Optimering af arbejdskapital

#

Det er vigtigere end nogensinde før, at virksomheders bestyrelser sætter fokus på kapitalbindingen i arbejdskapitalen for at sikre, at den tilpasses virksomhedens aktuelle situation. Artiklen giver en række konkrete anbefalinger til, hvilke initiativer bestyrelsen kan sætte i gang for at optimere virksomhedens arbejdskapital.

Introduktion

På bagkant af COVID-19-krisen og krigen i Ukraine har virksomhedernes forsyningskæder verden over været under pres. Derudover har de højere markedsrenter, som konsekvens af den høje inflation gjort, at fokus på arbejdskapitalen er blevet et hot topic i bestyrelseslokalet.

Det generelle niveau af virksomhedernes arbejdskapital bestående af virksomhedernes varelager, tilgodehavender fra salg og leverandørgæld er øget det seneste år. Særligt har stigende råvarepriser og transportomkostninger øget kapitalbindingen i lagerbeholdningerne.

En høj kapitalbinding i arbejdskapitalen påvirker virksomhedens likviditet og mindsker på den måde de frie midler til fx investeringer i produktionsapparatet, udvikling af nye produkter eller udbytte til ejere. Da det er en del af bestyrelsens opgaver og ansvar, at træffe beslutninger vedrørende likviditet og kapitalforhold, er kapitalbindingen i arbejdskapitalen særdeles vigtig at iagttage. Mange virksomheder bør nu i stigende grad danne sig et overblik over likviditetssituationen den kommende tid for at sikre, at der er balance i kapitalbindingen i arbejdskapitalen, og at det likviditetsmæssige råderum er tilstrækkeligt.

Hvorfor skal virksomheden fokusere på at optimere arbejdskapital?

Hvad er arbejdskapital?

Arbejdskapital omfatter tre elementer, som er hhv.

  • Varedebitorer

  • Varelager

  • Varekreditorer.

Nedenfor er et illustrativt eksempel på, hvordan en 20 % forbedring af hvert element medfører en 51 % forbedring af den samlede nettoarbejdskapital.

 Indvirkningen af arbejdskapitalforbedringer

De fire parametre i optimering af arbejdskapital

En gennemgang af selskabets arbejdskapital kræver fokus på alle fire parametre af arbejdskapitalen. Områderne skal gennemgås i sekventiel rækkefølge, for at få det højest mulige output. Her er det vigtigt at sikre, at optimering af arbejdskapital bliver mere end bare fokus på kommercielle vilkår.

De fire parametre i optimering af arbejdskapital 

Kommercielle vilkår

  • Forstå alle jeres nuværende vilkår (herunder særligt betalingsbetingelser, minimum ordrestørrelse og leveringstider)
  • Match vilkår med kontraktens størrelse og type
  • Fastlæg jeres “foretrukne vilkår” på baggrund af interne og eksterne “best practices”
  • Skab en model til forhandlinger og godkendelse af vilkår.

Procesoptimering

  • Forstå hver enkelt proces relateret til arbejdskapital
  • Gennemgå test- og procesoptimering
  • Udfordre de enkelte processer med henblik på at optimere hele jeres proces for arbejdskapital (udpege procesejer og definere ansvarsområder).

Compliance og overvågning

  • Dataanalyse til måling af compliance 
  • Årsagsanalyse for at forstå de primære drivere for manglende compliance
  • Evaluering af de ændringer, der er nødvendige for at sikre compliance og vurdering af den potentielle likviditetspåvirkning
  • Sikre jer, at I har et tilstrækkeligt niveau af WCM-overvågning
  • Fastlæg jeres relevante KPI’er for styringen af arbejdskapitalen.

Likviditetskultur og -styring

  • Inkluder likviditet og arbejdskapital i incitamentsaflønninger
  • Uddel ansvar og hovedansvar for WCM-resultater og styring
  • Sikre jer, at arbejdskapitalen overvåges og supporteres af topledelsen.

Har du brug for hjælp til optimering af arbejdskapital?

