Rekordlave forventninger til Storbritannien som vækstmarked

05/03/20

De danske CEO’ers forventninger til Storbritannien er rekordlave, når det gælder deres foretrukne vækstmarkeder i det kommende år. Til gengæld har de atter større tiltro til både USA og Kina. Det viser de danske resultater fra PwC’s CEO Survey 2020, der netop er blevet præsenteret ved en post Davos-konference hos PwC i Hellerup.

PwC’s CEO Survey 2020 viser, at Storbritannien fortsætter turen ned af listen over de danske toplederes foretrukne vækstmarkeder: Storbritannien er gået fra en 2. plads i 2017 til en delt 9. plads i 2020 sammen med Holland, Finland og Rusland. I 2017 pegede 39 % af de danske topledere på Storbritannien som deres foretrukne vækstmarked - kun overgået af Tyskland med ét procentpoint. I 2018 faldt andelen til 20 % og i 2019 til 12 %. I 2020 er det blot 5 % af de danske topledere, der ser Storbritannien som deres foretrukne vækstmarked.   

“Der er absolut ingen tvivl om, at Brexit og de mange uforudsigeligheder, der er tilknyttet Storbritanniens udtrædelse af EU, påvirker de danske toplederes vækstforventninger til dette marked. I takt med briternes farvel til EU, ser de danske topledere mod nye markeder,” siger Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør i PwC.

USA og Kina skal trække væksten

Efter et knæk i de danske toplederes tro på USA og Kina som vækstmarkeder i 2019 viser PwC’s CEO Survey 2020, at de har fået en fornyet tiltro til de to lande. 38 % af de danske topledere peger på USA som vækstmarked sammenlignet med 34 % i 2019, ligesom tiltroen til Kina som vækstmarked også er vokset med fire procentpoint fra 23 % i 2019 til 27 % i 2020. USA forbliver dermed på en førsteplads over de danske toplederes foretrukne vækstmarkeder, og Kina skubber Tyskland (26 %) ned på en delt 3. plads med Sverige. Dog er målingen foretaget før udbruddet af Corona-virus.

“Spændingen mellem USA og Kina er helt sikkert noget, der har påvirket både de globale og danske topledere, når de har skulle vurdere vækstmulighederne i de to lande for det kommende år. Begge lande oplever dog vækst, mens det ser anderledes ud for nogle af de store markeder i Europa, hvor især væksten på det tyske marked næsten er gået i stå,” siger Mogens Nørgaard Mogensen. 

Sverige rykker på sig, mens Tyskland ligger stille

Hvis vi vender blikket mod vores nabolande, ser de danske topledere nu et lige så stort vækstpotentiale i Sverige som i Tyskland. Sverige er således steget fra 23 % i 2019 til 26 % i 2020, hvorimod Tyskland ligger på sammen niveau som sidste år (26 %).

“Det er naturligt, at de danske topledere holder fokus på de geografiske nærmarkeder i en tid med usikkerhed mange steder i verden. Sveriges økonomi er overordnet set blandt de sundeste i Europa, og selvom væksten er faldet lidt de senere år, ligger den fortsat relativt højt på ca. 2 % årligt,” siger Mogens Nørgaard Mogensen.

Om undersøgelsen

I PwC’s 23. CEO Survey blev der gennemført knap 1.600 interviews i over 83 lande i løbet af det sidste kvartal af 2019. Heraf er 74 danske respondenter fra de største virksomheder. CEO Survey er verdens førende toplederundersøgelse.

Kontakt os

Mogens Nørgaard Mogensen

Senior Partner og adm. direktør, Statsaut. revisor, PwC Denmark

Tlf: 3945 3232

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC