Tre anbefalinger til udledere, udviklere og investorer, der skal byde på den nye pulje til CO2-fangst og -lagring

#

Det endelige udbudsmateriale for CCS-puljen blev offentliggjort i begyndelsen af oktober. Her er tre punkter, som tilbudsgivere skal være særlig opmærksomme på.

Den 9. oktober 2024 offentliggjorde Energistyrelsen udbudsmateriale til CCS-puljen, der skal sikre fangst og lagring af CO2 fra 2029 og hjælpe Danmark på vej mod at blive klimaneutral. Puljen har et samlet budget på 28,7 milliarder kroner og skal dække omkostninger til fangst, transport og geologisk lagring af fossil, biogen og atmosfærisk CO2 over en 15-årig periode.

I puljen kan der søges støtte til projekter, der kan fange og lagre mindst 100.000 ton CO2 om året. Støtten udbetales per lagret ton CO2, og puljen er designet med henblik på at sikre flest mulige CO2-reduktioner til lavest mulige pris. Tilbudsgiverne skal derfor byde ind med en fast mængde CO2, de forventer at fange og lagre per år, samt pris per lagret ton CO2. Når Energistyrelsen skal finde vinderne af udbuddet og tildele kontrakter, vil prisen vægte 80 %, mens modenhed af tilbudsgiveres projekt vægtes 20 %.

I juni 2024 blev de væsentligste vilkår i udbudsmaterialet for CCS-puljen meldt ud i forbindelse med en markedshøring. På baggrund af høringen samt to markedsdialoger, hvor interessenter og potentielle tilbudsgivere kunne kommentere udbudsmaterialet og lufte eventuelle bekymringer, har Energistyrelsen foretaget en række ændringer i det endelige udbudsmateriale.

De væsentligste ændringer i udbudsmaterialet er:
  • CO2-lager og -transport kan udskiftes: Af kontraktudkastet i udbudsmaterialet fremgår det, at både CO2-lageret og CO2-transporten kan udskiftes både midlertidig og permanent efter COD. Der åbnes også for, at operatøren kan udskifte CO2-lager før COD, hvis en række betingelser er opfyldt. Af det udbudsmateriale, som blev offentliggjort i juni samt det tilhørende informationsmøde, fremgik det ellers, at udskiftninger ikke ville være mulige. Energistyrelsen har foretaget ændringerne i udbudsmaterialet i erkendelse af, at der er usikkert, om CO2-lagrene på land vil være klar til 2030.
  • INDO kan ikke blive bindende: På informationsmødet i juni forlød det, at Energistyrelsen forbeholdt sig ret til at tildele kontrakter på baggrund af INDO. Det er ikke længere tilfældet. Kontrakter kan kun tildeles på baggrund af BAFO. Det betyder, at tilbudsgivere nu får væsentlig mere tid til at få styr på få styr på aftalegrundlaget for CCS-værdikæden.
  • Ansøgere får mere tid: På baggrund af høringssvarene og markedsdialogen har Energistyrelsen valgt at udskyde fristen for at ansøge om at blive prækvalificeret samt fristerne for aflevering af INDO og BAFO med et par måneder. Energistyrelsen forventer dog stadig at tildele kontrakter til vinderne af udbuddet i april 2026.
De vigtigste datoer i udbudsmaterialet er:
25. marts 2025: frist for ansøgninger fra potentielle tilbudsgivere om at blive prækvalificeret til at deltage i udbuddet.
26. august 2025: Frist for aflevering af INDO
17. december 2025: Frist for aflevering af BAFO
April 2026: Energistyrelsen tildeler kontrakter til vinderne af udbuddet

Hvad skal tilbudsgivere være særligt opmærksomme på?

Tidsfristen for ansøgninger nærmer sig med hastige skridt og tilbudsgivere ser ind i en travl vinter og et forår, hvor den samlede CCS-værdikæde (for fangst, transport og lagring) skal på plads. Her er tre centrale forhold, som tilbudsgivere og aktører i CCS-værdikæden skal være særlig opmærksom på, når projektet udarbejdes:

  • Få styr på aftaler på tværs af CCS-værdikæden: Tilbudsgivere bør allerede nu begynde at drøfte kommercielle og kontraktuelle forhold med samarbejdspartnere og leverandører af transport og lagerplads, så der er tid til at håndtere eventuelle uoverensstemmelser og nå til enighed. Tilbudsgiver er nemlig ansvarlig for hele CCS-værdikæden. Det betyder, at der skal etableres samarbejder og indgås aftaler med en mængde aktører. Jo flere konkrete aftaler, tilbudsgiver får på plads inden prækvalificeringsansøgningen, INDO og BAFO, des færre risici vil tilbudsgiver have senere i forløbet.
  • Pris per lagret ton CO2: Tilbudsgiver skal nøje overveje, hvilken pris der bydes ind med, hvilke risici der er indeholdt i prisen, samt hvem der skal dække eventuelle tab. Når der konkurreres på pris, står tilbudsgivere stærkere, hvis prisen er lav, men en lav pris kan komme med betydelige risici. I forhold til prisen ligger der for eksempel en relevant afvejning af, om den skal være baseret på et CO2-lager på land eller til vands. Hvis lageret ikke er klar til at modtage CO2 fra projektets COD, skal der findes et nyt lager. Det kan føre til, at udgifterne til transport og lagring, og dermed prisen per lagret ton CO2, stiger. Størrelsen på det statslige tilskud vil ikke stige tilsvarende, men forblive det samme
  • Afgør, hvem der skal betale for eventuelle forsinkelser: Det er et krav for at komme i betragtning til CCS-puljen, at tilbudsgiver kan levere fuld fangst og lagring fra 2030, og manglende fangst- og lagringsleverancer udløser bøder. Det er derfor nødvendigt at afklare, hvem der skal dække eventuelle tab og hæfte for bøder i det tilfælde, at projektet forsinkes. Forsinkelser er en reel risiko, da der både skal gennemføres diverse geologiske undersøgelser og bygges lagre og fangstanlæg i en tid med pressede forsyningskæder og globale sikkerhedspolitiske spændinger.

Med CO2-fangst og -lagring kan de tunge industrier reducere deres CO2-udledninger

I podcasten Voices in Tech diskuterer Henrik Utvik fra Aqualung Carbon Capture og Jürgen Petersheim fra PwC Tyskland, hvorfor vi har brug for CCS

Kontakt os

Morten Rasmussen

Director, Advisory, PwC Denmark

3093 6970

E-mail

Torsten Schmidt-Jensen

Director, Consulting, Hellerup, PwC Denmark

5138 4981

E-mail

Følg PwC

Required fields are marked with an asterisk(*)

By submitting your email address, you acknowledge that you have read the Privacy Statement and that you consent to our processing data in accordance with the Privacy Statement (including international transfers). If you change your mind at any time about wishing to receive the information from us, you can send us an email message using the Contact Us page.

Hide