Fra 1. januar 2012 slutter multimedieskattens korte, men turbulente liv. I stedet genindføres beskatning af fri telefon samt beskatning af internet og computer, når de alene er stillet til rådighed for privat brug.
Med enkelte undtagelser lægger det nye lovforslag sig op af den praksis, der var gældende før multimedieskatten. For de tre elementer telefoni, computer og internet, forventer vi derfor på baggrund af lovforslaget, at der fremadrettet vil ske følgende beskatning af goderne:
Fremadrettet vil medarbejdere skulle beskattes af værdi af fri telefon på 2.500 kr. per år, hvis denne stilles til rådighed i hjemmet – enten via fastnettelefoni eller via mobiltelefoni. Værdien omfatter både telefonapparatet og abonnements- og samtaleudgifter, herunder traditionelle telefonserviceydelser som telefonvækning, telefonsvarerfunktion, "visnummerfunktion" m.v.
Derimod er for eksempel indsamlingsbidrag, der opkræves over telefonregningen, ikke omfattet af værdiansættelsen for den fri telefon.
Der er tale om en rådighedsbeskatning, hvor den faktiske benyttelse ikke er afgørende. Hvis telefonen ikke er til rådighed for privat brug, vil enkeltstående opkald ikke udløse skattepligt.
Hvis medarbejderen har et arbejdsbegrundet behov for at tage en mobiltelefon med hjem, kan det undgås, at dette udløser skattepligt for medarbejderen, hvis der gælder en klar aftale mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om, at telefonen ikke må benyttes privat via en tro og love-erklæring. Skatteministeriet har dog endnu ikke tilkendegivet de nærmere kontrolkrav for arbejdsgiverne.
Som den formodentligt største ændring i forhold til multimedieskatten kan arbejdsgivere skattefrit stille en computer inklusive sædvanligt tilbehør til rådighed for medarbejderen, som vedkommende kan benytte til arbejde hjemmefra. Der er ikke i reglerne fastsat nærmere grænser for, hvor stor den erhvervsmæssige anvendelse skal være, men selv en beskeden erhvervsmæssig anvendelse er sandsynligvis tilstrækkelig til, at computeren er omfattet af skattefrihedsbestemmelsen. Med hensyn til afgrænsningen af tilbehør vil dette følge den praksis, der hidtil har været gældende.
Er computeren ikke stillet til rådighed af hensyn til arbejdet, vil den til gengæld blive beskattet med det, som det ville koste at leje en tilsvarende computer.
En arbejdsgiver kan skattefrit stille internet og andre datakommunikationsforbindelser til rådighed for medarbejderen, hvis det er led i etablering af en hjemmearbejdsplads. Det er dog samtidig et krav, at medarbejderen via netadgangen kan få adgang til arbejdsgiverens interne netværk.
Det betyder på den ene side, at det ikke er nok, at medarbejderen har adgang til arbejdsgiverens hjemmeside, hvor almindelige internetbrugere også har adgang. På den anden side er det heller ikke et krav, at medarbejderen har adgang til samtlige af arbejdsgiverens interne systemer. Det vigtigste bliver, at medarbejderen kan siges stort set at have adgang til de samme funktioner og dokumenter som på arbejdspladsen, det vil sige en reel hjemmearbejdsplads.
Er kravene til dette ikke opfyldt, beskattes vedkommende af værdi af fri telefon.
Er nogen af de ovennævnte goder stillet til rådighed via en bruttolønsordning eller via anden nedgang i lønnen, vil goderne som hovedregel blive anset for at være stillet til rådighed primært af hensyn til private behov. Derfor vil de normalt skulle behandles som skattepligtige goder. Dog er der indført overgangsregler for ordninger, der er etableret inden 1. januar 2012 – se nærmere i vores nyhed om dette.
De ovennævnte ændringer gælder også for selvstændigt erhvervsdrivende – dog med enkelte tilpasninger i forhold til deres særlige situation, herunder deres mulighed for placere multimedier, der bruges både privat og erhvervsmæssigt, i virksomhedsskatteordningen mv. Her bør der være særlig opmærksomhed i forhold til arbejdscomputer i hjemmet, idet det også for selvstændigt erhvervsdrivende er et krav, at der er adgang til virksomhedens netværk – hvilket måske ikke altid er en aktuel mulighed.
November 2011
Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.
Vi kontakter dig og aftaler nærmere.