Medarbejderejede virksomheder – også kaldet demokratiske virksomheder – har historisk spillet en central rolle i Danmark bl.a. med de første andelsmejerier fra midten af 1800-tallet, men på trods af historikken er antallet af medarbejderejede virksomheder i dag relativt begrænset. Lovforslaget, som er en del af Iværksætteraftalen fra 2024, søger at fremme denne type ejerskab ved at introducere en ny model for generationsskifte, der skal gøre det lettere for medarbejdere at finansiere generationsskiftet af en virksomhed.
I dag er det muligt at overdrage et kapitalselskab med skattemæssig succession til familiemedlemmer, nærtstående medarbejdere eller til en erhvervsdrivende fond, hvormed virksomhedsejeren ikke bliver beskattet af gevinsten på kapitalandelene ved overdragelsen. I stedet indtræder modtageren af kapitalandelene i den udskudte skatteforpligtelse. Tilsvarende mulighed med overdragelse til medarbejdere (generel medarbejdermodel) med skattemæssig succession eksisterer ikke i dag.
Den nye, foreslåede model indebærer, at virksomhedsejeren også kan overdrage sine kapitalandele til en medarbejderejet virksomhed, uden at der sker beskatning ved overdragelsen. Dermed vil det være muligt, at overdragelsen til den medarbejderejede virksomhed også kan ske med skattemæssig succession, således at det medarbejderejede selskab overtager virksomhedsejerens skatteforpligtelse. Skattefordelen vil være under forudsætning af overholdelse af en række betingelser, herunder en række skatteretlige værnsregler, bl.a. at der skal være tale om overdragelse af kapitalandele i en driftsaktiv erhvervsvirksomhed og ikke en såkaldt pengetank.
Modellen er tænkt som et supplement til de nuværende generationsskiftemodeller og har til formål at fastholde og styrke danske arbejdspladser. Små og mellemstore virksomheder står ofte over for betydelige udfordringer, når deres ejerledere ønsker at træde tilbage eller går på pension. Traditionelle modeller for virksomhedsoverdragelse indebærer ofte høje finansielle omkostninger, hvilket kan udelukke potentielle medarbejderkøbere. Med den nye model søges disse barrierer nedbrudt gennem navnlig skattefordele, der gør opkøb økonomisk tilgængeligt for mange medarbejdere, der tidligere har været hæmmet af manglende midler.
Medarbejdernes ejerskab skal ifølge høringsudkastet ske via en nystiftet virksomhed med begrænset ansvar, dvs. enten et andelsselskab med begrænset ansvar (A.M.B.A) eller en forening med begrænset ansvar (F.M.B.A.). Det vil også være et krav, at der er tale om en generel medarbejderordning, og at medarbejdervirksomheden drives på demokratisk vis. Ligeledes lægges der op til, at overdragelsen af kapitalandelene til medarbejdervirksomheden som minimum skal udgøre 25 % af ejerskabet og stemmerettighederne.
Modellen vil kunne anvendes, uden at medarbejderne skal finansiere købet med egne midler. Betaling af købesummen vil kunne ske med kommende års overskud i den virksomhed, som medarbejderne er ansat i. Der er lagt op til, at der vil være brede rammer for medarbejdernes mulighed for finansiering af et generationsskifte, så modellen bliver bredt anvendelig blandt danske virksomheder.
Alle medarbejdere i virksomheden skal som udgangspunkt have tilbuddet om at blive medejere af medarbejderejevirksomheden. Endvidere vil modellen kræve en bred medarbejdertilslutning, idet mindst fem deltagere, der tilsammen udgør mere end halvdelen af alle medarbejderne, skal være med til at stifte medarbejderejevirksomheden.
Der skal udarbejdes en beholdningsoversigt til Skattestyrelsen, som viser alle de kapitalandele, der overdrages til medarbejderejevirksomheden. Disse kapitalandele skal indgå ved opgørelsen af overdragerskatten, som opgøres til 22 % (selskabsskattesatsen) af den opgjorte avance på kapitalandelene. Overdragerskatten skal føres på en saldo, der først afdrages ved medarbejderejevirksomhedens afståelse af de erhvervede kapitalandele eller ved modtagelse af udbytte mv. Både beholdningsoversigt og overdragerskatten skal indberettes til Skattestyrelsen hvert år. Virksomhedsejerens skatteforpligtelse overdrages således til medarbejderejevirksomheden, men forfalder løbende til betaling (i modsætning til de nuværende regler om overdragelse med skattemæssig succession, hvor skatten forfalder ved afhændelse mv.).
Med den foreslåede generationsskiftemodel med overdragelse til et medarbejderselskab er det hensigten, at virksomheder kan føres videre af medarbejderne, som vil kunne medvirke til at sikre virksomhedens stabilitet og kontinuitet.
Udkastet til lovforslaget er sendt i offentlig høring fredag den 27. juni 2025 med høringsfrist den 21. august 2025. De nye regler forventes at træde i kræft med virkning fra den 1. januar 2026.
Vær på forkant med nye tiltag og tendenser i erhvervslivet. Du bliver også inviteret til agendasættende events, hvor vi sammen får ny viden, perspektiver og relationer.
Seneste publikationer, analyser og undersøgelser om emner som skat, regnskab, IFRS, revision, moms, told og afgifter.