PwC’s Global Family Office Deals Study 2025 dykker ned i, hvordan familieformuer investeres verden over på tværs af regioner, sektorer og strategier. Undersøgelsen bygger på en analyse af over 1.000 transaktioner fra Family Offices og giver danske familieejede virksomheder og Family Offices værdifuld indsigt i de største investeringstendenser, strategiske muligheder og fremtidige vækstområder.
Undersøgelsen viser tydelige forskydninger i investeringsadfærd blandt Family Offices. Antallet af investeringer gennemført i første halvår af 2025 er det laveste, der er registreret det seneste årti med kun 7.200 transaktioner globalt til en samlet værdi på 439 mia. USD. På samme tid er indtægterne fra salg af investeringer steget markant, hvilket tyder på, at Family Offices i højere grad fokuserer på at skabe værdi gennem udvalgte exits frem for mange investeringer.
1. Større og mere fokuserede investeringer
Family Offices foretager færre små investeringer og øger andelen af mellemstore og store transaktioner. I 2015 udgjorde investeringer under 25 mio. USD hele 70 % af deal flow – i 2025 er andelen faldet til 59 %. Samtidig er andelen af investeringer mellem 25–100 mio. USD steget til 26 %, og investeringer over 100 mio. USD udgør nu 12 %. Det afspejler en tydelig bevægelse mod større, mere strategiske investeringer, hvor afkast og strategisk indflydelse prioriteres frem for antallet af investeringer.
2. Ejendomme som et stabilt aktiv
Efter flere år med faldende interesse for ejendomsinvesteringer er de i 2025 igen i fokus blandt Family Offices. I 2025 udgør fast ejendom 39 % af Family Offices’ samlede investeringer – det højeste niveau siden 2019. Særligt investeringer i udviklingsgrunde er steget markant fra 2,1 mia. USD til 7,5 mia. USD på blot ét år. Antallet af investeringer i lejligheder er steget fra 906 til 1.381, hvilket indikerer en stigende interesse for denne type ejendom blandt Family Offices. Udviklingen peger på, at Family Offices søger stabile og langsigtede aktiver med løbende cash flow, som kan modstå markedsudsving og samtidig bidrage til formuebevarelse.
3. Samarbejde og netværk som strategisk løftestang
69 % af alle investeringer i 2025 sker som såkaldte “club deals”, hvor Family Offices investerer sammen med andre. Det er en stigning fra 58 % i 2015 og viser, at samarbejde og risikodeling er blevet en integreret del af strategien hos mange Family Offices. Club deals giver adgang til større transaktioner, specialiseret viden og netværk – og er særligt udbredt inden for venture capital og private equity, hvor kompleksiteten og kapitalbehovet er højt.
4. Startup og scaleup som vækstplatform
Family Offices investerer i stigende grad i venture capital og scaleup-virksomheder – ikke kun for afkast, men også for at få adgang til innovation og fremtidens teknologier. Undersøgelsen viser, at investeringer i kunstig intelligens (AI) og maskinlæring (ML), hvor systemer lærer og forbedrer sig automatisk over tid, er steget markant. Samtidig er der stor vækst i "software as a service" (SaaS), som dækker over cloudbaserede løsninger, der leveres som abonnement og muliggør hurtig skalering.
AI & ML: fra 50,5 mia. USD til 123,3 mia. USD (2023-2025).
SaaS: fra 57,5 mia. USD til 131,2 mia. USD (2023-2025).
Samtidig udgør venture capital nu 31 % af Family Offices’ samlede investeringer – en stigning fra 17 % i 2015 – og er dermed den største aktivklasse efter ejendomme. Det afspejler en bevægelse mod færre, men større investeringer, hvor Family Offices prioriterer strategisk betydning og afkastpotentiale frem for volumen og spredning. Særligt NextGens driver denne udvikling, hvor personlig interesse og impact kombineres med ønsket om at være tættere på innovation. Family Offices agerer i stigende grad som aktive medspillere i startup-miljøet med fokus på langsigtet værdiskabelse, strategisk kapitalanvendelse og adgang til fremtidens løsninger.
For danske Family Offices er undersøgelsen en oplagt anledning til at genbesøge investeringsstrategien og overveje: Hvordan balancerer vi lokale og internationale investeringer? Hvordan vurderer vi, hvilke investeringer der skaber reel værdi – både økonomisk og strategisk – i en tid, hvor mange Family Offices vælger færre, mere fokuserede investeringer frem for bred spredning?
Hvis du vil blive klogere på, hvordan verdens mest formuende familier investerer i AI, ejendomme og strategiske samarbejder, samt hvordan investeringsmønstrene ændrer sig globalt, kan du dykke ned i den fulde rapport her.
Driver du et Family Office og ønsker sparring om jeres investeringsstrategi, og hvordan de globale tendenser kan omsættes til konkrete beslutninger i en dansk kontekst? Så er du meget velkommen til at kontakte os.
Tascha Christiansen