Danmark står – ligesom resten af Europa – over for en ny geopolitisk virkelighed, hvor sikkerhed og forsvar igen er rykket højt op på den politiske dagsorden. Det har ført til markante investeringer i forsvaret, både nationalt og i regi af NATO og EU.
Men selvom forsvarsbudgettet vokser, er det langt fra givet, at investeringerne omsættes effektivt til øget kapacitet og operationel effekt. Erfaringer fra både Danmark og vores europæiske naboer viser, at der ofte opstår forsinkelser, flaskehalse og manglende sammenhæng mellem midler og mål.
Det stiller større krav til, hvordan der købes ind, og hvordan det offentlige samarbejder med industrien. For i en tid med både stigende trusler og store investeringer er spørgsmålet ikke om der skal sikres bedre værdi for pengene i forsvarsindkøb – men hvordan det gøres.
Her er fem konkrete anbefalinger, der kan styrke effektiviteten og robustheden i det danske forsvarsindkøb:
Forsvarsindustrien står over for komplekse krav og forventninger – og leverandørernes adfærd formes i høj grad af de incitamenter, de møder fra markedet, ejere og kontrakter. Hvis det offentlige ønsker en anden adfærd, kræver det, at incitamenterne ændres.
Det offentlige kan ikke styre markedskræfterne, men det kan designe kontraktformer, der i højere grad understøtter kvalitet, effektivitet og innovation. Der er brug for en ny tilgang med mere fleksible og strategisk orienterede kontrakter, understøttet af en industristrategi, der balancerer kortsigtede og langsigtede hensyn. Samtidig bør der etableres stærkere partnerskaber med fælles styring af omkostninger og risici.
En stor del af forsvarsindustrien arbejder med ældre faciliteter og processer, der begrænser både produktivitet og eksportpotentiale. Det betyder også, at forsvaret i sidste ende ikke får det bedst mulige udstyr.
Udfordringen skyldes ikke nødvendigvis manglende vision, men manglende incitament til at investere. Det kan ændres, hvis Forsvaret:
Der er ofte få leverandører på markedet, og de største leverandører opererer på kommercielle vilkår med klare krav fra deres ejere. Derfor er det afgørende, at Forsvaret proaktivt styrer relationerne.
Flere lande har etableret industrifora og strategier, men de bruges ofte kun til informationsudveksling. Man kan derfor med fordel:
Traditionelt definerer Forsvaret sine krav, og herefter indgås en kontrakt. Men når kravene ændrer sig undervejs, som de ofte gør, skaber det udfordringer for økonomi, tid og leverancer.
Derfor er der behov for kommercielle modeller, der kan håndtere ændringer og stadig skabe værdi. En mulighed er, at leverandør og kunde i fællesskab fastlægger en ramme med forskellige mulige behov og scenarier – i stedet for én fast specifikation – inden for klare grænser for omkostninger og risici.
Forsvarsanskaffelser tager ofte flere år fra behov til kontrakt. Det betyder, at udstyr kan ankomme for sent, eller at kompromiser må indgås for at undgå kapacitetsgab. Det går ud over både beredskab og økonomi.
For at accelerere indkøb kan man:
Når trusselsbilledet ændrer sig, og forsvarsbudgetterne vokser, er det ikke nok blot at bruge flere penge – vi skal bruge dem klogere. Effektivitet, gennemsigtighed og samarbejde bliver afgørende nøgleord i de kommende års forsvarsindkøb.
De fem anbefalinger er ikke en udtømmende løsning, men et bud på, hvordan vi kan styrke værdiskabelsen i en kompleks og strategisk vigtig sektor. Det kræver politisk vilje, klare rammer og et tættere samarbejde mellem myndigheder og industri.
Hos PwC arbejder vi tæt sammen med både offentlige aktører og virksomheder i forsvarsindustrien – med fokus på at omsætte strategi til handling og sikre mest muligt ud af investeringerne.
Vil du vide mere om, hvordan forsvarssektoren kan styrkes i en ny geopolitisk kontekst? Så dyk ned i rapporten Future of Public Defense Organizations, hvor vi går mere i dybden med de globale tendenser og anbefalinger.