Høring:

Nye vejledninger for kommunal kontrol med takster i vandsektoren

image
  • 09/12/25

Energistyrelsen har sendt en vejledning om kontrol med de almene vandforsyningers takster i høring. Vejledningen skal tydeliggøre de nye regler for kommunalbestyrelsens tilsyn og godkendelse af takster i vandsektoren, der trådte i kraft den 1. januar i år, og som har betydning for takstfastsættelsen i 2026. Høringsfristen er den 16. december 2025, og høringsmaterialet kan findes her.

Praksis for nye kommunale tilsynsopgaver

Vejledningen for vandforsyninger supplerer vejledningen om kontrol med spildevandsselskabernes takster, der var i høring over sommeren. Sammen omsætter de nye vejledninger lovændringerne om styrket økonomisk tilsyn og takstkontrol til praksis. De præciserer kommunalbestyrelsens opgaver og lægger særlig vægt på at sikre overholdelse af hvile-i-sig-selv-princippet. Derudover beskriver vejledningerne også principper for kontrol og godkendelse af regulativer og betalingsvedtægter samt takster og bidrag på drikke- og spildevandsområdet. Høringsmaterialet for vejledningen om kontrol med spildevandsselskabernes takster kan findes her.

PwC Energi og Forsyning har gennemgået de to vejledninger og har samlet de vigtigste opmærksomhedspunkter i denne artikel.

Kontrol med hvile-i-sig-selv-princippet ud fra et kontantprincip

Hvile-i-sig-selv-princippet stiller krav om, at vand- og spildevandsselskabernes indtægter og udgifter skal balancere over en årrække, der som udgangspunkt er en 3-5-årig periode.
Kommunalbestyrelsen skal inden godkendelse af størrelsen på takster og bidrag påse, at hvile-i-sig-selv-princippet er overholdt. Kommunalbestyrelsen skal sikre:

  • At budgetterede udgifter udelukkende omfatter nødvendige udgifter
    Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at foretage en detaljeret gennemgang af alle de budgetterede udgifter, men skal påse, at de budgetterede indtægter kun skal dække nødvendige udgifter. Hvis kommunalbestyrelsen opdager, at åbenlyst unødvendige udgifter indgår i beregningsgrundlaget for taksterne, skal selskabet oplyses om det. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at en udgift er unødvendig, kan kommunalbestyrelsen undlade at godkende taksterne, så længe den pågældende udgift indgår i beregningsgrundlaget.

  • At indtægter og udgifter balancerer over en årrække
    Kommunalbestyrelsen skal vurdere overholdelsen af balancekravet ved at påse, at de budgetterede indtægter svarer til de budgetterede udgifter over en årrække. Hvis et selskab forventer at have akkumuleret likviditet efter en afsluttet opkrævningsperiode, skal kommunalbestyrelsen desuden vurdere, om likviditeten er rimelig i forhold til forsyningens størrelse og investeringsplaner. Vand- og spildevandsselskaberne må altid have likviditet svarende til en rimelig driftskapital, som ifølge vejledningerne udgør 50 % af nettoomsætningen i det seneste årsregnskab.

    Hvis et selskab forventer at have akkumuleret likviditet, som overstiger 50 % af nettoomsætningen ifølge det seneste årsregnskab, kan balancekravet kun opfyldes, hvis det kan dokumenteres, at likviditeten mindst én gang inden for de seneste 3-5 år har været mindre end den rimelige driftskapital.

  • Anvendelse af kontantprincippet
    Kommunalbestyrelsen skal basere deres takstkontrol ud fra kontantprincippet, som er et udgiftsbaseret regnskabsprincip, hvor der fokuseres på den faktiske pengestrøm af ind- og udbetalinger. Omvendt følger selskabernes årsregnskaber et omkostningsbaseret regnskabsprincip.


Strengere krav til regulativer og betalingsvedtægter fra 2027

Fra den 1. januar 2027 træder der skærpede krav i kraft for regulativer og betalingsvedtægter.

For de almene vandforsyninger indebærer kravene, at regulativerne fra 2027 og frem som minimum skal indeholde nærmere betingelser om forsyningspligt, forbrugernes ret til forsyning med drikkevand samt vilkår for opgørelse af takster og bidrag. Derudover skal regulativerne beskrive vilkår for opkrævning af eventuelle renter og gebyrer ved manglende betaling fra forbrugerne samt vilkår, der sikrer en tilsvarende forrentning af krav, som forbrugerne måtte have over for vandforsyningen.

