Skattefritagelse af visse arbejdsgiverbetalte gavekort til oplevelser i 2021

12/02/21

Regeringen har fremsat forslag om skattefritagelse af visse arbejdsgiverbetalte gavekort til oplevelsesøkonomien i 2021.

Det ønskes at give arbejdsgivere mulighed for at give arbejdsgiverbetalte gavekort til oplevelser skattefrit i 2021. Gavekortet skal bl.a. kunne bruges til hotelydelser, restaurationsydelser, forlystelsesparker, herunder museer og biografer mv. Gavekortet vil ikke være begrænset til anvendelse i Danmark og vil således også kunne anvendes i et andet EU-/EØS-land. Beløbet for det skattefrie gavekort må ikke overstige 1.200 kr. i henhold til lovforslaget.

Gavekortet vil have en bred anvendelsesmulighed inden for restaurationsydelser, hotelydelser mv. Det skal dog bemærkes, at gavekortet ikke omfatter transport i form af bil-, bus-, tog-, færge- og flytransport mv. Transport, der må anses for at være en del af en forlystelse eller er sammenhængende med en hotelydelse mv., fx pakkerejser, er dog omfattet.

Hotelydelser mv. omfatter ydelser hos hoteller, gæstgiverier, vandrerhjem, moteller, campingpladser og lignende. Ophold i sommerhuse er ikke omfattet.

Restaurationsydelser mv. omfatter ydelser hos restauranter, herunder fastfoodrestauranter, cafeer, pølseboder og lignende.

Endvidere omfattes forlystelser i form af fx forlystelsesparker, museer, kunsthaller, teatre og andre udbydere af scenekunstforestillinger, herunder også musicals og revyer, multiarenaer, cirkusser, festivaler, spillesteder, koncert- og kulturhuse, zoologiske haver og lignende.

Det er vigtigt at bemærke, at der er tale om en bagatelgrænse. Såfremt den beløbsmæssige grænse på 1.200 kr. overskrides, skal den ansatte beskattes af hele værdien af det modtagne gavekort. Hvis den ansatte har mere end en arbejdsgiver, kan den ansatte højst få ét gavekort til en samlet værdi af 1.200 kr. fra alle arbejdsgivere skattefrit.

Indberetning af gavekort til oplevelsesøkonomien

Der skal ikke foretages indberetning af denne type gavekort, medmindre værdien overstiger 1.200 kr., da det er et skattefrit personalegode og således ikke omfattet af indberetning af personalegoder.
Ombytning af gavekortet til kontanter medfører, at beløbet bliver skattepligtigt. Medarbejderne skal selv medtage den skattepligtige værdi på årsopgørelsen.

En overskridelse af beløbsgrænsen på 1.200 kr. medfører indberetningspligt, indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, medmindre overskridelsen skyldes, at den ansatte har flere arbejdsgivere, som giver gavekort, som samlet medfører, at 1.200-kroners grænsen overskrides.

Arbejdsgivere, som giver ansatte gavekort fra den 1. januar 2021 og frem til lovens ikrafttrædelse, vil skulle foretage indberetning og indeholdelse efter gældende regler. Hvis arbejdsgiveren giver gavekort omfattet af den foreslåede skattefritagelse for 2021 inden en ikrafttrædelse af forslaget, vil arbejdsgiveren skulle rette de tidligere foretagne indberetninger, således at den ansatte ikke beskattes af værdien af det skattefrie gavekort.

Modtager en ansat gavekort fra flere arbejdsgivere, som tilsammen overskrider grænsen på 1.200 kr., skal den pågældende modtager selv oplyse værdien af de skattepligtige gavekort til Skattestyrelsen.

Kontakt os

Claus Høegh-Jensen

Partner, Tax, PwC Denmark

Tlf: 2366 3918

Følg PwC