Vi kan hjælpe dig med at forbedre din virksomheds arbejdskapital ved hjælp af en struktureret proces

Udfordringer ved optimering af arbejdskapital

Optimering af arbejdskapital kan virke overvældende, men udfordringerne er ofte mindre komplekse end forventet. Succes kræver dog en bred indsats og ændringer i virksomhedens daglige drift. I arbejdet med optimering af arbejdskapital støder man oftest på nedenstående udfordringer:

  • Opfattelse: Arbejdskapital anses ofte som finansafdelingens ansvar, men det er i virkeligheden et bredere, operationelt anliggende, der berører hele virksomheden.

  • Tværfunktionel: For at skabe vedvarende forbedringer er det nødvendigt med samarbejde på tværs af funktioner som salg, indkøb og produktion, da processen kræver en samlet indsats.

  • Drevet af folk: En hands-on tilgang fra både medarbejdere og ledere er afgørende for at ændre rutiner og skabe nye forretningsgange i det daglige arbejde.

  • Kompleksitet: Optimering kræver ofte ændringer i systemer og processer, hvilket kan skabe udfordringer, men også muligheder for at forbedre samarbejdet på tværs af virksomheden.

 Udfordringer ved optimering af arbejdskapital

EU lovgivning

EU har indført flere reguleringer omkring betalingsbetingelser for at forbedre likviditeten og sikre rettidig betaling mellem virksomheder. Den eksisterende lovgivning, herunder EU's direktiv om forsinket betaling (2011/7/EU), fastsætter maksimale betalingsfrister på 60 dage for virksomheder og 30 dage for offentlige myndigheder, medmindre andet er aftalt. Dette skal forhindre lange betalingsforsinkelser, som kan skabe økonomiske udfordringer, især for små og mellemstore virksomheder.

Der er dog yderligere reguleringer under overvejelse, herunder et nyt forslag fra EU-Kommissionen, som søger at harmonisere betalingsbetingelserne yderligere på tværs af medlemslandene og stramme op på overholdelsen af eksisterende regler. Dette regulativ er endnu ikke implementeret, men det har til formål at skabe mere ensartede retningslinjer og sikre mere rettidig betaling i hele EU.

PwC's anbefalinger til bestyrelsen

Optimér arbejdskapitalen og reducér pengebindingen heri ved at undersøge:

  • Debitorer: Analysér og gennemgå nuværende betalingsperformance og rykkerprocedurer på tværs af kundebasen for at sikre rettidig betaling af tilgodehavender, forhandle bedre kreditbetingelser samt sikre at faktureringsprocessen er hurtig og effektiv. Vær i den forbindelse opmærksom på om du har kreditforsikrede kunder som nærmer sig kreditmaximum, fx som følge af stigende råvare- og fragtpriser, og som derfor skal betale hurtigere for at kunne få nye varer.

  • Varelager: Sikre optimal produktionsplanlægning og/eller indkøb af varer, som afspejler det forventede salg på de enkelte kunder/varegrupper, så der ikke laves unødig pengebinding i lagervarer, og implementer differentieret lagerstyring på tværs af varegrupper (ABC/XYZ-segmentering) for at skabe indsigt i omsætningshastigheden på de enkelte varenumre og identificere risikogrupper ift. ingen eller langsomt omsættelige varer.

  • Kreditorer: Foretag en gennemgang af det seneste års samlede variable (råvare) indkøb samt køb af faste omkostninger med henblik på at identificere om aftalte betingelser overholdes og om nuværende aftaler kan/bør genforhandles for at opnå bedre priser og/eller kreditbetingelser, og lav et review af eksisterende indkøbspolitikker samt undersøg muligheder for leverandørfinansiering.

PwC som sparringspartner

PwC har mange års erfaring som rådgiver og sparringspartner for direktioner og bestyrelser.

Kontakt os

René Brandt Jensen

Partner, København, PwC Denmark

2141 6025

E-mail

Søren Okholm Gadeberg

Senior Manager, Deals, PwC Denmark

2243 6121

E-mail