Tilsynet har beregnet prisudviklingen for 2023 til 6,6 %, mens det generelle effektiviseringskrav til sektorens anlægsomkostninger igen er beregnet til 0 %.
Vandsektortilsynet prisfremskriver årligt vandselskabernes økonomiske rammer, så rammerne tager højde for den generelle inflation på de input, som selskaberne bruger til at levere rent drikkevand eller foretage sikker rensning af spildevand.
I år er det de større drikkevandsselskaber, der får udmeldt nye økonomiske rammer, som gælder for 2025 og 2026, og selskaberne kan derfor se frem til en samlet justering af det økonomiske grundlag på ca. 13,5 % over de næste to år. De større spildevandsselskaber modtager i år statusmeddelelser om den økonomiske ramme for 2025 og kan se frem til en justering på 6,6 % af alle nye omkostninger, der er søgt om tillæg til.
Drikkevandsselskaberne bør være særligt opmærksomme på samspillet mellem prisfremskrivningen af indtægtsrammerne og afgiften på ledningsført vand. I den økonomiske ramme for 2025 indregnes der en opkrævningsret til afgiften, som er baseret på selskabernes faktiske opkrævede afgifter i 2023. I rammen bliver opkrævningsretten prisfremskrevet til 2025-priser, mens selskaberne opkræver en afgift pr. m3 hos forbrugerne, som er uændret.
Ved en uændret vandmængde i forhold til 2023 opstår der en forskel mellem opkrævningsretten og det forventede afgiftsprovenu. Forskellen er vist nedenfor ved en årlig debiteret vandmængde på 100.000 m3. Som tabellen viser, opstår der en forskel på 86.858 kr., fordi opkrævningsretten prisfremskrives i indtægtsrammen, mens afgiftssatsen er uændret.
Som selskab bør man derfor sikre sig, at man får opkrævet denne forskel via de øvrige takster og bidrag, fordi man ellers risikerer at miste en opkrævningsret, der ikke kan indhentes på et senere tidspunkt.
2023 | 2025 | |
Opkrævet afgift | 637.000 | 637.000 |
Opkrævningsret i økonomisk ramme | 723.858 | |
Forskel mellem opkrævningsret og afgift | 86.858 |
Note: Beregningerne er baseret på en årlig debiteret vandmængde på 100.000 m3 og en afgiftssats på 6,37 kr. ekskl. moms.
Vandsektortilsynet korrigerer årligt indtægtsrammerne med et generelt effektiviseringskrav, som skal medvirke til, at vandsektoren følger samfundets produktivitetsudvikling. Kravet er todelt, fordi der stilles effektiviseringskrav til både sektorens driftsomkostninger og anlægsomkostninger.
Det er politisk besluttet, at der stilles et fast effektiviseringskrav til selskabernes driftsomkostninger på 2 % årligt. Herudover stilles der et årligt effektiviseringskrav til anlægsomkostningerne (opgjort som afskrivninger og renter), som er opgjort ud fra produktivitetsudviklingen i bygge- og anlægssektoren og den markedsmæssige økonomi.
Vandsektortilsynets beregninger viser igen i år, at den vægtede produktivitetsudvikling i de to sektorer har været negativ. Derfor stilles der for andet år i træk et generelt effektiviseringskrav til anlægsomkostningerne på 0 %.
Hvis du vil vide mere om betydningen af de kommende justeringer af indtægtsrammerne for jeres selskab eller har spørgsmål til den økonomiske regulering generelt, er du velkommen til at kontakte en af PwC’s faglige eksperter.
Vær på forkant med nye tiltag og tendenser i erhvervslivet. Du bliver også inviteret til agendasættende events, hvor vi sammen får ny viden, perspektiver og relationer.
Seneste publikationer, analyser og undersøgelser om emner som skat, regnskab, IFRS, revision, moms, told og afgifter.
Andreas Albers Rasmussen