Når vi assisterer med en salgsmodning, kigger vi på de faktorer, der har betydning for selskabets salgsværdi, herunder skattemæssige positioner, mulighed for trimning eller frasalg af ikke-værdiskabende aktiviteter mv.
En væsentlig faktor ved at maksimere salgsprovenuet er at optimere den skattemæssige position for såvel selskabet/virksomheden, som for sælgeren.
En anden væsentlig faktor er trimning af virksomheden, herunder en vurdering af, hvilke aktiviteter, der skaber værdi for virksomheden, og måske, som det vigtigste en vurdering af, om der er aktiviteter, der skaber negativ værdi for virksomheden, så disse aktiviteter enten kan skæres bort eller gøres profitable.
Ofte vil et optimalt salg af en virksomhed kræve en detaljeret og langsigtet planlægning samt et detaljeret indblik i virksomhedens mange facetter.
Det er vores erfaring, at planlægningen af salg af en virksomhed med fordel kan påbegyndes op til flere år før, at virksomheden rent faktisk skal sælges. Ofte oplever vi, bl.a. når vi skal assistere købere med transaktioner, at der er betydelige uafklarede forhold i virksomheden, som sætter sælgeren under pres med risiko for, at salgssummen reduceres.