Nurettin Korkmaz arbejder som revisor hos PwC for blandt andre sundhedssektoren. Med sin dybe brancheindsigt hjælper han bl.a. med rådgivning og redskaber, der letter de administrative processer i dagligdagen, som er blevet mere komplekse på grund af øget regulering.
Som en del af sit arbejde hos PwC er han også ekstern lektor på Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere i København. Her underviser han i administration og bogholderi med udgangspunkt i sit branchekendskab og klæder eleverne på til deres fremtidige arbejdsopgaver, og forbereder dem på, hvordan arbejdsmarkedet kommer til at se ud:
“En større del af klinikarbejdet er administrative opgaver. Når jeg underviser kommende tandplejere, føler jeg, at jeg bidrager til at gøre en reel forskel, som kan styrke dem i deres karriere og betyde, at de får mere ud af deres forretning og ikke mindst indsigt og viden, der frigiver mere tid til omsorg for patienterne. Det motiverer mig i høj grad, at jeg er med til at dele min viden og på den måde tage del i og løse nogle af de problemstillinger, virksomhederne i vores samfund står over for i dag.”
Digitalisering er et område, som ligger højt på agendaen hos kunderne, hvor nye teknologiske muligheder for at drive forretning er en øget konkurrencemæssig faktor. Nurettin oplever ofte, at hans kunder finder det udfordrende at sætte sig ind i de mange nye muligheder på digitaliseringsområdet:
“Digitalisering og administrative processer er oftest de største udfordringer hos de ejerledede virksomheder. Digitalisering står højt på agendaen hos PwC, og jeg er meget glad for, at jeg kan levere konkrete løsninger og værktøjer til kunden, som gør det muligt at imødekomme kompleksiteten i digitaliseringsarbejdet og styrke hele den administrative del af deres forretning. Det er noget, der gør en stor og langsigtet forskel for kunderne.”
For mange virksomheder er mangel på arbejdskraft i dag en stor udfordring. Og det er noget, Nurettin særligt kan mærke hos de små og mellemstore ejerledede virksomheder, som ofte har svært ved at finde de rette medarbejdere:
“Vi gør meget ud af at skabe synergi mellem vores forskellige kompetenceområder i PwC for at løse kundens væsentlige problemstillinger. Med vores indblik i hele kundens forretning kan vi rådgive om andre aktuelle udfordringer, som fx mangel på arbejdskraft.”
For Nurettin er det interne samarbejde om at gøre en forskel for kunderne meget givende:
“Jeg plejer altid at sige, at hvis jeg ikke selv har svaret, så har jeg i hvert fald mere end 2.400 kolleger, der kan hjælpe mig med at kunne give den helt rigtige rådgivning og dermed skabe en tillidsfuld relation til kunden. Det er en kæmpe fordel, at vi har så mange kompetencer i huset. Det skaber også gode karrieremuligheder. Jeg er fx selv gået fra at sidde med traditionel revision til at have en mere serviceorienteret og branchespecifik rolle.”
Pernille Ristorp Thornæs Sørensen
Senior Associate, Human Capital, PwC Denmark
Tlf: 3945 3645