6 mia. euro i første kvartal af 2021 fordelt på 86 noteringer. Til sammenligning var der i hele 2020 i alt 135 noteringer, der tilsammen havde en værdi på 20,3 mia. euro. Udover stigningen på 1.783 % målt på provenu og 438 % målt på antal fra første kvartal 2020 til første kvartal 2021, viser tallene, at værdien pr. notering er steget.

”Afslutningen på 2020 gav grobund for optimisme for det europæiske marked for børsnoteringer i 2021. Man må dog sige, at markedet, med det bedste første kvartal siden år 2000, har fået en bedre start på året, end man kunne håbe på,” siger Torben Jensen, partner og ekspert i børsnoteringer hos PwC. Han uddyber:

“Det viser, at der er en stigende tro på markedet, som hovedsageligt er båret af optimisme i forhold til det igangværende vaccineprogram for COVID-19, forbedrede makroøkonomiske forhold og en ophobning af spændende selskaber, der har ventet på det rette tidspunkt til deres børsnotering. Samtidig viser det, at investorerne efterspørger investeringsmuligheder og derved gør det muligt for selskaberne at benytte børsmarkedet som finansieringskilde.”

De seks største noteringer i første kvartal 2021 (InPost SA, Vantage Towers AG, AUTO1 Group SE, Deliveroo plc, Dr Martens plc og Fix Price Group Ltd) havde alle en værdi over 1 mia. euro og rejste tilsammen 11,9 mia. euro - lige over halvdelen af værdien af alle noteringer på europæiske børser i første kvartal 2021 tilsammen.

Nasdaq Stockholm dominerer Nasdaq Nordic

På Nasdaq Nordic, der omfatter Nasdaq Stockholm, Nasdaq Helsinki, Nasdaq Vilnius, Nasdaq Tallinn og Nasdaq Copenhagen, har der i første kvartal 2021 været 22 børsnoteringer med en samlet værdi på 2,3 mia. euro. Til sammenligning var der fem børsnoteringer i første kvartal 2020 til en samlet værdi på 226 mio. euro. I hele 2020 var der 28 børsnoteringer med en samlet værdi på 3,2 mia. euro.

Nasdaq Stockholm, med 14 ud af de 22 børsnoteringer og en samlet børsnotering-værdi på 1,8 mia. euro, er fortsat klart den mest aktive af børserne i Nasdaq Nordic. Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Helsinki er med fire noteringer de næstmest aktive børser målt på antal. Målt på værdi, hvor de fire børsnoteringer på Nasdaq Copenhagen har rejst 28 mio. euro, bliver Nasdaq Copenhagen imidlertid klart overgået af Nasdaq Helsinki, hvor der er rejst 368 mio. euro.*

Sekundære udbud: Nasdaq København på en europæisk tredjeplads

Provenuet fra europæiske sekundære udbud – det vil sige udbud foretaget af selskaber, der allerede er noterede - steg i 2020 med 69 % i forhold til 2019. I 2020 rejste 900 udbud i alt 134,7 mia. euro i 2020. Trenden ser ud til at fortsætte. I første kvartal 2021 er der på de europæiske børser rejst 38,4 mia. euro i sekundære udbud.

“Analysen viser, at Nasdaq København i første kvartal ligger på tredjepladsen over europæiske børser i forhold til værdien af sekundære udbud. Godt hjulpet på vej af Tryg A/S, der rejste 5,0 mia. euro ud af de 6,36 mia. euro, der blev rejst i sekundære udbud på Nasdaq København i første kvartal 2021,” fortæller Torben Jensen og uddyber:

”Analysen viser, at der er et marked for mindre noteringer og for sekundære udbud i Danmark. En børsnotering giver netop mulighed for at hente yderligere kapital i markedet, til for eksempel at finansiere en vækststrategi, så det er positivt at se, at det virker i praksis.”

London Stock Exchange er fortsat størst

London Stock Exchange fortsætter som den europæiske børs med den højeste børsnotering værdi. I første kvartal 2021 har de haft 21 børsnoteringer, der tilsammen har rejst 8,4 mia. euro. På London Stock Exchange blev der i første kvartal af 2020 rejst 0,7 mia. euro fordelt på 4 børsnoteringer.

Næst efter London Stock Exchange kommer, målt på provenu rejst i børsnoteringer, Euronext Amsterdam med en samlet værdi på 4,7 mia. euro og Deutsche Börse med en samlet værdi på 4,5 mia. euro. Målt på antal, bliver de dog alle slået af Oslo Børs, der i første kvartal af 2021 har haft 27 noteringer. De 27 noteringer har tilsammen rejst 2,1 mia. euro.

“På trods af Brexit holder London Stock Exchange fast i positionen som den førende børs i Europa. Tallene viser, at London Stock Exchange også har set en utrolig fremgang i forhold til første kvartal 2020, hjulpet på vej af flere udenlandske udstedere, herunder danske Trustpilot,” slutter Torben Jensen.

*Statistikken dækker ikke over selskaber der rokerer internt på en markedsplads, og medtager kun selskaber, der har rejst minimum $ 5 mio. i forbindelse med børsnoteringen. Ser vi på samtlige børsnotering’s på Nasdaq Nordic, er der, ifølge Nasdaq Nordic’s oversigt over noteringer, 24 noteringer på First North i første kvartal 2021, hvilket er 17 flere end i første kvartal af 2020, og 7 noteringer på hovedmarkederne i første kvartal 2021, hvilket er 4 flere end i første kvartal 2020.

Nasdaq Copenhagen står for 4 noteringer på First North i første kvartal 2021, og havde til sammenligning ingen noteringer i første kvartal 2020. Til gengæld var der ingen noteringer på Nasdaq Copenhagens hovedmarked i første kvartal af 2021.

Kontakt os

Torben Jensen

Partner, statsaut. revisor, PwC Denmark

Tlf: 2373 2228

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC