“Vi er med til at sætte cybersikkerhed på agendaen”

Som sikkerhedsekspert i Security & Technology-teamet hos PwC Consulting har Klaus en spændende hverdag. I tæt samarbejde med sine kolleger hjælper han danske private virksomheder og offentlige organisationer med at opdage, reagere på, undersøge og afhjælpe cybertrusler på tværs af hele forretningen og organisationen:

“Cybertruslen er i dag blevet så stor, at det kan være for kompleks og svær en opgave for virksomhedens it-afdeling alene at sikre det fornødne sikkerhedsniveau. I PwC kan vi løfte denne opgave for vores kunder. Når jeg fx rådgiver en kunde om cybersikkerhed, samarbejder jeg med et team af cybersikkerhedsspecialister, GDPR-specialister, jurister og infrastrukturfolk. Denne brede palette af kompetencer, som også rækker globalt, motiverer mig meget i mit daglige arbejde, fordi det øger værdien af den rådgivning og de handlingsplaner, vi leverer til kunden. Det bidrager i sidste ende til at øge sikkerheden i virksomheder og i samfundet generelt.”

Fra maskinrummet til direktionsgangen

Klaus har en baggrund inden for hæren, hvor han i 22 år har arbejdet med elektronisk krigsførelse og har haft ansvaret for sikkerhedshåndtering og it. Derudover er han uddannet datatekniker og har bred indsigt i det tekniske og teoretiske omkring cybersikkerhed. Når Klaus er ude hos en kunde, oplever han ofte, at det kan være en udfordring for it-afdelingen i virksomheden at formidle det tekniske til ledelsen og bestyrelsen i form af konkrete budskaber. Her kan PwC bidrage og gøre en tydelig forskel:

“Når jeg går helt ned i ‘maskinrummet’ og snakker med medarbejderne og derfra formidler og forklarer det tekniske sprog til ledelsen, skaber jeg en tillidsbaseret dialog om de konkrete cybersikkerhedsmæssige udfordringer, som måske ikke før var på agendaen hos ledelsen. På den måde bidrager PwC til at sætte fokus på en væsentlig problemstilling, som er generel. Her føler jeg virkelig, at jeg gør en stor forskel og det er noget, der giver mig øget arbejdslyst og -glæde.”

For PwC er tillid et aktiv, der er med til at skabe sammenhængskraft og øget værdi i samfundet. Og også i forbindelse med Klaus’ arbejde med cybersikkerhed er tillid en yderst væsentlig faktor - både i relationen til kunderne - men i høj grad også, når det gælder kollegerne:

“Det er vigtigt for mig at have tillid til mine kolleger og vice versa. Dette indebærer bl.a., at man ikke er bange for at sige det højt, når man har brug for sparring omkring en given problemstilling. Man kan ikke have ekspertviden om alt, men ved at samarbejde og trække på hinandens kompetencer på tværs af PwC gør vi hinanden endnu bedre. Jeg er stolt over at være en del af et dygtigt team, hvor et tillidsbaseret samarbejde hver dag skaber grobund for at kunne sikre en øget cybersikkerhed hos vores kunder og styrke sikkerheden i Danmark.”

Kontakt os

Monika Lalevic

Monika Lalevic

Senior Associate, Human Capital, PwC Denmark

Tlf: 3945 9758

Følg PwC