Ejerledernes vækstforventninger falder fra et højt niveau

27/10/22

De danske ejerledere kommer fra en periode med høj vækst, hvor 6 ud af 10 ejerledere har oplevet vækst på mere end 25 % over de seneste tre år. De står dermed relativt stærkt på vejen ind i en mere usikker fremtid, hvor de giver udtryk for mere afdæmpede vækstforventninger. Det viser Ejerlederanalysen 2022 fra PwC.

PwC’s analyse blandt de bedst performende ejerledede virksomheder, Ejerlederanalysen 2022, viser, at en faldende andel ejerledere forventer høj vækst. I 2022 svarer ca. hver anden, at de forventer en vækst på mere end 25 % i de kommende 3 år. Til sammenligning var det mere end 2 ud af 3 i 2021.

“Årets analyse viser, at de bedst performende ejerledere forventer en mere afdæmpet vækst end tidligere. De har fortsat høje forventninger til fremtidig vækst, men der er ingen tvivl om, at de, ligesom erhvervslivet generelt, er påvirkede af bl.a. den høje inflation, stigende energipriser, brudte forsyningskæder og geopolitisk uro i verden,” udtaler Ulrik Ræbild, partner og markedsleder for Middle Market i PwC.

Ejerlederne kommer dog fra et stærkt udgangspunkt, da ca. 60 % har realiseret en vækst på over 25 % over de seneste tre år, ligesom over halvdelen af ejerlederne svarer, at væksten de seneste 3 år har været over deres egne forventninger. Hver femte svarer endda, at væksten har været langt over forventningerne.

“Analysen bekræfter, at mange af de bedst performende ejerledere generelt har klaret sig godt de seneste år, og de har således et stærkt udgangspunkt for at klare sig godt igennem krisetider. Ejerlederne har også tidligere bevist, at de er dygtige til at omstille sig til en ny virkelighed bl.a. under pandemien,” understreger Ulrik Ræbild. 

Flere ejerledere er åbne over for et fremtidigt salg

Ejerlederanalysen 2022 viser også, at der er en fortsat stigning i andelen af ejerledere, der overvejer et fremtidigt salg af deres virksomhed. Hele 76 % af ejerlederne svarer således, at et fremtidigt salg af deres virksomhed kan komme på tale (mod 74 % i 2021 og 67 % i 2020). 

“Andelen af ejerledere, der overvejer et fremtidigt salg er stigende. Der er flere, der vil sælge når der ses på den lange bane end tidligere, mens der er lidt færre, der vil sælge allerede inden for 2 år. Der er en stigning i ejerledere, som tænker i salg af deres virksomhed, men oplevelsen er generelt, at det er mindre gunstigt at sælge under de aktuelle markedsvilkår,” vurderer Ulrik Ræbild.

Ifølge analysen er en stor andel af ejerlederne blevet kontaktet for et muligt salg. I 2022 blev hele 65 % kontaktet herom, hvilket er et stykke over sidste år (62 %), men noget lavere end i 2020, hvor 73 % blev kontaktet for et muligt salg.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft truer væksten

Ifølge ejerlederne er kampen for kvalificeret arbejdskraft langt fra slut. Hele 35 % af ejerlederne svarer, at virksomhedens vækstforventninger for de kommende 3 regnskabsår er negativt påvirket af den aktuelle mangel på kvalificeret arbejdskraft. Og alene inden for de sidste 12 måneder har ca. halvdelen af ejerlederne oplevet ikke at kunne rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer.

“Mangel på talent er fortsat en væsentlig barriere for ejerledernes fremtidige vækst. Analysen peger da også på, at ejerlederne planlægger at sætte tryk på talentjagten for at sikre sig, at de kan rekruttere de medarbejdere og kompetencer, som de har behov for,” fortæller Ulrik Ræbild.

Han henviser til, at ca. 2 ud af 3 af ejerledere forventer at øge investeringerne i talenttiltrækning de kommende 3 år. Af dem, der vil øge investeringerne, forventer hele 43 % at øge dem med mere end 10 %. Hele 88 % af ejerlederne er desuden enige eller delvist enige i, at tillid til virksomhedens omdømme har fået større betydning for at kunne tiltrække og fastholde talent sammenlignet med for 3 år siden.

“Analysen viser, at ejerlederne i arbejdet med at tiltrække og fastholde talent sætter inklusion og diversitet højt for at sikre tillid mellem virksomheden og medarbejdere, ligesom stort set samtlige ejerledere peger på, at det er vigtigt at have fleksibilitet på arbejdspladsen samt sunde og bæredygtige fysiske rammer,” siger Ulrik Ræbild og tilføjer afslutningsvis, at langt størstedelen af ejerlederne oplever, at medarbejderne stiller flere krav til, at virksomheden tager aktivt stilling i samfundsanliggender, herunder klima/miljø og mennesker.

Om analysen

Analysen blandt de dygtigste ejerledere i Danmark er afsæt for konkurrencen om at blive Årets Ejerleder 2022. PwC ser på mere end 10.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. Af disse er de 159 bedst performende ejerledere udvalgt som nominerede. PwC’s og Nykredits eksperter interviewer de 159 ejerledere personligt, hvorefter der udarbejdes en kvalitativ analyse. Derefter står juryen klar til at mødes og udvælge vinderne i hver region og én vinder på landsplan. De skal overholde følgende krav:

  • A/S – ApS – P/S
  • Minimum 10 ansatte
  • Eksisteret i minimum 5 år
  • Positiv egenkapital i seneste regnskab
  • Positivt resultat i seneste regnskab
  • Vækst i dækningsbidrag set over en 3-årig periode eller en vækst i dækningsbidrag på min. 15 % i seneste regnskabsperiode
  • Excl. børsnoterede selskaber og deres datterselskaber
  • Excl. datterselskaber af udenlandske virksomheder
  • Excl. selskaber på Børsens Top 100 eller deres datterselskaber
  • Ejerlederen skal have central indflydelse på den daglige drift
  • Ejerlederen skal have en betydende ejerandel (>20 %)

Fakta om Årets Ejerleder 2022

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 19. gang. Årets tema er talent og tillid.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 17. november 2022 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Kontakt os

Ulrik Ræbild

Partner, PwC Denmark

Tlf: 3945 3288

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Morten Klinkby

Manager, PwC Denmark

Tlf: 3945 9348

Følg PwC