Fem gode råd til et succesfuldt generationsskifte

Start rundt om spisebordet – ikke med regnearket

#

Når en familieejet virksomhed skal overdrages til næste generation, er det sjældent de juridiske dokumenter eller skatteberegninger, der fylder mest i starten. Det er samtalerne. Spørgsmålene. Følelserne. Hvem skal tage over? Hvornår? Og hvordan bevarer vi både virksomhedens sjæl og familiens sammenhold? 

Et generationsskifte er ikke bare en teknisk øvelse – det er en menneskelig proces, hvor relationer, værdier og forventninger spiller en afgørende rolle. Derfor er det vigtigt at tage hul på processen i god tid – og med det rette fokus. Her er fem råd, der kan hjælpe jer med at navigere sikkert gennem de første skridt i generationsskiftet.

1. Start samtalen i god tid – og det rigtige sted 

Mange starter med at spørge: "Hvordan gør vi det skattemæssigt mest hensigtsmæssigt?" Men det rigtige spørgsmål til at starte med er: "Hvad vil vi med virksomheden – og med hinanden?" Et generationsskifte bør starte med en samtale om værdier, visioner og fremtidige roller. Jo tidligere man tager hul på dialogen, jo bedre mulighed har man for at finde fælles fodslag – uden at være presset af tid eller omstændigheder. 

2. Forstå og anerkend de følelser, der følger med  

At overdrage en virksomhed er sjældent en ren forretningsbeslutning. For mange er det et livsværk, der skal gives videre – og det kan være forbundet med både stolthed, tvivl og frygt. Samtidig kan næste generation føle sig usikre på, om de kan leve op til forventningerne. Det er derfor afgørende at skabe rum for disse følelser og tage dem alvorligt. Et generationsskifte handler i høj grad om relationer og følelser – ikke kun om paragraffer og procenter.

3. Skab klarhed om roller og ansvar 

Hvem skal overtage – og hvornår? Skal den ældre generation trække sig helt, eller fortsætte i en ny rolle? Og hvordan sikrer man, at den nye generation får mulighed for at sætte sit eget præg? Uklare forventninger kan føre til konflikter og usikkerhed. Derfor er det vigtigt at få talt åbent om roller, ansvar og beslutningskompetencer – både før, under og efter overdragelsen. 

Samtidig er det afgørende at sikre en systematisk overdragelse af viden. Det handler ikke kun om forretningsgange og nøgletal, men også om de mere uformelle erfaringer: Hvordan træffes beslutninger i praksis? Hvilke relationer er vigtige at pleje? Hvilke værdier har båret virksomheden frem? Denne erfaringsbaserede indsigt – som ofte ikke står skrevet ned, men lever i hverdagen – kan være afgørende for, at næste generation føler sig rustet til at tage over og videreføre virksomhedens kultur og identitet. 

4. Overvej en familieforfatning 

En familieforfatning kan være et stærkt redskab til at skabe struktur og fælles retning. Det er ikke et juridisk dokument, men en slags hensigtserklæring, hvor familien formulerer sine værdier, visioner og spilleregler. Hvem kan eje kapitalandele i familievirksomheden? Hvordan træffes beslutninger? Og hvordan håndteres uenigheder? 

En familieforfatning kommer dog sjældent ud af det blå – den udspringer som regel af en ejerstrategiproces, hvor familien sammen får talt sig frem til, hvad man vil med virksomheden og ejerskabet. Det kræver tid og åbenhed at få afklaret roller, forventninger og fremtidige mål, før man kan sætte ord på de fælles spilleregler. Når det arbejde er gjort, kan familieforfatningen fungere som et værdifuldt kompas – både i det daglige og i fremtidige generationsskifter.

5. Tænk helhedsorienteret – og søg sparring  

Et generationsskifte berører både økonomi, skat, jura, ledelse og relationer. Det er en kompleks proces, hvor det er vigtigt at få overblik og tænke i helheder. Det kan være en fordel at få hjælp udefra – ikke kun til det tekniske, men også til at facilitere dialogen og stille de svære spørgsmål. En god rådgiver kan hjælpe med at skabe struktur og fremdrift. Og selvom det i sidste ende er familien selv, der skal finde retningen, kan det være en stor fordel at have en rådgiver ved sin side, som har indgående erfaringer med de overvejelser, dilemmaer og beslutninger, der følger med et generationsskifte i en familieejet virksomhed. 

PwC’s tilgang til generationsskifte 

Hos PwC arbejder vi med generationsskifte som en helhedsorienteret proces, hvor både virksomhedens fremtid og familiens relationer er i fokus. Vi hjælper med at skabe klarhed, struktur og fremdrift – men vi starter altid med samtalen. For os handler et godt generationsskifte ikke kun om at overdrage ejerskab, men om at videreføre en fælles ambition med respekt for både tradition og fornyelse. 

Samtidig ved vi, at et generationsskifte også stiller store krav til det tekniske fundament. Derfor rådgiver vi om alle de centrale områder, der skal være styr på: skatteforhold som bo- og gaveafgift, succession og generationsbeskyttelse; regnskab og økonomisk planlægning; samt juridisk strukturering, ejerstrategi og governance.  

Vi hjælper med at sikre, at overdragelsen ikke blot er følelsesmæssigt og strategisk velovervejet – men også økonomisk og juridisk bæredygtig. 

Uanset hvor I er i processen, står vi klar til at hjælpe jer trygt videre.

Læs mere om vores tilgang og hvordan vi kan hjælpe din familie her.

Kontakt os

Karina Hejlesen Jensen

Direktør og markedsleder, København, PwC Denmark

2465 5434

E-mail

Ditte Julie Velling

Partner, Tax, København, PwC Denmark

2938 8775

E-mail

Morten Schibsbye

Partner, Tax, Aarhus, PwC Denmark

5150 5468

E-mail

Følg PwC

Required fields are marked with an asterisk(*)

Your personal information will be handled in accordance with our Privacy Statement. You can update your communication preferences at any time by clicking the unsubscribe link in a PwC email or by submitting a request as outlined in our Privacy Statement.

Hide