Vil du undgå at betale for meget eller for lidt i skat og sikre en korrekt løn i januar?

20/01/21

Et nyt kalenderår er lig med et nyt skatteår, og det betyder, at der muligvis er nye skatteforhold, man skal huske at tjekke op på. Så hvis du ikke ønsker at starte 2021 ud med en forkert skattebetaling, er det nu sidste chance for at tjekke op på og rette i din forskudsopgørelse, så du får en korrekt januarløn, fortæller PwC’s skatteekspert. 

Selvom langt de fleste informationer og indberetninger til Skattestyrelsen er automatiseret for rigtigt mange skatteborgere, betyder det dog ikke helt, at man selv kan undgå at gennemgå forskudsopgørelsen for det nye skatteår. Det kan sagtens være, at januarlønnen afviger fra lønnen i december: 

“Forskudsopgørelsen for 2021 tager udgangspunkt i Skattestyrelsens oplysninger fra 2019, og i den periode kan der være sket store ændringer i ens økonomiske forhold. Vil man derfor undgå at starte det nye år ud med en forkert skatteindbetaling og dermed forkert løn, skal man huske at rette og opdatere sine oplysninger i forskudsopgørelsen,” fortæller Per Ørtoft Jensen, partner og skatteekspert hos PwC.

Skattestyrelsen får ikke automatisk besked om alle ændrede økonomiske forhold, og det er derfor særlig vigtigt at tjekke, om alle fradrag er korrekte - og det gælder både de fradrag, som allerede er medregnet, og de fradrag, som man manuelt selv skal indberette. 

“Mange skal være ekstra opmærksomme på forskudsopgørelsen for 2021 på grund af de indefrosne feriepenge. Der er nemlig indgået en politisk aftale om at give mulighed for at få de sidste to uger af de indefrosne feriepenge udbetalt til marts, hvilket for mange vil blive beskattet almindelig lønindkomst, og det skal man huske at tage højde for i sin opgørelse, hvis man vælger at få feriepengene udbetalt,” siger Per Ørtoft Jensen og uddyber yderligere:

“Det betyder, at du faktisk - afhængigt af hvor mange af de fem uger, man vælger at få udbetalt - i givet fald har to ugers ekstra lønindkomst for skatteåret 2021 eller potentielt helt op til 5 ugers ekstra løn, hvis man ikke fik udbetalt de 3 ugers feriepenge i efteråret og vælger at få alle 5 uger udbetalt i år. Det er en god idé at notere sig dette på sin forskudsopgørelse for ikke at få et muligt skattesmæk i foråret 2022.”

Er du mindre på arbejde?

En lang række forhold har betydning for, hvor meget man skal betale i skat. Det kan være, at ens løn har ændret sig, man er kommet på dagpenge eller gået på pension. Man er måske startet eller stopper med at få SU eller har omlagt sit boliglån, men særligt befordringsfradraget er der mange danskere, som skal justere:

“Rigtig mange arbejder jo mere hjemmefra, end hvad de normalt ville gøre på grund af COVID-19, og befordringsfradraget skal derfor justeres. Det skal nemlig passe til det antal dage, som man forventer at tage på arbejde. Derudover er det fuldt ud borgeren selv, som har ansvaret for at indberette de opdaterede tal,” fortæller Per Ørtoft Jensen.

Når man ikke at få ændret forskudsopgørelsen og ender med at have betalt for meget i skat, så får man naturligvis det for meget betalte skat tilbage med årsopgørelsen – dog uden renter fra SKAT. 

“Der er stadig god grund til at få pengene i egen lomme hurtigst muligt ved at lave forskudsopgørelsen så præcis som muligt. Man skal dog også være opmærksom på, om man får negative renter på indestående i banken,” slutter Per Ørtoft Jensen. 

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC