Nordea Asset Management: Når organisation og data sammen understøtter succes

Få indsigt i, hvordan én af Nordens største kapitalforvaltere, Nordea Asset Management, i kraft af en ny organisering – kombineret med en klar data warehouse-strategi – har sikret, at man lever op til fremtidens datakrav.

Nordea Asset Management har ligesom andre aktører i markedet oplevet et stort pres for at levere myndighedsrapportering og konsolidere data til kunderne. Det har for Nordea Asset Management betydet en ny organisering og opgradering af et eksisterende data warehouse.

Kigger man to til tre år tilbage, var Operation-afdelingen hos Nordea Asset Management i fuld gang med at udvikle løsninger til imødegåelse af de mange nye rapporteringskrav, som den finansielle sektor står overfor. Samtidig stillede både interne og eksterne kunder stadigt større krav om at få leveret data til understøttelse af deres investeringsbeslutninger og risikoopfølgning, mens de regulatoriske krav til den finansielle sektor blev større og større.

Den organisatoriske struktur i Operations var fokuseret på de enkelte fagområder eller domæner (kunde rapportering, risikomonitorering, investering, compliance, værdiansættelse etc.), hvilket betød, at samarbejdet med den øvrige organisation blev fragmenteret i kommunikationen, og at understøttelsen af investeringer og salg ikke var optimal. Ligeledes var data produktionen fragmenteret inden for de forskellige domæner med manglende tværgående sammenhæng.

Et data warehouse er en samling af elektroniske data fra forskellige kilder. Disse data er organiseret, så de giver bedst mulighed for at lave rapporter og analyse

En strukturændring gjorde forskellen

For blandt andet at imødekomme de øgede krav til dataunderstøttelse af forretningen foretog Operations en strukturændring i starten af 2017. Det har betydet, at Operation-afdelingens fokus er blevet delt op i to, hvor den ene del fokuserer på databehov i salgsorganisationen, og den anden del fokuserer på databehovet i investeringsorganisationen. Det lyder måske simpelt, men det tog tid at få omstillingen iværksat.

Ulrik Modigh, der er COO hos Nordea Asset Management, fortæller: “Vi er i konstant dialog med modtagerne i investerings- og salgsorganisationen, så vi kommer så tæt som muligt på en behovsafdækning. Det er et succesparameter, at der er en god dialog med afdelingerne Salg og Investering, så man kan levere dét, de begge efterspørger. Hvis man ikke er på forkant og får ’early warnings’, bliver den tid, man har til at levere, kortere, og så bliver løsningerne dårligere.

Der er ligeledes sket et skifte i ledermødernes fokus. Tidligere var fokus på processer og drift, men nu mødes ledergruppen om agendaerne hos afdelingerne Salg og Investering for at være på forkant – og ikke kun om de problemer, der er i de enkelte afdelinger.

Vores rolle er at levere funktionalitet og data samt at have styr på risici, og vi laver således vores projektprioritering sammen med resten af organisationen. Vi kalder det ’hånden på kogepladen’, når vi forsøger at sætte os i brugerens sted,” fortæller Ulrik Modigh.

Det er tydeligt, at der hos Nordea Asset Management bliver sat en ære i at være serviceminded og i at levere præcist og hurtigt på organisationens efterspørgsler og behov. Og allerede nu har man i Nordea Asset Management set gevinsterne af strukturændringen.

Vores nye mødestruktur har givet en fælles agenda, og tingene fanges tidligere. Nye initiativer kommer hurtigere i gang, og der bliver hurtigere nedsat et projekt – det er langt mere effektivt. Det er nødvendigt at kunne reagere hurtigt, da time-to-market er kritisk. På datasiden går der noget tid, før gevinsterne kommer.

Det er som at lave fundamentet til et hus. Hvis du skal have succes, er det for os helt klart et krav, at du tager denne datarejse. Det tager lang tid, før de første gevinster kan høstes, og det er en lang proces at lukke det gamle ned. Der vil således være en periode med paralleldrift, som er træls,” forklarer Ulrik Modigh.

Én central kilde; én version af sandheden

Ulrik Modigh fortæller videre, at man i Nordea har besluttet at samle data i et data warehouse, og at tiøren for dem faldt tilbage i 2017, da Nordea var ved at implementere endnu en ny regulatorisk rapportering (EMIR, PRIPS og MiFID).

Vi indså, at den daværende arkitektur med flere data warehouses ikke var holdbar på den lange bane. De to rapporteringer blev gjort færdige på den gamle platform, men vi var klar over, at det ikke kunne fortsætte længere.

Ulrik uddyber: “Bruger man ikke den samme teknologi og de samme data alle steder, bruger man for mange ressourcer på at holde det hele ved lige. Man kan ikke flytte rundt på medarbejdere til dér, hvor behovet aktuelt er. Det er blevet en strategisk satsning i Nordea Asset Management, at vi skal blive endnu bedre til at have styr på vores data, så vi løfter overliggeren for vores data warehouse.

Nordea Asset Management havde tidligere implementeret en såkaldt wall-to-wall-løsning (en løsning, som omfatter hele processen fra start til slut) med SimCorp Dimension, hvori en unik general ledger (central opbevaring af data relateret til transaktioner) og transaktionshistorik muliggjorde, at der kunne bygges rapporter og udtræk med de samme unikke nøgler til alle behov. De enkelte udtræk og rapporteringer blev bygget som øer uden for grundsystemet, hvilket gav en kort time-to-market, men samtidig betød, at en stor del af den datamæssige value-adding blev lagt decentralt.

