Skatteændringer truer straksfradrag: Skal din virksomhed handle nu?

  • 04/09/24

Afskaffelsen af straksfradrag for EDB-software kan tvinge virksomheder til at revidere deres skatteplanlægning. Regeringen har nemlig som led i en ny skattepakke til erhvervslivet, som skal forbedre beskatningen ved generationsskifte, nedsætte bo- og gaveafgiften ved overdragelse af virksomheder til næste generation og forøge fradraget for forsøgs- og forskningsudgifter m.v. foreslået at ophæve muligheden for straksfradrag af udgifter til computersoftware, EDB-software, patenter og knowhow fra 1. januar 2025.

Det har betydning for virksomheder, der afholder større udgifter til f.eks. software i forbindelse med omlægning af deres EDB-systemer. Hvis det er muligt at fremskynde levering af nye EDB-systemer til i år i stedet for næste år, kunne det være hensigtsmæssigt at gøre det. Udgiften til EDB-software kan dog kun fradrages, hvis systemet er færdigt til brug og kan indgå i driften.

Som reglerne er i dag, kan man vælge mellem at fratrække udgiften til f.eks. EDB-software straks eller vælge at aktivere udgiften og afskrive den sammen med øvrige driftsmidler m.v. med op til 25 % årligt.

Da det er en flertalsregering med støtte fra flere partier, der har fremlagt skattepakken, må det forventes, at ændringerne bliver vedtaget. Et udkast til lovforslag er sendt til høring hos interesseorganisationerne, og afskaffelsen af straksfradraget forventes at træde i kraft den 1. januar 2025. Der kan dog ske ændringer ved lovforslagets fremlæggelse og vedtagelse.

Ændringen vil for mange virksomheder medføre en fremrykning af skatten i forhold til nu, da det ofte skattemæssigt vælges at fradrage afholdte udgifter til computersoftware og EDB-software med det samme. I stedet skal udgiften aktiveres og afskrives sammen med øvrige driftsmidler med op til 25 % årligt, så der vil gå mange år, før skattebesparelsen er opnået. Hertil kommer, at skattebesparelsen bliver udhulet som følge af inflation over tid.

Søren Bech —Skatteekspert hos PwC

Få seneste nyt fra PwC

Vær på forkant med nye tiltag og tendenser i erhvervslivet. Du bliver også inviteret til agendasættende events, hvor vi sammen får ny viden, perspektiver og relationer.

Publikationer og udgivelser

Seneste publikationer, analyser og undersøgelser om emner som skat, regnskab, IFRS, revision, moms, told og afgifter.

Kontakt os

Søren William Bech

Senior Tax Advisor, PwC Denmark

3945 9598

E-mail

Christian Corell

PR Senior Associate, PwC Denmark

2829 3858

E-mail

Følg PwC