Spildevandsselskaberne skal fra 2027 og frem sikre, at deres betalingsvedtægter som minimum indeholder nærmere betingelser for forsyningspligt og forbrugernes ret til spildevandsafledning. Ifølge vejledningen skal betalingsvedtægterne også indeholde vilkår for metoder til opgørelse af forbrug, opkrævning af bidrag samt bestemmelser om eventuelle renter og gebyrer.

Kommunalbestyrelsen får dermed en central rolle i at sikre, at de fastsatte minimumskrav overholdes, fordi det er en forudsætning for godkendelse, at regulativet eller betalingsvedtægten indeholder minimumskravene.

Godkendelse og anmeldelse af regulativer og betalingsvedtægter

Ud over de skærpede indholdskrav giver de nye vejledninger mere fleksible muligheder for behandling af ændringer i regulativer og betalingsvedtægter. Mindre ændringer til tidligere godkendte regulativer eller betalingsvedtægter kan fremover anmeldes til kommunalbestyrelsen, hvis en række betingelser er opfyldt. Der er dog fortsat krav om, at kommunalbestyrelsen foretager en decideret godkendelse, hvis der er væsentlige ændringer til et regulativ eller en betalingsvedtægt, ligesom det også ligger selskaberne frit for at indsende mindre ændringer til godkendelse.

Kommunalbestyrelsens opgaver omfatter godkendelse, kontrol og tilsyn. Processen afhænger af, om ændringerne til et regulativ eller en betalingsvedtægt er indsendt til godkendelse eller anmeldt. For at kommunalbestyrelsen kan godkende ændringer af et regulativ eller en betalingsvedtægt, foretages en legalitetskontrol, hvor kommunalbestyrelsen skal sikre, at regulativet eller betalingsvedtægten opfylder de gældende lovkrav.

Hvis kommunalbestyrelsen modtager anmeldte ændringer, skal kommunalbestyrelsen altid inden for fire uger sikre, at de gældende anmeldelsesbetingelser i den indsendte regulativ- eller betalingsvedtægtsændring er overholdt. Hvis anmeldelsesbetingelserne er opfyldt, skal kommunalbestyrelsen ikke foretage yderligere handlinger i forbindelse med godkendelse af de anmeldte ændringer.

Reglerne for de skærpede indholdskrav for både regulativer og betalingsvedtægter træder i kraft den 1. januar 2027.

Muligheder for midlertidig opkrævning ved afventende godkendelse

Hvis et vand- eller spildevandsselskab fortsat afventer kommunalbestyrelsens takstgodkendelse efter den 1. januar 2026, kan selskaberne enten vælge at opkræve foreløbigt ud fra de takster, der er sendt til godkendelse hos kommunen, eller på baggrund af taksterne for 2025.

Hvis man benytter sig af foreløbig opkrævning, skal forbrugerne oplyses om, at opkrævningen er foreløbig. Hvis kommunalbestyrelsen godkender andre takster end dem, selskaberne har indsendt, skal der foretages udligning over for forbrugerne.

Hos PwC Energi og Forsyning har vi i løbet af efteråret assisteret flere kommuner og vand- og spildevandsselskaber med vejledning om overholdelse af dokumentationskrav og udarbejdelse af beslutningsoplæg til brug for godkendelsen af takster for 2026.

Har I fået godkendt vand- eller spildevandsselskabernes takster i jeres kommune, eller har I spørgsmål til, hvordan vi kan hjælpe jer i processen eller til reglerne generelt, er I velkomne til at kontakte en af PwC’s faglige eksperter.


Kontakt os

Thomas Riis

Partner, Statsaut. revisor, Energi & forsyning, Aarhus, PwC Denmark

2961 5910

E-mail

Andreas Albers Rasmussen

Manager, Energi & forsyning, Aarhus, PwC Denmark

2913 1403

E-mail

Claus Dalager

Partner, Statsaut. revisor, Energi & Forsyning, Aarhus, PwC Denmark

4292 1969

E-mail

Følg PwC