Megatrends effekter på verdensøkonomien frem mod 2035

image
  • 29/04/25

Kunstig intelligens (AI) har potentiale til at løfte den globale økonomi med op til 15 procentpoint frem mod 2035, men det kræver globalt samarbejde og en ansvarlig anvendelse af teknologien, viser ny global undersøgelse fra PwC.

PwC’s analyse Value in Motion viser, hvordan virksomheder, regeringer og samfund globalt står over for en virkelighed, hvor innovation, samarbejde og modstandskraft bliver centrale konkurrenceparametre. Analysen bygger på en økonomisk model, der vurderer effekterne af megatrends som kunstig intelligens, demografiske ændringer og klimaforandringer.

Tre vækstscenarier og klima som risikofaktor

Analysen beskriver tre mulige retninger for verdensøkonomiens udvikling frem mod 2035, afhængigt af graden af globalt samarbejde, tillid og ansvarlig teknologiudnyttelse. I det mest positive forløb kan AI løfte den globale økonomi med op til 15 procentpoint, som svarer til en årlig vækstforøgelse på over ét procentpoint. 

Ved en mere fragmenteret udvikling og begrænset samarbejde er vækstbidraget fra AI omkring 8 procentpoint, mens det i et scenarie præget af lav tillid, minimal international samarbejde og teknologisk splittelse kun er cirka 1 procentpoint. Derudover vil klimaforandringer, fx stigende havniveauer, ekstreme vejrfænomener og ressourceknaphed, ifølge analysen reducere verdensøkonomiens størrelse med næsten 7 procentpoint i 2035 sammenlignet med et scenarie uden klimaforandringer.

Nye domæner og vækstmuligheder

Value in Motion viser, at virksomheder i stigende grad står over for at gentænke, hvordan de skaber og leverer værdi, i takt med at megatrends forandrer markedsvilkårene. I 17 ud af 22 sektorer globalt er presset for at gentænke forretningsmodellen på det højeste niveau i 25 år, viser Value in Motion. 

Som en følgevirkning af forandringer i markedsvilkår vil traditionelle industrier i højere grad begynde at omforme sig, og nye vækstmuligheder vil opstå, hvor virksomheder skaber værdi på tværs af brancher. På globalt plan står op mod 7,1 bio. dollars til at skifte hænder allerede i 2025.

Om Value in Motion

Value in Motion vurderer megatrends fremtidige påvirkning ved at kombinere scenarieudvikling, kvantitativ modellering og ekspertvurderinger. Det basale vækstscenarie uden AI bygger på "business-as-usual"-fremskrivninger, som justeres for at isolere AI’s effekt. Klimapåvirkningen er baseret på ekstern forskning, der estimerer BNP-tab som følge af fysiske klimatrusler. Undersøgelsen inkluderer også BMR Pressure Index, der måler virksomheders pres for at tilpasse deres forretningsmodeller.

Læs mere om analysen her.

Få seneste nyt fra PwC

Vær på forkant med nye tiltag og tendenser i erhvervslivet. Du bliver også inviteret til agendasættende events, hvor vi sammen får ny viden, perspektiver og relationer.

Publikationer og udgivelser

Seneste publikationer, analyser og undersøgelser om emner som skat, regnskab, IFRS, revision, moms, told og afgifter.

Følg PwC