10/11/22
Byggemoms er en særlig moms, der skal beregnes, når ansatte foretager arbejde omkring udvikling/vedligeholdelse af egne ejendomme. Desværre oplever vi, at mange virksomheder ikke er bekendte med dette, hvilket kan give ubehagelige overraskelser i tilfælde af en momskontrol.
Byggemoms er en særlig form for moms, der skal betales for det arbejde, en virksomheds egne medarbejdere udfører på bygninger, der opføres eller ombygges/moderniseres for virksomhedens egen regning.
Byggemomsen kan kun fradrages i det omfang, bygningen bruges til momspligtig aktivitet. Den er derfor særlig byrdefuld for fx boligudlejningsselskaber, som ikke har nogen fradragsret for moms.
Byggemoms kan derfor potentielt medføre betydelige (og uforudsete) ekstraomkostninger, når momsen ikke fra start er indregnet i byggebudgettet.
Vi oplever ofte, at virksomheder bliver overraskede over byggemoms, hvorfor vi her vil forklare den bagvedliggende regel.
Baggrunden for reglen om byggemoms er, at virksomheder, hvis egne medarbejdere opfører bygninger, ikke får en konkurrencefordel i forhold til virksomheder, der får eksterne til at opføre eller ombygge/modernisere bygningerne. Byggemomsen sikrer, at momsbelastningen på et byggeri er den samme, uanset om en virksomhed selv opfører bygningen eller lader den opføre af andre.
Dette er særligt relevant, når den pågældende virksomhed ikke har momsfradrag for byggemomsen, fx fordi bygningen skal anvendes til momsfri udlejning.
Byggemoms skal betales af virksomheder, der med egne ansatte enten:
Byggemoms indberettes som salgsmoms på den almindelige momsangivelse og udgør 25 % ligesom almindelig moms.
Det er særligt vigtigt at være opmærksom på, om beløbsgrænsen for reparation og vedligeholdelse overskrides. Hvis grænsen overskrides, skal der betales byggemoms af hele beløbet allerede fra første krone. Beløbsgrænsen dækker samlet arbejde på alle virksomhedens ejendomme.
Byggemoms skal beregnes på baggrund af ”normalværdien” af de omfattede byggeydelser, dvs. det egentlige byggearbejde og projektering. Normalværdien er i udgangspunktet den pris, som ydelserne ville koste mellem uafhængige parter. Det kan være vanskeligt at fastsætte dette grundlag, hvorfor vi foreslår, at der søges konkret rådgivning.
Virksomheder, der afregner byggemoms, kan trække byggemomsen fra efter de almindelige regler for momsfradrag. Byggemomsen bliver derfor kun en belastning, hvis den vedrører en hel eller delvis momsfri aktivitet, fx boligudlejning.
Bemærk dog, at byggemomsen skal indgå i opgørelsen for delvist fradrag, hvorfor den kan øge retten til delvist fradrag på fællesomkostninger.
Bemærk også, at hvis flere virksomheder indgår i en fællesregistrering for moms og leverer disse ydelser inden for fællesregistreringen, kan dette også udløse byggemoms.
Reglerne omkring byggemoms er komplekse og kan have meget stor betydning i helt eller delvist momsfritagne virksomheder. Vi anbefaler derfor, at I søger råd eller sparring, hvis I er i tvivl om reglerne, og om jeres virksomhed er omfattet.
Vi står altid til rådighed for en uforpligtende snak.