Første halvår af 2024 bød på en mindre stigning i aktiviteten på det nordiske IPO markedet.
PwC’s analyse af det nordiske marked for børsnoteringer viser, at der i H1 2024 var 13 IPO’s eller direkte noteringer (direct listings) på de nordiske markeder, der tilsammen rejste euro 654,9 mio.
Til sammenligning var der 11 IPO’s eller direkte noteringer der tilsammen rejste euro 500,4 mio. i H1 2023, og 10 IPO’s eller direkte noteringer der tilsammen rejste euro 401,3 mio. i H2 2023.
Analysen dækker regulerede markeder og multilaterale handelsfaciliteter i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.
I Danmark er der to markedspladser, Nasdaq Copenhagen, Main Market og Nasdaq First North Growth, Denmark. Aktiviteten i Danmark har i første halvår af 2024 været meget afdæmpet. Noteringen af Svitzer Group A/S, som er et resultat af spaltningen af A.P. Møller Mærsk A/S, er således den eneste notering på en dansk markedsplads i H1 2024.
På trods af den stille start på 2024 er der optimisme at spore i de nordiske lande i forhold til, at markedet for børsnoteringer vil komme sig hen imod afslutningen af 2024 og starten af 2025.
Den Europæiske Centralbank har i juni sænket renten, og markedet forventer en yderligere sænkning, hvilket kan stimulere markedsaktiviteten. På trods af den fortsatte store geopolitisk usikkerhed, oplever vi således, at et stigende antal selskaber forbereder sig på en børsnotering i de nordiske markeder.
Forventningerne til anden halvdel af 2024 er dog fortsat, at vinduerne for en succesrig notering er begrænsede, hvorfor det er klogt at være velforberedt og klar til at handle hurtigt, når en mulighed byder sig.