Skattestyrelsen har skærpet tonen omkring anvendelse af udenlandsk arbejdskraft i Danmark

#
  • 03/12/25

Nye info-breve og intensiveret kontrol skærper kravene: Manglende korrekt håndtering af arbejdsudlejeskat kan udløse hæftelse, bøder m.v. - kontrakten alene er ikke nok.

Skattestyrelsen gør det endnu sværere at undgå mulig strafferetlig vurdering hos virksomheder, hvor der anvendes udenlandsk arbejdskraft, hvis vederlaget ikke er håndteret korrekt i Danmark. 

Skattestyrelsen har i en årrække foretaget mange kontrolbesøg hos virksomheder, der benytter udenlandske underleverandører. Denne kontrol fortsætter og med øget intensitet og et bredere fokus.

Som noget nyt er Skattestyrelsen begyndt at sende info-/orienteringsbreve til danske virksomheder i virksomhedernes digitale postkasser. Brevene er generiske og indeholder en påmindelse om, at danske virksomheder, der anvender udenlandsk arbejdskraft, kan hæfte for skatten, hvis der ikke afregnes korrekt dansk skat.

Med disse breve signalerer Skattestyrelsen en klar forventning om, at virksomheder har styr på reglerne for arbejdsudlejeskat. 

Brevene vil fremover fra Skattestyrelsens side indgå i vurderingen af, om en eventuel overtrædelse skyldes uagtsomhed eller med forsæt. 

Konsekvensen af, at overtrædelsen vurderes at være sket groft uagtsomt eller med forsæt, er – udover den merskat, der opkræves – at virksomheden også pålægges bøde. Hidtil har der kun i meget begrænset omfang været udskrevet bøder i disse sager.

Skattestyrelsen lægger dermed op til en mere konsekvent og strengere håndhævelse med øgede sanktioner.

Vi anbefaler derfor, at virksomheder, som modtager disse breve, forholder sig til om reglerne også gælder for den pågældende virksomhed. 

I denne vurdering er det ikke nok at se på kontraktens indhold. 

Man skal også se på de faktiske forhold for den udenlandske arbejdskraft og den danske virksomheds forretningsområde. 

På grund af den skærpede tone fra Skattestyrelsen anbefaler vi, at virksomheden ved den mindste tvivl eller usikkerhed drøfter disse regler med virksomhedens rådgivere, og dermed imødegår de risici der er forbundet med indgåelse af kontrakter med udenlandsk arbejdskraft. 

Kontakt os

Claus Høegh-Jensen

Partner, Tax, København, PwC Denmark

2366 3918

E-mail

Tanja Stocholm

Partner, Tax, PwC Denmark

3093 6422

E-mail

Kathrine Alsaker

Senior Associate, Tax, PwC Denmark

8932 5927

E-mail

Følg PwC