Når data skal samles i et data warehouse og benyttes til mange forskellige formål, kræver det nogle grundige overvejelser om arkitektur og struktur. ”Produktionsmæssigt prøver vi at producere så meget value-adding som muligt i SimCorp Dimension, og det, som ikke kan klares dér, laves i næste lag for at sikre time-to-market. Vi stiller data til rådighed for resten af organisationen, og der skal være én central kilde, så der ikke er flere versioner af sandheden.

Men ambitionsniveauet i Nordea Asset Management er højere end at centralisere data ved et solidt data warehouse.

“Vi er igang med at udvikle fixed income product baseret på Machine Learning/AI-, som vi forventer snart at kunne lanceres. Det er bygget op om en proces, hvor motoren udvælger de værdipapirer det giver de bedste forhold mellem risiko/afkast. Det har vi arbejdet med i et års tid. Det er big data, Python, Cloud, opensource, agile – alt det nye. Vi er spændte på resultaterne. Det skal være et low cost-produkt, en såkaldt smart beta-løsning,” fortæller Ulrik Modigh.

Kundernes og myndighedernes krav til data i dag og i fremtiden

Mens organisationen har flyttet sig i Nordea Asset Management, har omverdenen også flyttet sig. Dels bliver kunderne mere og mere afhængige af at modtage data, og dels kommer der løbende nye myndighedskrav til rapportering – også inden for nye områder, der ikke tidligere har været krav til. Kunderne efterspørger et miks af forskellige produkter og mulighed for at integrere data med andre – eventuelt eksterne – forvaltere, og de ønsker samtidig et samlet overblik over bl.a. risici. Andre kunder træffer beslutninger baseret på data, som skal leveres på instrument-/positionsniveau.

Det afføder et behov for, at vi kan levere et komplet ’look-through’, så kunden fx kan lave konsolideret rapportering på sektor, valuta, aktivtype mv. Ligegyldig hvilke typer kunder vi har med at gøre, kræver de data for at kunne træffe deres beslutninger. Data er licence to operate,” fortæller Ulrik Modigh.

Myndighederne stiller også mere og mere avancerede krav til både typen af informationer og sammenhængen mellem de forskellige rapporteringsområder. Hvilket Ulrik Modigh beskriver, som endnu en grund til at man i Nordea Asset Management besluttede, at data skulle centraliseres.

Hvis man ikke har styr på sine data, og/eller det er for operationelt tungt at få hånd om det, så bliver det meget dyrt at leve op til kravene. Og hvis der sker en ændring i data, kan det ramme mange forskellige rapporter, når løsningerne ligger decentralt. Data governance er svært, hvis data ikke er centraliseret.

Fremtidssikring af et data warehouse

Kravene til rapportering ændrer sig hurtigt fra år til år. Men kan man fremtidssikre et data warehouse? Ulrik Modigh fortæller: “Det er et meget godt spørgsmål. Det er svært at spå om behovene i fremtiden, så løsningerne skal bygges op, så de er fleksible og kan ændres løbende. Det er svært at forudsige et databehov om x-y-z år. Vi bruger nye teknologier; vi kigger på, om vi kan beregne noget i clouden; vi sørger for at have tilstrækkelig serverkapacitet mv. Det vigtigste er, at man kan reagere på krav hurtigt. Man bliver tit overrasket over nye krav, også selvom man har været hele vejen rundt i organisationen og har klappet alt af.

Det er en stor og kompliceret opgave at centralisere data, særligt i en så stor virksomhed med så store mængder data som Nordea Asset Management. Så det tager lang tid – især på grund af de mange kodelinjer, man skal forholde sig til, samt den logik, der ligger i de gamle koder, og som skal analyseres og kopieres. Og som så meget andet i livet er det svært at spå om fremtiden. For Ulrik Modigh handler det om, at løsningerne skal være fleksible, og så er det helt afgørende at have opbakningen.

Det vigtigste er at få interessenterne med dig, så du får ’buy-in’ på, at projektet er strategisk vigtigt, og at hele virksomheden skal prioritere det. Derfra er det bare et projekt, men dog et stort projekt, som kræver en dygtig projektleder. Og projektlederen skal være typen, som tager boldtræet med, hvis leverancerne udebliver,” afslutter Ulrik Modigh.

BLÅ BOG: Ulrik Modigh, COO, Nordea Asset Management

Uddannelse
  • 2011-13: London Business School: Nordea leadership development programme
  • 1986-92: Master of Science in Economics and Business Administration, Copenhagen Business School
Tidligere roller
  • Nordea Asset management, COO from January 2014
  • Nordea Asset management, Head of Operation 2009-2014
  • Nordea Asset management, Head of Back Office and Middle Office 2005-2009
  • Member of committees etc in Nordea Asset Management
  • Chairman of the AM Price & Risk Committee
  • Chairman of the AM Segregated Mandate Committee
  • Branch Manager in Nordea Invesment Management AB, Danish Branch
  • Board Member in the following subsidiaries: NIM AG (Germany) and NIMNAI (US)
  • Head of Back Office in ATP 2002-2005
  • Manager in Financial Services in KPMG from June 2000 – July 2002

Kontakt os

Niels Larsen

Partner, Financial Services, PwC Denmark

Tlf: 2022 2033

Christian Myhre Johnsen

Director, Data Intelligence, PwC Denmark

Tlf: 3945 9723

Følg PwC