Omkostningsbesparelser har tidligere været det primære fokus for etablering og udvikling af shared service center og Global Business Service (GBS). I dag er det dog ikke udelukkende en kilde til omkostningseffektivitet, men CFO’er anerkender i stigende grad, at et stærk GBS-setup kan skabe værdi på en lang række andre strategiske punkter. Dette inkluderer at være førende for den digitale transformation, standardisering af processer, gennemsigtighed samt skalerbarhed. Ved at prioritere denne udvikling, kan GBS-organisationer spille en afgørende rolle i at etablere standarder for effektivisering og optimering, der skaber værdi på tværs af hele organisationen. Det er blandt konklusionerne fra PwC's GBS Study 2023, som bygger på svar fra shared service centers fra en bred vifte af industrier, lande og virksomhedsstørrelser.
Undersøgelsen viser desuden at digital transformation, standardisering samt evnen til at løse mere komplekse og værdiskabende udfordringer er blandt de vigtigste emner for virksomheders GBS-strategi. Implementeringen af disse initiativer er en længerevarende proces, og forventes derfor at være omdrejningspunkter for flere organisationer et godt stykke ud i fremtiden.
Digitalisering er øverst på agendaen i GBS-organisationer, men samtidig med en erkendelse af at standardisering er en forudsætning for at få fuldt udbytte af digitaliseringens muligheder. Derudover er det interessant, at opskalering til mere komplekse opgaver ligger på en klar 3. plads hos GBS-organisationer. Det betyder, at de har fokus på at bevæge sig op i værdikæden i takt med, at der bliver frigjort ressourcer via automatisering.
Rune Pind Nielsen, Senior Manager, Finance Transformation.Rune Pind Nielsen