Momsnyt for delvist momsfritagne virksomheder

18/01/24

Ved årsskiftet blev en ny bestemmelse indført i momsloven med virkning fra 1. januar 2024, som medfører en ny indberetningsforpligtelse for alle momsregistrerede virksomheder. Derudover gælder nye regler for indberetning af korrektioner som følge af endelig opgørelse af den omsætningsbaserede momsfradragsprocent.

Ny indberetningsforpligtelse

Den nye § 38 a har til formål at øge virksomheders opmærksomhed på reglerne om delvis momsfradragsret og dermed mindske antallet af ubevidste fejl.

Alle momsregistrerede virksomheder skal fremadrettet én gang årligt oplyse, om virksomheden har momsfrie aktiviteter, som er omfattet af momslovens § 13, stk. 1. Momsfrie aktiviteter omfatter bl.a. udlejning af fast ejendom, undervisning, kulturelle aktiviteter, og personbefordring, mv.

Virksomheder med momsfrie aktiviteter har for visse omkostninger alene ret til delvist momsfradrag baseret på en omsætningsfordeling (forholdet mellem virksomhedens momspligtige omsætning og virksomhedens samlede momspligtige og momsfrie omsætning). Disse virksomheder skal derfor for hvert regnskabsår opgøre en delvis momsfradragsprocent for det specifikke regnskabsår.

Indberetningen bliver en integreret del af den almindelige momsangivelse, der dækker juni måned – dvs. momsangivelsen for juni, andet kvartal eller første halvår afhængig af indberetningsfrekvens.

Virksomheder, der oplyser, at de har momsfrie aktiviteter, skal oplyse størrelsen af den foreløbige momsfradragsprocent for året, samt slutdatoen for det regnskabsår, som momsfradragsprocenten er beregnet på baggrund af.

Anvendelse af den samme momsfradragsprocent for hele året

Da omsætningsfordelingen for regnskabsåret først er endeligt kendt ved regnskabsårets udløb, skal en foreløbig momsfradragsprocent anvendes i løbet af regnskabsåret. Efter endelig opgørelse korrigeres det momsfradrag, der er foretaget på baggrund af den foreløbige momsfradragsprocent, til at være i overensstemmelse med den faktiske momsfradragsprocent for året.

Den foreløbige momsfradragsprocent udgør i udgangspunktet den opgjorte omsætningsfordeling for det seneste regnskabsår. I det tilfælde, hvor omsætningsfordelingen for det seneste regnskabsår ikke er opgjort på tidspunktet for indberetning af første momsangivelse for det nye regnskabsår, anvendes den opgjorte omsætningsfordeling for regnskabsåret før det seneste regnskabsår.

Der skal anvendes samme foreløbige momsfradragsprocent for hele året.

Eksempel

Ved opgørelse af momsfradragsprocenten for år 2 før første indberetning for år 3, anvendes momsfradragsprocenten for år 2 foreløbigt i hele år 3.

Ved opgørelse af momsfradragsprocent for år 2 efter første indberetning for år 3, anvendes momsfradragsprocenten for år 1 foreløbigt i hele år 3.

For nyetablerede virksomheder danner omsætningen i de enkelte indberetningsperioder grundlag for den foreløbige momsfradragsprocent.

Korrektioner som følge af endelige opgørelse af momsfradragsprocenten

Siden ikrafttrædelsen af de nye renteregler vil enhver efterangivelse, der resulterer i et skyldigt beløb til Skattestyrelsen, være genstand for renter. Med henblik på at undgå uhensigtsmæssig renteopkrævning over for virksomheder, der har anvendt en højere foreløbig momsfradragsprocent, er nye regler trådt i kraft, som fastlægger tidspunktet for korrektioner som følge af endelig opgørelse af momsfradragsprocenten.

Korrektionerne skal fremadrettet medregnes i den momsangivelse, der omfatter den sjette måned efter regnskabsårets udløb, uanset om regnskabsåret følger kalenderåret eller er forskudt. Efter lovens ordlyd skal indberetning af korrektionerne ske i denne indberetning, uanset at opgørelsen er klar til indberetning tidligere.

Det betyder også, at den endelige fradragsprocent for det foregående regnskabsår blot skal opgøres senest i forbindelse med denne indberetning. 

Lad os hjælpe

Vi står klar til en drøftelse, hvis I har spørgsmål til momsreglerne for delvist momsfritagne virksomheder.

Kontakt os

Matilde Maria Rørholm Lorenzen

Manager, indirekte skatter, Aarhus, PwC Denmark

+45 8932 0065

E-mail

Følg PwC