Kirsten Agger: “Fleksibiliteten har været afgørende for mig”

Kirsten Agger har al den tid, hun har arbejdet som revisor, haft en drøm om at blive statsautoriseret revisor (SR). Hun startede sit uddannelsesforløb i 2017, men måtte sætte det på pause, da hun blev mor til sine to piger. Da hun vendte tilbage fra sin anden barsel, var drømmen om at opnå autorisationen bestemt ikke blevet mindre, hvorfor hun genoptog studiet. 

“Jeg føler, at det har været en drøm, jeg har haft hele livet. Når man arbejder som revisor, er det nok bare den ultimative drøm - det har det i hvert fald været for mig. Og så er det jo bare et stempel på, at man har fagligheden, hvilket betyder rigtig meget for mig,” siger Kirsten.

Et forløb, der krævede koordination, fokus og fleksibilitet

For Kirsten krævede det en god koordination mellem hjemmefronten med to børn, arbejde og uddannelse at gennemføre forløbet.

“Måden jeg har balanceret dette, har været ved at fokusere på ét område ad gangen. Det var vigtigt for mig at være til stede, der hvor jeg nu var. Når jeg var derhjemme, sørgede jeg for at slappe af og parkerede derfor de to andre vigtige bolde for en stund. Det er nemlig særlig vigtigt at anerkende betydningen af at være til stede derhjemme - især i de perioder, hvor det er hårdt,” fortæller Kirsten.

Her lægger Kirsten dog også særlig vægt på den fleksibilitet, hun oplevede under sit forløb. 

“Fleksibilitet har været afgørende for, at jeg har opnået min drøm. Mine kolleger og ledere har udvist stor forståelse for min situation og været vildt gode til at give mig plads og ro, hvilket har sikret, at jeg har kunne aflevere mine opgaver og få den nødvendige træning. Samtidig har det været med til at minimere den tid, jeg skulle være væk fra familien,” fortsætter Kirsten. 

Gode forberedende rammer og et solidt sammenhold

De revisorer, der indleder et SR-forløb i PwC, får stillet en dedikeret mentor til rådighed, som de sparrer med om alt fra læseplaner, tilgange til opgaver, udbytte af feedback og udfordringer. Derudover gennemgår de en række eksamensforberedende kurser. 

“Op til den mundtlige eksamen var der sat et helt forløb op, hvor vi både havde fokus på metodetræning og gennemgik en masse prøveeksamener. På den måde gav forløbet os de bedste forudsætninger for at sidde ved bordet på Børsen, ” - deler Kirsten. 

Udover mentorordningen og de eksamensforberedende kurser bliver kandidaterne tilknyttet en læsegruppe, som de løbende kan sparre med. 

“Jeg allierede mig med en stærk læsegruppe, hvor vi i løbet af året mødtes og drøftede en række emner, så vi var klar - også på nogle af de områder, vi måske ikke var så stærke i. Vi havde meget forskellige baggrunde, hvilket gjorde, at vi kunne bidrage med varieret viden fra en række forskellige områder. Vi var også gode til at hjælpe hinanden på tværs af grupperne. Var vi låst fast i noget, sparrede vi og delte vores erfaringer. Derfor har sammenholdet været rigtig godt,” - fortsætter Kirsten.  

Kirstens bedste karriereråd: “Byd oplevelsen velkommen” 

For Kirsten var der ingen tvivl om, hvilket råd hun ville give videre til de kolleger og andre, som går med en drøm om en dag at blive statsautoriseret revisor. 

“Nyd rejsen undervejs. Accepter, at der gennem forløbet vil være op- og nedture. Byd især nedturene velkommen, for det er her du virkelig udvikler dig. Jeg har selv arbejdet meget med nervøsitet, men til sidst glædede jeg mig til at sidde ved bordet inde på Børsen. Så man rykker sig virkelig, derfor skal man byde oplevelsen velkommen,” fortæller Kirsten

Klar til selv at lægge hånden på kogepladen 

Med den nye rolle som statsautoriseret revisor følger et stort ansvar - både i forhold til at godkende regnskaber, men også som faglig sparringspartner for sine kolleger. Dette er et ansvar, som Kirsten ser frem til at påtage sig. 

“I rollen som statsautoriseret revisor kommer jeg til at skrive under på regnskabet og selv være den, der lægger hånden på kogepladen og tager det fulde ansvar. Derudover glæder jeg mig især til at kunne sparre og hjælpe de kolleger, der selv vil på denne rejse og hjælpe dem med at skrue arbejds- og studiekalender sammen,” afslutter Kirsten.

Følg PwC