Brødre bag Melitek vinder prisen som Årets Ejerleder 2023 på Sjælland

Årets Ejerleder 2023
  • 09/11/23

Jesper og Kim Laursen fra Melitek A/S vinder prisen som Årets Ejerleder 2023 på Sjælland. Brødrene har overvundet vanskelige tider, udført en turn-around og er lykkes med at skabe en særdeles succesfuld virksomhed. Ejerlederne fik overrakt prisen ved en velbesøgt regionskåring hos PwC i Ringsted.

 

Jesper og Kim Laursen fra Melitek har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2023 på Sjælland. Melitek producerer plastgranulat til den globale medicoindustri. Jesper og Kim Laursen modtager prisen som Årets Ejerleder 2023 på Sjælland, fordi de, på trods af vanskelige tider og modgang, har formået at gennemføre en komplet turnaround og opbygge en succesfuld og stabil virksomhed, som har leveret og fortsat leverer ekstraordinære resultater.

“Jesper og Kim er to ejerledere med et unikt gå-på-mod. Uanset hvor sort det har set ud, eller hvor vanskelige udfordringer de har stået over for, så har Jesper og Kim fundet en løsning. De har formået at eksekvere på en ambitiøs strategi, samtidig med at de har skabt en virksomhed, der hviler på sunde værdier,” fortæller Lars Vagner, partner i PwC i Ringsted, og fortsætter:

"Ejerlederne er målrettede og ambitiøse. De stræber efter konstante forbedringer og efter, at det nye år skal være bedre end det forgangne år. Deres særlige ledelsesværdier og evne til at sætte nye mål og følge en strategisk plan understreger, hvorfor Jesper og Kim er så dygtige ejerledere.”

Turn-around og tillid

I år 2000 oplever virksomheden en økonomisk krise og ender i betalingsstandsning. Ved hjælp af egne midler lykkedes det familien at kæmpe sig ud af betalingsstandsningen, men blot tre år senere blev de tvunget til at forlade deres ejendom ved Tuborg Havn. De beslutter hurtigt at flytte produktionen til Nørre Alslev. Herfra tog det fart for Melitek, der i de efterfølgende år har leveret det ene flotte resultat efter det andet.

“Ejerlederne har skabt bemærkelsesværdige resultater, og de har gjort det på et fundament af tillid. For Jesper og Kim Laursen er tillid altafgørende. Tillid udgør grundstenen i Melitek - tillid til medarbejdere, til kunder og til hinanden som brødre. De er til inspiration for andre og fortjener at blive anerkendt,” fortæller Lene Qvist, regionsdirektør hos Nykredit på Sjælland.

Hos Dansk Erhverv er man ikke i tvivl om, at Jesper og Kim Laursen er de rette vindere af Årets Ejerleder 2023 på Sjælland:

”Jesper og Kim Laursen har med stor dedikation og målrettethed skabt et fantastisk væksteventyr, som både er en succes rent økonomisk, men som også bidrager med arbejdspladser lokalt i Nørre Alslev. De to ejerledere fortjener anerkendelse for den udvikling, som Melitek har været igennem, og de flotte resultater, de har opnået,” siger Casper Klynge, vicedirektør i Dansk Erhverv.

Fakta om Melitek A/S (Nørre Alslev)

Melitek blev grundlagt i 1979 af Jesper og Kim Laursens far. De to brødre blev i 1990'erne en del af Melitek, som producerer plastgranulat til den globale medicoindustri. Jesper og Kim har oplevet både op- og nedture. De ved, hvordan det er at være presset til det yderste og herfra foretage en turn-around og opbygge en særdeles succesfuld virksomhed. Det er netop, hvad de to ejerledere har gjort. De seneste år har Melitek præsenteret ekstraordinære resultater med trecifrede vækstrater. 

De stærke konkurrenter:

John Sashi Nielsen fra J.N. Meat International (Slagelse)

John Sashi Nielsen grundlagde produktionsvirksomheden J.N. Meat International i 1980, som sælger og producerer kvalitetskød. Fra opstarten i 1980 har John fået skabt en utrolig virksomhed, der hvert eneste år har leveret overskud. Der er skabt arbejdspladser og eksport, og der bliver aldrig gået på kompromis med kvaliteten. John har vundet tre titler som verdensmester med virksomhedens sashi-kød. Ejerlederen har udarbejdet en klar vision for virksomhedens fremtidige drift, der både inkluderer organisk vækst og vækst via opkøb, og det lover for en lys fremtid for John og J.N. Meat International.

Per Otto Winther fra PHP Service Group (Sorø)

Per Otto Winther skiftede spor fra autolakering til affaldshåndtering. Efter at have opdaget en mulighed i lokalavisen for at byde på opstilling af skraldespande til kommunen kontaktede han den tildelte leverandør. Det blev startskuddet til PHP Service, som monterer, leverer og vedligeholder affaldsbeholdere. I dag er Per fortsat hovedaktionær i PHP Service. På få år har Per udviklet en succesfuld og stabil virksomhed, der har leveret imponerende vækst med flotte tal på top- og bundlinje, og som nu er markedsleder i Danmark og også har påbegyndt aktiviteter udenlands.

Vinder af Årets Helt på Sjælland 2023

Vinderen af Årets Helt på Sjælland går til Claus Meyer. Han er en ægte iværksætter, som har gjort en stor forskel for mange mennesker. Claus har engageret sig i et hav af projekter, bl.a. Frugt fra Lilleø, Hotel Saxkjøbing, Sydhavsøernes Frugtfestival, og så er han medejer af den lokale fodboldklub, Nykøbing FC. Derudover er Årets Helt blevet tildelt Michelinstjerner i New York, og så har han været med til at skabe en af verdens bedste restauranter i NOMA. Derfor er han vinder af Årets Helt på Sjælland 2023.

Kontakt

For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC Christian Corell på mobil 2829 3858 eller pressekonsulent Peter Klaaborg fra Nykredit på mobil 2056 0706 eller pressekonsulent Jesper Ingemann fra Dansk Erhverv på 2265 0941. 

Tid og sted for Årets Ejerleder på Sjælland

Den 9. november 2023 kl. 16:30-18:15, PwC, Eventyrvej 16, 4100 Ringsted.

Fakta om Årets Ejerleder 2023

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 20. gang. Årets tema er ejerledernes grønne transformation.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 16. november 2023 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af regionsvinderen fra 2022 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og to erhvervsprofiler.

Tidligere landsvindere

Layland Barker fra Titan Containers A/S (2022), Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

 

Se hvem der vinder Årets Ejerleder 2023

Tilmeld dig landskåringen

Kontakt os

Christian Corell

PR Associate, PwC Denmark

2829 3858

E-mail

Lars Vagner Hansen

Partner, statsaut. revisor, Ringsted, PwC Denmark

5575 8708

E-mail

Følg PwC