PwC opruster på NewLaw-området

  • 10/03/25

PwC styrker nu sit NewLaw-team yderligere med ansættelsen af en førende ekspert inden for Legal Operations og juridisk transformation. Lena Ernlund Malmberg tiltræder som partner og skal lede PwC's NewLaw-område, som er en del af PwC Legal. 

Med sin solide erfaring fra både advokatbranchen og som in-house advokat vil Lena Ernlund Malmberg være med til at udvikle innovative løsninger, der understøtter PwC’s kunders juridiske afdelinger i at opnå større effektivitet og forretningsværdi.

"Vi er meget glade for at byde Lena Ernlund Malmberg velkommen til PwC. Hendes erfaring og kompetencer inden for juridisk transformation og Legal Operations vil styrke vores ambition om at tilbyde proaktive og skalerbare løsninger til kunderne. Vores mål er at hjælpe dem med at transformere deres juridiske funktioner, så de bliver mere strategiske og forretningsorienterede og derved kan skabe endnu større værdi for deres forretning, hvilket fx kan inkludere rådgivning om anvendelse af AI, benchmark-analyser samt afdækning af processer for derigennem at komme med de bedste anbefalinger til, hvor der kan optimeres og skabes endnu større værdi,” udtaler Henrik Kany, leder af PwC Legal.

PwC’s NewLaw-team tilbyder således rådgivning, der kombinerer dyb juridisk indsigt med procesoptimering, teknologi og automatisering, hvilket giver juridiske afdelinger mulighed for at navigere i en stadig mere kompleks digital lovgivning og forretningsverden.

Et nyt niveau af juridisk rådgivning

Lena Ernlund Malmberg kommer senest fra en ledende rolle hos KPMG, hvor hun stod i spidsen for "Legal Operations Transformation Services" samt "Future of Legal"-løsninger i Norden. Hun tiltrådte PwC den 1. marts 2025 for at styrke PwC's digitale agenda og fortsætte den teknologiske innovation i virksomhedens juridiske afdeling.

“I takt med at forretningsprocesser optimeres og standardiseres, forventes det også, at den juridiske funktion kan bidrage forretningsorienteret, fleksibelt og løsningsorienteret, understøttet af teknologi. Hos PwC Legal vil vi fortsætte med at udvikle det solide fundament, der er skabt inden for NewLaw, og sikre innovative løsninger, der øger effektiviteten, gennemsigtigheden og værdien for vores kunder i deres individuelle forretningsmiljø - og det glæder jeg mig til, at blive en del af,” fortæller Lena Ernlund Malmberg, partner i PwC.

NewLaw: Teknologi som katalysator for juridisk transformation

NewLaw dækker over en bred vifte af services, herunder design og implementering af effektive processer, legal tech-automatisering, herunder uddannelse af medarbejdere i brugen af AI, interim-løsninger, outsourcing og Managed Services. Formålet er at gøre juridiske afdelinger i stand til at være mere skalerbare og agile, og PwC’s NewLaw-team hjælper kunderne med alt fra digital kontraktstyring til håndtering af diverse regulatoriske områder, herunder ny digital lovgivning såsom EU's AI- og DORA-forordninger.

"Vi ser et stigende behov for, at den juridiske funktion ikke længere blot agerer som en støttende rolle, men som en aktiv forretningspartner. PwC’s NewLaw-team arbejder for at sikre, at vores kunder får teknologisk understøttede løsninger, der ikke kun optimerer deres juridiske afdelinger, men også skaber reel forretningsværdi," tilføjer Henrik Kany.

Med tiltrædelsen af Lena Ernlund Malmberg forventer PwC Legal en markant vækst i dette forretningsområde de kommende år samt en væsentlig forøgelse af antallet af medarbejdere i NewLaw-området, som vil understøtte PwC's fortsatte vækst inden for legal tech og juridisk transformation.

Om PwC Legal

PwC Legal er en del af PwC Danmark og tilbyder juridisk rådgivning, der kombinerer dyb juridisk viden med forretningsmæssig indsigt, procesoptimering og teknologisk innovation. NewLaw er PwC’s bud på fremtidens juridiske funktion, hvor teknologi og effektiv drift spiller en afgørende rolle. PwC Legal er siden starten i 2019 vokset til mere end 40 personer, fordelt på geografiske lokationer i henholdsvis Hellerup og Aarhus.

Kontakt os

Henrik Kany

Partner, Legal, København , PwC Denmark

2446 4245

E-mail

Malene Billund

Presseansvarlig, Hellerup, PwC Denmark

5133 2378

E-mail

Følg PwC